Vi har vel alle født lige meget, ikke?

Jeg uploadede et billede på Instagram i går. Det handlede om fødsel og smertelindring. For som I kan læse her og her, så fik jeg en epidural under fødslen af Elliot. Det er der ikke noget nyt eller underligt ved – det er der mange der får.

Men der er bare noget, som har undret mig lidt gennem længere tid. Ikke noget der har holdt mig vågen om natten, forstå mig ret ;-) Men noget jeg har bidt mærke i…

Jeg støder jævnligt på fortællinger og beretninger omkring fødsler der er gået godt og “helt uden smertestillende! :-D”. Igen, intet underligt i det som sådan. Men det jeg også bider mærke i er, at der sjældent er en beretning hvor der står “og med en epidural! :-D”

Og så kommer jeg til at gå og tænke lidt – måske fordi jeg går herhjemme og piller mig selv i navlen (som i øvrigt er poppet fuldstændig ud!). Men er det fordi, det i samfundets øjne er mere “sejt” at have født helt uden medicinsk smertelindring? Jeg synes nemlig også man ofte hører komplimenter som “hvor er det sejt, du klarede den helt uden smertestillende”, hvorimod jeg sjældent hører komplimenter som “hvor er det sejt, at du bad om smertelindring når det var det der skulle til for at få en god fødsel”. Det er ikke fordi folk siger, at man er en pivskid fordi man har bedt om eksempelvis en epidural. Men jeg synes bare meget sjældent jeg hører det blive italesat som “sejt” at føde med smertelindring. Og det er jo ikke fordi jeg siger det er underligt, at de der føder uden smertelindring fortæller om det. Jeg synes måske nærmere det er underligt, at vi der har født med smertelindring ikke har samme behov for at indkorporere det som en del af vores fødselsberetning – med mindre vi virkelig uddyber.

Min egen opdatering lød eksempelvis således: “I torsdags kom vores livs kærlighed, Elliot, til verden efter 9 timers fødsel. Han er helt igennem perfekt, og lykken vil ingen ende tage. Tusind tak for alle lykønskningerne vi har modtaget!”

Og så kan I jo selv indsætte en passende mængde smileyer ;-) Måske jeg ville have indsat en lille indskudt sætning med … “efter 9 timers fødsel og ingen smertelindring.” hvis jeg havde klaret den uden? Det ved jeg sgu ikke, og det finder vi jo selvsagt aldrig ud af. Jeg synes bare det virker som om, at man er mere stolt af at have klaret den uden medicinsk smertelindring end med. Måske er det bare mig, men det er ikke min opfattelse ud fra kommentarerne på instagram :-)

En fødsel er vel en fødsel uanset hvordan barnet er kommet til verden?

Det defineres i hvert fald således:
“det at et (færdigudviklet) barn presses ud af livmoderen og fysisk adskilles fra moderen”

Og det er vel sejt at have presset et menneske ud af et lillebitte hul, ikke? Eller at have gennemgået en operation for at bringe sit barn til verden på bedst mulig vis – også ret sejt, ikke?

Der er lige så mange fødsler, som der er gravide – og der er lige så mange holdninger til smertelindring som der er til alle mulige andre ting. Det er altsammen individuelt.

Men det jeg ikke synes er individuelt er, at alle mødre har født. Og alle mødre er nøjagtigt lige seje uanset hvordan barnet er kommet til verden. Nem fødsel eller svær, smertelindring eller ej, vaginalt eller via kejsersnit.

Og hey – de mødre der ikke har født barnet selv er også megaseje. For de har nok gennemgået endnu mere end vi andre har!

Nå, men det var egentligt bare det jeg ville – komme med lidt tankemylder på en kold fredag.

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.