For et par dage siden fik jeg en opskrift tilsendt. En opskrift er måske så meget sagt, det var
Se næste indlæg >
Graviditetsdagbog: 22. uge.
I dag skriver vi 5. september i kalenderen, og min daglige mail fortæller mig, at jeg min graviditetskalender skriver 21+4. 129 dage til termin, 53% overstået. “Overstået” lyder så negativt, men I ved hvad jeg mener.
I morgen skal jeg ind og have scannet min livmoderhals, ved det de kalder en cervix-scanning. Jeg er spændt på at få “dommen”, og håber på, at de fortæller mig at den er et godt stykke over 25 mm. Det er lidt der grænsen går, og hvor man ligesom er på “safe ground”. Det er lidt noget vrøvl at sige, på en måde. For problemet med sådan en livmoderhals og plukkeveer er, at den godt kan forsvinde på ret kort tid. Så hvis mine plukkeveer fortsætter i det tempo som de i øjeblikket har, så kommer jeg nok til at gå til scanning jævnligt. Det er i hvert fald hvad jeg har fået at vide, at jeg nok skal forvente.
Men det er også okay, det er jo kun positivt at de holder øje. Sidste gang var der i uge 36+4 kun knapt 0,5 cm livmoderhals tilbage og jeg var 1 cm åben. Den eneste grund til, at mit vand ikke gik var at Elliot lå skævt og ikke kun komme til at presse på livmodermunden. Det resulterede også i en latent fase på 90 timer, og til sidst prikkede de 37+1 hul på vandet fordi de frygtede en meget stresset baby med alle de regelmæssige sammentrækninger. Det var lidt en hård opstart, men fødslen gik jo godt. Hvis I ikke har læst min fødselsberetning, så er den lige her.
Jeg har det okay, men kan godt mærke en vis nervøsitet for en endnu tidligere fødsel nu hvor det er anden gang. Jeg forventer, at min livmoderhals er fin lang i morgen. Jeg gider ikke bekymre mig unødvendigt i hvert fald. Selvfølgelig er den ok! Men jeg kan også mærke, at det frustrerer mig, at jeg nogle aftener ligger med ret regelmæssige plukkeveer der trykker omme bagtil og niver i både lænd og kønsben. Det frustrerer mig, at det bare er sådan det er for mig. Og så tænker jeg også, at vi måske ikke kan få det til at hænge sammen med en nummer 3, hvis vi skulle få lyst til det? Det er sådan nogle åndssvage tanker man kan sidde og dvæle ved når man går hjemme og er alene.
I dag hentede jeg Elliot fra vuggestuen efter ikke engang 3 timer. Han blev afleveret 8.15, og 11.15 hentede jeg ham igen. Han havde skreget i 1 time, og de synes det var synd. Jeg ilede afsted (og jeg gik jo, indrømmet, alt for hurtigt. Men sådan er det altså når ens lille pus er helt ulykkelig). Han var helt opløst, og hele vejen hjem græd han og hulkede imens han tog sig til tænderne med fingre og sut. Han skreg i endnu 1 time herhjemme mens vi gik i bæreselen og sang. Det hjalp, men han fandt bare ikke ro. Jeg gav ham en panodil, lagde ham igen i vognen, og så trillede jeg som da han var helt lille. Så sov han endelig, med en vejrtrækning der bar præg af den langvarige gråd, og mig med et temmelig ømt bækken. Stakkels lille mand :-(
Så nu ligger jeg her på sofaen med plukkeveer, et glas cola og mørk chokolade til min sukkerkolde krop, som altså ikke nåede at få frokost. Det gør jeg noget ved lige om lidt…
Der var ingen der sagde, at det var nemt at være mor til 1 barn og 1 halv, vel? ;-)
Jeg klarer den, bare rolig. Mads kommer hjem fra job så snart han kan, og jeg forventer en noget mere frisk og glad Elliot når han vågner fra sin middagslur.
Men alt i alt en hektisk dag med mange tanker, og meget traven frem og tilbage.
Jeg håber, at I har haft en mere rolig dag ;-)
Åhh stakkels lille dreng. Hader når de ringer efter en. Man bliver bare så stresset. Især når man er på job. Vi har også gang i et sandt tand-helvede herhjemme. Holy crap de kindtænder i undermunden har næsten taget livet af hele familien. Vores dreng er sur og tvær og har selvfølgelig ondt. Men synes også at deres alder lige nu(min er en måned yngere en din) er ret slem. Der bliver prøvet grænser af og de er godt nok ved at få deres egen vilje. Puha.,. Håber snart set vender og jeg får en glad dreng igen.