Ynk fra 20. uge.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at graviditeten med Elliot var hård for kroppen. Fra uge 26 havde jeg voldsomt mange plukkeveer, og jeg rendte til tjek i tide og utide. Det kan jeg ikke helt overskue igen, kan jeg mærke. Det trak tænder ud, men fordi vi kun var Mads og jeg føltes det ikke så slemt.

Denne gang har vi Elliot i forvejen. Vores helt store kærlighed, som jeg stadig har enormt svært ved at undvære bare én nat. Det kræver meget at indrømme og at indse, at man ikke kan tumle rundt med ham på samme niveau som før jeg blev gravid igen. Jeg kan godt mærke, at jeg denne gang er sådan oprigtigt – helt ned i maven – træt af, at min krop ikke kan finde ud af, at være gravid uden skavanker.

Hvorfor er det så slemt lige i dag? Jo, fordi jeg i dag har haft plukkeveer. Alt for mange, alt for hyppige og ikke uden smerter. Jeg får med det samme flashback til sidste graviditet, hvor det var en daglig gene. En daglig bekymring. Denne gang tager jeg det lidt mere med ro med hensyn til bekymringerne. Jeg har lidt bedre føling med hvor ondt de kunne gøre sidste gang uden at de endte med at afkorte livmoderhalsen. Og hvis min krop er som sidst, så har jeg en lang livmoderhals som sidste gang formentligt reddede mig fra en for tidlig fødsel.

Jeg arbejder i øjeblikket 4 timer om dagen, da jeg er deltidssygemeldt med bækkenløsning. Jeg kan slet slet slet ikke forlige mig med tanken om at skulle gå hjemme med en fuldtidssygemelding. Jeg er SÅ glad for at komme ud af døren hver dag. Møde andre mennesker, komme i bad hver morgen, tage pænt tøj på, og føle mig som en del af omverden. Det kan være så enormt ensomt at gå derhjemme hele dagen. Selvom jeg elsker hver en time jeg har med Elliot, så har jeg også brug for andet selskab end ham hver eneste dag. Og han er glad for sin vuggestue, som han selvfølgeligt skal have lov at gå i. I øvrigt er det heller ikke en ferie at være sygemeldt. Det er jo ikke meningen, at man skal piske rundt med daglige gøremål eller lave hjemmepasning for sit barn. Man skal aflaste, og det er altså røvsygt. Sagt sådan helt ærligt. Når resten af verden er på job, så står tiden nærmest stille imens man desperat forsøger at finde noget i tv der er værd at se.

Så nu må jeg holde øje med plukkeveerne det næste stykke tid, og forsøge at aflaste så meget som muligt, uden at det ødelægger vores hverdag. Minimere risikoen for sygemelding.

Så dage som i dag kan jeg godt have rigtig svært ved ikke at være misundelig på alle de der går igennem en graviditet uden nogen som helst gener. Misundelig på en grim måde faktisk. Og det bryder jeg mig ikke om – for så er man fandme en smålig person.

Åh!

Nå, men dybest set er jeg jo mega glad. Jeg nyder maven, nyder de små puf, og det er jo lykkelige omstændigheder vi er i. Nogle gange er der bare bump på vejen, og sådan er det.

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.