Min fødsels-skade

I dag skrev Fenjadora.dk et indlæg hvor hun fortæller om en fødselsskade. I kan læse nærmere om det ovre på hendes egen blog lige her.

Og så kom jeg til at tænke på, at jeg vist ikke har fortalt om mit brækkede haleben, som jeg fik med i købet under fødslen.

Det er sådan, at min fødsel blev sat i gang i uge 37+1 efter 92 timers latent fase. Det er det man kalder en “forlænget latensfase”. Hvis man som førstegangsfødende er i den latente fase i over 20 timer, er man trådt ind i forlænget latensfase. Jeg havde åbnet mig 1 cm. søndag aften, og torsdag morgen kl. 11.00 tog de mit vand, fordi de ikke ville riskere at Elliot blev stresset inde i maven.

Fødselsforløbet gik super godt. Elliot stod skævt med hovedet, og det var derfor fødslen gået i gang og vandet ikke var gået. Han kunne så at sige ikke “presse på”. Da vandet blev taget gik mine veer i gang indenfor 10 minutter – så ingen slinger i valsen der ;-)

Det skulle vise sig at heldet var med os, for Elliot roterede rigtigt ned i bækkenet selvom de troede det ville blive problematisk. Faktisk kom han kun en smule skævt med hovedet, men klarede den uden sugekop, hvilket jeg var SÅ lettet over. Den var kørt i stilling, og jeg fik besked på at jeg havde 2 presseveer tilbage – og så skulle han være ude! Jeg er ret sikker på, at jeg var komplet blå i hovedet, for shit hvor pressede jeg igennem. Han kom ud på 1 vee. Det var tildels min fortjeneste, men også jordemoderen som hjalp ham på vej ved at øre hans hage ud. Til de der ikke har født kan jeg fortælle, at hagen ligger der hvor halebenet også befinder sig. Og der er altså ikke plads til både baby, jordemoderfingre og haleben på én og samme gang. Dermed det brækkede haleben.

Nu vil jeg ikke skræmme jer. For jeg gør det gerne igen! Selve pressefasen synes jeg ikke var forfærdelig smertefuld. Og jeg kunne ikke mærke, at mit haleben brækkede!

Det kunne jeg til gengæld bagefter! Jeg har aldrig prøvet noget værre. Jeg var ved at græde hver gang jeg rejste mig, og hver gang jeg satte mig ned igen. Jeg kunne allerbedst ligge på siden, for der kunne jeg slet ikke mærke det. Smertestillende får man jo ikke en helt masse af når man skal amme, så det handlede egentligt om at bide det i sig og tage den med ro. Heldigvis var det slet ikke så galt – for jeg havde fuld fokus på Elliot og Mads og vores lille nye familie! :-)

Hvad så med næste fødsel?

Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv. Jeg frygter at brække halebenet igen. Det gør jeg. For det var altså ikke sjovt. Jeg vil helt klart vende det med min jordemoder i graviditeten, og så må vi jo se hvorledes fødslen forløber – et brækket haleben er en billig pris for en ellers perfekt fødsel og et helt perfekt barn!

Hvordan går det i dag, 1 år efter?

Det går fint – jeg mærker det ikke på samme måde længere. Men jeg mærker det når jeg sidder for tilbagelænet på en hård stol. Jeg mærker det sådan set også på bløde stole – bare i mindre grad. Det er som om, at mit haleben er meget mere følsomt – jeg mærker det ofte, hvilket jeg aldrig før har gjort.

Har I erhvervet jer en skade under fødslen? Så vil jeg meget gerne høre om dem i kommentarfeltet :-)

Du kan finde min fødselsberetning her

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.