Det der med at føde…

…er nok noget de fleste kvinder frygter, når de ikke har prøvet det før. Og nogle frygter det, fordi de har prøvet det før.

Jeg har heldigvis ikke strikket en skræmmehistorie sammen til jer i dag. Jeg havde nemlig en helt kanon god fødsel. Jeg bilder mig selv ind, at det var en vellykket fødsel pga. en god blanding af held, gode forhold, en god jordemoder og en helveds masse råstyrke fra min side. Hold kæft hvor følte jeg mig sej efter det var overstået, og jeg lå med Elliot på brystet og Mads ved min side. Det er, uden sammenligning, den fedeste oplevelse i mit liv.

Jeg er godt klar over, at det ikke er alle som har sådan et forhold til fødsler. Der er nemlig nogle kvinder, som har nogle forfærdeligt traumatiske oplevelser med at føde. Og det er nok derfor, mange kvinder frygter det, selvom de ikke har prøvet det.

Uden at prale, så synes jeg selv, at jeg var enormt god til at lytte til de gode historier, da jeg var gravid. Jeg besluttede mig ret hurtigt for, at der ikke var nogen grund til at frygte noget, jeg ikke kendte til endnu. Og det er jeg glad for den dag i dag. For det havde været unødig bekymring, og den slags bryder jeg mig ikke om. Jeg bruger vist ret ofte udtrykket “det hjælper ikke noget, at tage sorgerne på forskud.”

Det gør ondt. Som i rigtigt ondt! Som i jeg kan ikke forklare smerten. Men det er altså noget andet, når der kommer et barn ud af smerten. Og det ved man jo godt, at der gør. På den måde er det en slags “glædelig smerte”, hvis man kan kalde det det.

Jeg fik prikket hul på vandet kl. 11.00, og kl. 11.30 gik mine veer i gang for fuld skrue. Min latente fase havde varet 90 timer på det tidspunkt. Jeg havde ikke sovet vildt godt den nat pga. veer, men jeg havde blod på tanden, og jeg var SÅ klar til at føde. Jeg var 37+1, men efter så mange dage med veer, så føltes det nærmest som om, at vi havde nået terminsdatoen.

Veerne var ikke til at holde ud. Jeg brølede, bed nærmest puden i stykker, og vred mig i smerte – jeg kunne simpelthen ikke håndtere smerten. Kl. 14.00 fik jeg lagt en epidural, og en time efter virkede den 100%. Jeg er åbenbart en af de heldige, som reagerer meget stærkt på bedøvelse. Jeg fik laveste dosis, og jeg var fuldstændig smertedækket. Jeg havde ingen anelse om, hvornår jeg havde en ve. Jeg kunne, med hænderne, mærke at min mave blev hård hver 2. minut, så jeg kunne godt regne ud, at der var godt gang i ve-arbejdet.

Jeg lå og slappede af og halvsov indtil kl. 18. Vi slukkede for epidural og begyndte på ve-stimulerende drop for at sikre os, at veerne fortsatte. Jeg var klar til nedtrængningsfasen kl. 20.30, og jeg kunne håndtere smerten nu. Jeg blev ikke kastet ud i veer jeg ikke havde oplevet før, og nu kom smerten ikke bag på mig længere. Det gik forholdsvist tjept. Det tog ca. 40 minutter før jeg var klar til at presse, og han var ude på 20 minutter. Han var ved at blive stresset, så en fødselslæge fortalte at jeg havde 1 eller 2 veer inden de ville forsøge at lægge en kop. Gisp!

“Jeg går i stykker, min søn får skævt hovede, han får hovedpine bagefter”. Jeg tror det var nogenlunde de tanker, der røg gennem mit hovede. Det skulle jeg satme ikke være en del af – nu var vi jo ligesom nået så langt. Han havde under hele fødslen roteret skævt, hvilket også var grunden til, at min latente fase havde varet så længe. Men ENDELIG var han roteret næsten korrekt ned i bækkenet, og så ville de tage ham med kop?!

Jeg tænker, at jeg har været komplet blå i hovedet, for jeg brugte 1 ve til at få ham ud – uden kop! Jeg mindes at der stod 4 mand og hujede og heppede, og da han endelig var ude var han mere blå end lyserød. Men helt perfekt – dét var han nu alligevel. De forsikrede os om, at han intet fejlede, og efter et halvt minuts ilt var han fin og kom tilbage til mig igen imens jordemoderen fik styr på resten.

Og så lå vi ellers der alle 3.

Stuen var tom de næste 2 timer. 2926 gram og 49 cm var han. Helt perfekt og endelig ude hos os.