Jeg læste i weekenden en artikel på vores børns facebookside. Det var en liste over ting, man sk
Se næste indlæg >
Det pudsige ved en fødsel…
… er at man altid har tusind forestillinger. Forestillinger om, hvor ondt det gør, hvor længe det helst (ikke!) skal tage, hvornår man skal føde, hvordan man gerne vil føde og hvor man gerne vil føde henne. Og faktisk har man jo ikke en chance for at vide særlig meget af det.
Lige nu er der en del fokus på hjemmefødsler, som jeg synes er fantastiske og en vanvittigt god idé hvis man er kandidat til det. Heidi fra bloggen meyermor har i dag været med i et indslag på TV2 omkring hjemmefødsler. Hun er i øvrigt jordemoder og har selv haft en hjemmefødsel. Skide godt indslag i øvrigt!
Det fik mig til at tænke tilbage på min egen fødsel, som jo foregik på hospitalet. Epidural, ve-drop og til sidst en sugekop kørt i stilling. Det lyder vildt dramatisk, men det var det ikke. Slet ikke. For jeg lagde faktisk ikke mærke til noget af det. Udover epiduralen – den skreg jeg ligesom efter ;-)
Men jeg havde mange forestillinger og idéer. Bl.a. at jeg gerne ville føde uden epiduralen hvis jeg kunne. Men vi var også enige om, at oplevelsen skulle være god, og at det var en meget høj prioritet. Og for mig, var epiduralen det afgørende. Jeg gik fra panik til ro, og nød faktisk fødslen. Epiduralen virkede 100% og jeg var smertefri – hånden på hjertet, jeg mærkede intet. Jeg fik En Pulled Pork sandwich, en cola, lidt mørk chokolade og et æble. Og en helveds masse rød saftevand til sidst. I kan måske se på mit goofy ansigt på billedet ovenover, at jeg er semi godt tilfreds med den der epiduralblokade ;-) Det er i øvrigt 22 kilo siden, og jeg tænker lige nu, at de alle sad i hovedet! ;-)
Da de slukkede for epiduralen havde jeg faktisk stadig næsten 4 timer tilbage af min fødsel. Men jeg kendte smerten nu, og jeg var slet ikke i panik eller smertehelvede længere. Jeg var en helt anden fødende end før epiduralen!
Jeg havde også en idé om, at jeg gerne ville i kar. Jordemoderen spurgte mig flere gange, men hun kunne bare glemme det kunne hun. Jeg lå faktisk musestille helt indtil nedtrængningsfasen hvor epiduralen blev slukket. Jeg lå SÅ godt! En pude mellem benene, et let tæppe over mig, om på siden, og så var jeg klar til at slappe af. Jeg fik mig endda en lur imens jordemoderen sad og ordnede papirarbejde. Jeg var så tryg og rolig, og det var bare skønt at ligge der. Fødekarret kunne rende og hoppe ;-)
Jeg tror det bliver en hospitalsfødsel igen. Hverken Mads eller jeg er, i øjeblikket, for alvor trygge ved en hjemmefødsel fordi Elliot havde brug for overvågning det sidste stykke tid af fødslen, og fordi han havde brug for lidt starthjælp og var en kende blå da han kom ud. Det føltes bare meget betryggende at der var flere jordemødre og en fødselslæge til stede under pressefasen fordi Elliot begyndte at blive stresset og skulle ud. Vi var ikke stressede fordi de faktisk formåede at forholde sig helt rolige uden vi fik fornemmelsen af, at noget kunne være galt. Og der var jo intet galt – han fik lidt ilt og det var faktisk det.
Ingen kommentarer endnu - du kan nå at blive den første!