Halvfems timer, en fødsel og en baby.

Da jeg var gravid glædede jeg mig faktisk til at føde. Til at prøve de der veer som alle snakker så meget om. For hvor ondt gør de lige? Og hvordan gør de ondt? Alt dette kan jeg med rette sige, at jeg fik lov at prøve. Og jeg glæder mig til at prøve det hele én gang til engang.

Søndag d. 8. marts startede jeg dagen ud med morgenmad sammen med Mads, og vi gik os en tur ned langs åen i Århus. Da vi kom hjem ventede der mig en overraskelse i form af et babyshower. Det var skide hyggeligt, selvom mine plukkeveer stadig generede mig. Det havde de gjort siden uge 26 i graviditeten, hvor jeg endte med en sygemelding.

Da vi nåede hen mod aftenen kunne jeg godt mærke, at de altså tog lidt til, og til sidst var de regelmæssige. I nogle timer. Jeg kunne holde det ud, men det var ikke ligefrem rart. Vi endte faktisk med at pakke en taske og jage afsted mod fødegangen fordi vi troede jeg var ved at gå i fødsel.

Da vi kom ind på fødegangen mærkede en jordemoder på mig. 1 cm åben, og 0,5 cm livmoderhals tilbage. Jeg var ikke i aktiv fødsel, men der var da ved at ske noget.

Hjem i lejligheden og en lang nat ventede.

Mandag, uge 36+5. Endnu en dag med mange plukkeveer og et tjek på akutmodtagelsen for gravide. Et lidt for højt blodtryk, og stadig ikke mere åben. Hjem igen – og frem med en liter is. Mest bare fordi, jeg havde ondt af mig selv.

Tirsdag 36+6. Regelmæssige sammentrækninger, nogle samtaler med min jordemoder. Stadig ikke nogen ændring, følte jeg ikke. Vi blev hjemme den dag og så tiden an. Jeg var ved at være godt træt.

Onsdag 37+0. Jordemoderbesøg og hindeløsning. Vi blev enige om at forsøge at skubbe lidt på med en hindeløsning eftersom ”veerne” kun blev stærkere og mere regelmæssige. Det tegnede ikke til at gå i sig selv igen. Og livmoderen skulle måske snart have hjælp, hvis der skulle være kræfter til en fødsel efter latens fasen også.

Onsdag aften kom min jordemoder på besøg hos os. Vi var med i kendt jordemoderordning, så vi havde de samme 2 jordemødre hele forløbet igennem – og de kom gerne på besøg hjemme hos os. Hun mærkede på mig. 2+ cm åben og ikke mere livmoderhals. Der var sket lidt. Men meget LIDT. Hun synes det føltes som om, at Elliot stod skævt med hovedet. Måske var det derfor det hele gik så langsomt – hovedet kunne ikke presse ordentligt på.

Jeg gik under den varme bruser for at tage lidt af smerterne, og gik i seng på et par panodiler.

Min jordemoder ville vende situationen på næste morgens lægekonference.

Torsdag d. 12/3-2015 uge 37+1. Min jordemoder kom forbi klokken 7.30. ”HOLD da op, du har fået væske i kroppen i løbet af natten”. Ja tak – jeg lignede en spærreballon! Hun tog på Skejby og ville ringe efter konferencen. Klokken 9.00 ringede min telefon. ”Vil du have den gode nyhed eller den gode nyhed?” Jeg ville gerne have en god nyhed – jeg var SÅ klar til at få lov til at føde min baby! ”Vi tager dit vand i dag. Fødselslægerne synes ikke det er forsvarligt at trække den længere, og vehæmmende vil kun virke i 6 timers tid. Kan I komme ind klokken 10.15?” Det kunne vi godt lige finde plads til i vores mega ”travle” kalender.

10.00 – ankomst på Skejby
10.15 – Ind på fødestuen
11.00 – Efter undersøgelser og CTG fik jeg en hindesprængning (de prikkede hul på vandet). Det var fint og klart, og Elliot var ikke blevet stresset af de sidste mange timers aktivitet i min livmoder.

Veerne gik i gang med det samme. På CTG’en kunne man ret tydeligt se, at det hele gik fra 0 til 100 på meget kort tid. Jeg var klar til at rive håret af mig selv og Mads med. For SATAN det gjorde nas.

Ilt, lattergas – intet virkede følte jeg. Så da jordemoderen bragte epiduralen på banen klokken 14 var jeg klar på en pause til kroppen1

Epiduralen bragte ro over fødestuen. Jeg spiste det sidste af den pulled pork sandwich som jeg tidligere havde kastet op, og drak en cola. Jeg var SÅ afslappet og kunne faktisk intet mærke.

Der var flere læger og jordemødre inde for at tjekke nogle ting pga. den lange latensfase. Alt så fint ud, og det så ud til, at Elliot var på vej i en rigtig rotation. Klokken 18 var jeg efterhånden udvidet fuldt ud, og der blev slukket for epiduralen og lagt et vestimulerende drop – ”bare lige for at holde gang i det”. Ja tak, det skal jeg lige love for!

Et par timer efter var jeg fuldt udvidet, nedtrængningsfasen var gået som smurt, og jeg var klar til at presse lidt efter klokken 21.

Der gik ikke lang tid før jeg fik beskeden på, at Elliot var ved at være stresset. Jeg havde maks 2 veer til at få ham ud, og derefter ville de lægge en kop – og den var kørt i stilling. Jeg var så skide bange for den sugekop, og jeg skulle satme ikke have den i spil. Jeg fik en ve, og fandt kræfter jeg ikke vidste jeg havde. Hovedet var ude, og kroppen blev født uden en presseve, fordi den lod vente på sig.

Ud kom 2926 gram kærlighed. Blå som en smølf, men helt perfekt. De tog ham over for at give ham ilt, og få minutter senere var han fin lyserød, og kom tilbage på mit bryst.

En fødsel, som faktisk var helt perfekt. Det var i hvert fald min oplevelse, og sådan jeg husker tilbage på det. Personalet på Skejby var så gode til at kommunikere, og holde os informeret gennem hele forløbet.

En så lang latensfase kan hurtigt blive en rigtig træls omgang, men jeg var simpelthen så tryg hele vejen igennem, og jeg følte at der blev lyttet til mig.