Fødsel fra en fars point of view

Har I mon fået læst Mads’ fødselsberetning? Ellers kommer den igen her :-)

Sanne har spurgt, om jeg vil fortælle min oplevelse af Elliots fødsel. Hvis det ikke er gået op for dig, så er jeg Mads – Sannes kæreste og Elliots far ;)

Når nu det er på plads vil jeg starte min fortælling fire dage før Elliot poppede ud.

Det var søndag den 8. marts. Dagen startede med, at jeg måtte finde på en løgn. Det blev en hvid og gennemskuelig løgn. Men. Sanne skulle ud af huset, så veninderne og de kvindelige familiemedlemmer kunne pynte op til babyshower. Sanne blev glad. Og så er alle glade.

Efter en vellykket babyshower, snakkede Sanne og jeg om, at det kunne være sjovt, hvis hun gik i fødsel her indenfor de næste par dage. Jeg ved ikke om snakken havde sat gang i hendes livmoder, for om aftenen/natten var der fart over feltet på Sannes pusten og stønnen – og bestemt ikke på nogen fræk måde.

Sagen var den, at Sanne var gået i fødsel!! Og jeg vil gerne betegne mig selv som en ’sportsfyr’, men jeg har ALDRIG spurtet så hurtigt rundt, som da jeg skulle pakke den fødselstaske. Af sted på Skejby bare for at få at vide, at fødslen var gået i stå, og at vi skulle tage hjem og se tiden an.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde det dårligt på det tidspunkt. Jeg havde ondt i maven, hovedet og psyken. Alt sammen på Sannes vegne. Hun har døjet med plukkeveer siden tidligt i graviditeten, og nu tidlige opstartsveer. Jaja, det er der mange kvinder, der oplever, men det gjorde sgu ondt at se sin kvinde i så store smerter.

Dagene gik, veerne fortsatte og besøgene fra vores jordemoder fra ”Kendt Jordemoderordning” var konstante. Og det eneste jeg kunne gøre var at ae hende på kinden, klø hende på ryggen og forsøge at holde hendes nedbrudte nerver oppe.

Torsdag d. 12/03-15 – Elliots fødselsdag

Torsdag morgen efter nogle tidlige morgentimer kimede Sannes telefon, og det var jordemoderen, der ville informere os om, at de havde besluttet at sætte fødslen i gang ved at tage vandet. Sannes ansigt lagde sig i lettelsens folder – så meget som vandet i kroppen nu gav lov til. Men det var en forløsning af en anden verden.

I en taxa. Ind på Skejby kl. 10.15. Kort snak med læge og jordemoder. Fik taget vandet kl. 11.00. Og så skulle vi bare vente. Eller… Det vil sige, at Sanne liiiige skulle have en lavement for ligesom at… ja, tømme sagerne inden fødslen ;-) Hun fik at vide, at der skulle gå 10 minutter inden hun gik på WC, og at jeg måske lige skulle “gå en tur imens”. Der gik ca. 2 minutter inden Sanne lå med veer der blev stærkere, og samtidig prøvede at holde på lavementet. Lad os bare sige, at hendes ansigtsudtryk var lettere komisk. Der gik yderligere 3 minutter, og så kom sætningen “Jeg tror du skal gå dig en tur Mads… NU!!!” Så det gjorde jeg.

Da jeg kom tilbage blev vi rådet til at gå en tur, for at sætte gang i fødselsprocessen. Måske gå ned og få noget at spise, og så ringe om et par timer, hvis der endnu ikke var sket noget.

Fint nok, min notatblok i hovedet havde ikke misset noget af det, den kære jordemoder havde sagt. Så da hun gik, begyndte jeg at gøre klar til en gåtur. Men Sanne strittede imod. Hun begyndte at skrige. Og ikke skrige som i et lille sødt og uskyldigt pigeskrig. Nej. Nærmere som en hulemand, der fik bidt benet af i en kamp mod en T-Rex.

Men jordemoderen havde sagt, at vi skulle gå en tur. Så jeg tænkte ”Kom nu Sanne. Det kan ikke allerede være gået i gang.”

Derfor begyndte jeg at give hende bukser. Ja, jeg prøvede at proppe et par bukser udenpå de kæmpe hospitalsshorts OG gigantiske voksenble på en størrelse svarende til arealet af en mindre landsby… Jeg fik derefter hejst hende nogenlunde op i sengen, men det kunne jeg fandme bare godt glemme. Uden at overdrive, så begyndte jeg at forstå alvoren, og eftersom jeg ikke kunne komme i kontakt med Sanne i hendes hulemandsudbrud, kontaktede jeg jordemoderen og bad hende komme. “Gerne lidt hurtigt”, sagde jeg i mit lettere paniske toneleje.

Sanne var gået i fødsel, og der var ingen risiko for, at det ville gå i stå igen denne gang.

Dagen var larmende, forvirrende og ærlig talt frygtelig for mig. Lige indtil hun fik sin højt elskede epidural. Derefter havde vi seriøst en hyggelig dag. Pulled pork burger, saftevand og slik. Det føltes som en fredag aften, blot på en torsdag og på sygehuset – you get my point – god dag. Da anæstesilægen kom ind for at lægge epiduralen lignede Sanne én der lige havde set en engel, og var klar til at sige “Give me the juice!”

Afslutningen

Pressefasen virkede overkommelig for Sanne. Hun havde fået kantet sin store gravide krop ud på gulvet, hvor hun stod bøjet over sengen og pyntede fødestuen med sit ’morgenhår’, hvide hospitalsdragt og ikke mindst hospitalets store underbukser, der fejlede i at dække den endnu større voksenble (til fostervand – ikke tis ;-) ). Sanne var miss Skejby.

Selvom det var svært ikke at dø af grin, hver gang jeg så eller bare kom i tanke om hendes mundering, var jeg stolt af hendes hårde arbejde.

Jeg spoler lidt frem, ellers kan jeg fortsætte i en evighed.

Fødestuen var propfyldt. To læger, to jordemødre og en assistent + Sanne og mig. Det var et cirkus, og der var larm, råb og skrig derinde. Og efter en trussel om, at Elliot skulle tages med kop, poppede Sanne ham ud. Det kostede dog lige et lækkert brud i halebenet, men det var det hele værd, for der var vores lille blå baby.

For ja, han var lidt blå, og skulle lige have lidt hjælp til at starte helt op, men det var fantastisk. Al personalet var gode og sagde, at alt var som det skulle være, og der var ingenting at bekymre sig om. Dejligt.

Nu skete det, der kom allermest bag på mig. Med ét var der helt stille på stuen. Alle var gået. Og det var kun os tre tilbage. Det var et vacuum. Hvad skulle vi gøre nu? Det er lidt et tabu at sige det, men nu gør jeg det. Det var ikke udelukkende en god følelse! Jeg var på usikker grund, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. For med ét startede en ny æra – jeg skulle lære at være far.

Det skal siges, at jeg kom lynhurtigt ind i far-rollen, men den følelse jeg havde haft, da vi kun var os tre, skulle lige have nogle dage til at bundfalde sig.

Jeg er glad for at være far. Stolt af at være far. Og jeg er imponeret over, at jeg kom igennem fødslen uden at gå i panik mere end én gang ;)

Husk, at du kan følge med på instagram @incredibabydk, på snapchat @sanneagersnap og på facebook @incredibaby her

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.