Gæsteblogger: Nina Seistrup. USA-turen, der næsten endte i en alt for tidlig fødsel.

Det har været meget svært for mig, at beskrive dette forløb og det har ikke været uden tåre. Heldigvis var min kæreste, familie, svigerfamilie og venner en kæmpe støtte igennem hele forløbet.

Svigerfar, der blev 70 år, inviterede hele familien til USA. Turen blev bestilt og vi alle glædede os. Kort efter turen var betalt, opdagede vi, at jeg var gravid. Jeg ville være ca. 30 uger henne ved afrejse og der skulle ingen problemer være ved at rejse på det tidspunkt. De fleste flyselskaber anbefaler at man ikke flyver, hvis man har under 4 uger til termin. Alt blev tjekket inden afrejse og min kæreste der arbejder i forsikringsselskab, tjekkede alle vores forsikringer, for at være sikker på, alt var ok.

2 dage før rejse dag: Jordmoder besøg – jeg skulle lige tjekkes, som normalt. Dog syntes jordmoderen at jeg havde lige lovligt mange plukveer. Jeg havde haft mange plukveer gennem hele graviditeten og vi så det derfor ikke som et problem. Pigen i min mave lå stadig med numsen ned og benene i hovedet og vi talte om vendingsforsøg. Det gjorde mig utryk og bagefter fik jeg taget blodtryk. Det var alt for højt og jeg blev derfor bedt som, at gå til fødemodtagelsen og blive kigget nærmere på. Der tog de mit blodtryk igen og det var helt normalt. De kørte også CTG kurve for at tjekke om min lille pige havde det godt – alt var ok og vi skulle ikke være nervøse. Vi spurgte ekstra ind til den lange flyvetur til Florida. Det var en lang flyvetur – 11 timer. Var det nu klogt at flyve? Jordmoderen sagde: ”I kan roligt tage afsted og nyde den sidste tid alene inden baby melder sin ankomst”.

Afrejse dag: Endelig var det blevet dagen og vi glædede os helt vildt. Vi skulle nyde 14 dage i Florida med vores dejlige familie, opleve USA og have den sidste alene tid som kærester uden barn. Vi skulle flyve med Norwegian. Desværre havde deres dreamliner fly ikke fået tilladelse til at lande i USA og Norwegian havde derfor lejet sig ind i et portugisisk fly. Det var under ALT kritik. Personalet kunne knap engelsk, flyet var i SÅ ringe stand, beskidt og ulækkert, det ene toilet var i stykker, og ikke engang en tv-skærm eller andet var til stede. Der kunne vi sidde i 11 timer og kigge direkte ind i den foran siddendes nakkestøtte! MEN det var ikke engang det værste – der sad jeg gravid i 30. uge og kunne ikke få noget vand. De havde simpelthen ikke nok, men vi kunne sagtens købe og det var vi selvfølgelig interesseret i. Desværre duede deres dankort terminal ikke og vi kunne derfor kun betale med dollars. Vi havde kun lige nok dollars med til en flaske vand og den blev drukket meget hurtigt. Endelig blev det tid til aftensmad og der fik jeg et, ja ET, glas vand til min mad. Mine svigerforældre fik ikke deres mad. Personalet havde ikke fået nok mad med og havde givet det mad, mine svigerforældre havde bestilt hjemmefra, til nogle andre i flyet. Det var en lang flyvetur og jeg sad elendigt på sædet. Først da jeg lagde mig ned på gulvet, ved fødderne af min kæreste og hans bror, fik jeg lidt søvn. Jeg fik det dårligere og dårligere.

Ankomst til USA: Endelig skulle vi lande og jeg glædede mig til at komme ud. Kun min kæreste vidste at jeg havde det skidt, men der gik ikke længe, så spurgte svigermor, hvad der var galt. Vi skulle med flere busser rundt i den store lufthavn og inden vi havde fået vores lejede bil, var der gået flere timer. På vej hjem i bilen, satte jeg mig bagest, stor bil plads til 7 personer. Mine svigeforældre skulle ikke sidde bagest, og min niece skulle have sin autostol med. Jeg blev dårligere og dårligere og for første gang i mit liv, oplevede jeg en form for klaustrofobisk anfald – jeg følte ikke jeg kunne bevæge mig og blev pludselig bange.

Ankomst til huset: Endelig var vi fremme ved huset og jeg gik direkte i seng – natten skulle vise sig at blive en af de værste. Jeg vendte og drejede mig og kunne på ingen måde ligge på ryggen. Jeg havde plukveer konstant og min mave var hård som sten. Jeg rendte frem og tilbage til toilettet for at brække mig eller for at komme på toilettet. Jeg kunne intet få ned og hver gang jeg prøvede at drikke en lille tår vand, brækkede jeg mig.

1. dag i USA: Jeg var stædig og bevægede mig ud til morgenmaden, men jeg måtte hurtig indse, at jeg ikke kunne sidde på en stol. Jeg lagde mig ind igen og lå på siden. Jeg kunne mærke noget var helt galt. Hele dagen lå jeg i sengen og kunne hverken spise eller drikke noget. Min kæreste var naturligvis meget nervøs, for han havde aldrig set mig så dårlig. Jeg har altid været meget stædig og har aldrig haft ondt af mig selv, så selvom hele svigerfamilien sagde, at vi skulle køre på hospitalet, var jeg sikker på, at jeg nok skulle få det bedre. Da jeg ved aftensmad tid, stadig lå i sengen og dårligt kunne tale, skrev jeg med min veninde, der er jordmoder og min mor – de begge sagde at NU var det altså på tide at vi tog af sted til hospitalet. Og jeg måtte jo indse, at jeg måtte slæbe mig derhen. Min kæreste indtastede nærmeste hospital på GPS’en og af sted til hospitalet det gik.

Hospitalet: Det skulle vise sig, at det hospital vi ankom til var et børnehospital og et af de bedste i USA. Jeg var forvirret, dårlig og kunne på ingen måde koncentrere mig om det engelske og min kæreste forklarede derfor alt til mig. Jeg blev i kørestol kørt op i overvågning og de tog alverdens prøver på mig og lille pigen – aldrig er jeg blevet tjekket så meget i hoved og røv, bogstavelig talt. Det viste sig desværre hurtigt, at jeg havde veer, hver 2. minut og lægens besked var: ”inden for et døgn har i Jeres datter i armene”. Vi blev kørt på enestue, hvor jeg fik binyrebarkhormon (lungemodner) og lagt drop med vehæmmende medicin, udover det, fik jeg også lagt drop, så jeg kunne få en masse væske. Jeg var SÅ forvirret og tankerne fløj rundt i hovedet på mig – for første gang i næsten 2 døgn følte jeg mig faktisk i bedring og klar i hovedet. Min kæreste kunne næsten ikke stå på benene. Vi blev hurtigt enige om, at vi måtte have fat i vores forsikring og Hvidovre hospital. Jeg brækkede mig fortsat.

Enestue: I USA har man sin egen sygeplejerske/jordemorder ved sig hele tiden, hvilket var meget rart. Ind på stuen kom 2 læger fra Neonatalafsnittet, de skulle forklare om for tidlig fødsel og hvordan forløbet skulle gå med lille pigen og hvad vi kunne forvente. Det var hårdt, meget hårdt at høre om. Hun skulle tages ved kejsersnit. De ville prøve at vente til dagen efter, så jeg kunne få sprøjte nr. 2 med binyrebarkhormon. Jeg svedte helt vildt og følte jeg kogte i ansigtet. Det skulle være en normal reaktion. Min kæreste var ved min side hele tiden og var en kæmpe støtte. Han klarede alt praktisk og havde det ikke været for ham, havde jeg slet ikke kunne være så sej.

2. dag på hospitalet: Jeg følte selv, at jeg havde det meget bedre. Jeg fik 2. sprøjte med binyrebarkhormon. Lægerne kom fortsat og fortalte om det hele. Alle var rare og vi var meget trygge ved hele situationen. Endelig fik vi beskeden om, at veerne ikke kom så hyppigt mere og at vi ville blive kørt til en anden gang (det mindede lidt om en barselsgang i DK) og nu var vi alene uden en sygeplejerske/jordemoder ved vores side hele tiden.

3. dag på hospitalet: Den dag var fantastisk, vi kunne blive udskrevet og tage tilbage til det lejede hus, hvor Sørens familie var. Vi skulle til tjek hver 3. dag på hospitalet, for at se, om alt var ok og vi skulle tage mit blodtryk morgen, middag og aften. Jeg måtte ikke være i solen, skulle altid køres rundt i en kørestol og drikke en halv liter vand i timen, hvilket resulterede i toiletbesøg hvert kvarter. De mente at veerne var startet grundet dehydrering fra flyturen, derfor vigtigst at drikke alt det vand. Vi fik desværre også beskeden om at den danske læge, der behandlede vores sag og læste journalen, ikke mente det var forsvarligt at flyve hjem og at vi derfor skulle blive i Florida til lille pigen var født! WHAT – 10 uger + den tid hun skulle bruge for at være stabil og så tanken om at skulle flyve hjem i så mange timer med en lille nyfødt! Jeg kunne ikke tro det. Hvad med vores familie, så kunne de ikke være der lige efter fødslen?!

Tilbage i huset: De efterfølgende 2 uger, var vi til tjek som aftalt hver 3. dag. Det gik lidt op og ned, men vigtigst af alt, lillepigen i min mave, havde det fint. Lægen mente fortsat at vi skulle blive i USA til hun var født. Jeg blev ved med at fortælle at jeg havde det godt og at vi helst ville hjem. Han forklarede at risikoen for, at veerne ville tage til i styrke ved at flyve var stor. Og da hele flyveturen var over havet, ville vi ikke kunne lande. Hun lå stadig med numsen ned og skulle derfor tages ved kejsersnit. I et fly, ville lægerne ikke kunne operere i luften, da blødningerne ville være for svære at stoppe – så ville jeg og lillepigen dø. Vi undersøgte alle muligheder for at komme hjem – båd og bil, desværre ikke noget der kunne lade sig gøre. Jeg tænkte selvfølgelig på lillepigen og mig selv og var ikke interesseret i, at tage en forkert beslutning og i sidste ende, var det lægen der skulle bestemme. Jeg følte mig helt ok og havde kun plukveer. Vi talte frem og tilbage med lægen og pludselig blev en ny læge sat på sagen.

Godt nyt: Den nye læge, havde besluttet at vi gerne måtte flyve hjem, hvis det var sengeliggende og med blodtryksmåler. Jeg var lykkelig, vi kunne komme hjem, føde i vante omgivelser og med vores familie tæt på. Dagen efter kom vi med et fly hjem og det gik rigtig godt.

Danmark: vi var tilknyttet Hvidovre hospital, der fortsat blev ved med at tjekke op på, om alt var ok. Det var rart at være hjemme og at alt foregik på dansk. Frida lå fortsat forkert og vi var derfor til vendingsforsøg. Det lykkedes ikke at vende hende.

18. marts 2015: Frida blev født ved kejsersnit i Danmark – sund og rask og vi var stolte.

Kunne du tænke dig at blive blive gæsteblogger ligesom Nina? Send mig en mail på incredibabyblog@gmail.com, og fortæl lidt om dig selv, og om din historie :-)

Husk, at du kan følge med på instagram @sanneagersnap og på facebook @incredibaby her