Gæsteblogger: Monica Nielsen. “Det har virkelig overrasket mig, hvor nemt det var at få en baby”

Denne uge forstsætter jeg mit gæsteblogger tema, med gæsteindlæg nummer 2. Denne gang deler Monica sin historie om det, at blive gravid med nummer 2 ved et uheld. Tusind tak til Monica for at dele sin historie! Monica har selv forfattet svarene, og der er ikke redigeret i teksten. Billederne er Monicas egne.

I kan følge Monica på instagram @monicanielsen

Det var en lørdag formiddag i marts 2014, og min veninde og jeg var oppe og træne i det lokale fitnesscenter. Jeg stavrede afsted på løbebåndet. Efter få kilometer fik jeg ondt i mind lænd, og det var som om jeg kunne genkende smerten fra min graviditet med Alva. Jeg undrede mig over, hvad det dog kunne være. Jeg kan jo ikke blive gravid på naturlig vis. Det havde lægerne selv sagt for omkring 4 år siden, da vi fik hjælp til at blive gravid første gang. På trods af lægernes ord, blev jeg alligevel i tvivl om det måske kunne lade sig gøre alligevel, og besluttede derfor at køre en tur i netto efter en graviditetstest på vejen hjem. Jeg sagde ikke noget til min veninde. Det var jo sikkert ikke noget.

Men jo! Det VAR noget. To tydelige streger. Jeg var fandeme gravid igen! Spontant.

Min kæreste og jeg havde så sent som for et par måneder talt om, at vi faktisk var godt tilfreds med vores liv som det var lige nu, og havde besluttet at skrotte vores oprindelige plan om en to’er efter min bacheloreksamen i juni 2015, til fordel for at vente to ar mere til jeg var færdiguddannet jurist. Men sådan skulle det ikke gå.

For at være ærlig, så kunne vi ikke overskue at skulle blive ”sat tilbage til 0”, når nu Alva efterhånden var blevet så stor og selvhjulpen. Vi havde heller ikke plads til et barn mere i vores hus. Alt passede bare lidt skidt ind i vores planlægning.

Elton viste sig dog at blive held i uheld. Et mirakelbarn, om man vil. Jeg fik bækkenløsning meget tidligt, hvilket jeg også havde med Alva. Denne gang var jeg dog studerende og ikke i arbejde, og valgte derfor at holde orlov fra min uddannelse allerede efter sommerferien i 2014, da jeg alligevel skulle føde i november og eksaminerne ville ligge i december og januar. Jeg fik på den måde mulighed for at lytte til min krop og få hvilet i løbet af dagen, så ikke bækkenet led overlast. Kun eftermiddagene og weekenderne alene med en trodsig to-årig Alva kunne trække tænder ud, fordi min kæreste arbejder fuldtid samt har eget firma ved siden af, og derfor arbejder vanvittigt meget.

Vi satte huset til salg – på trods af, at hverken vi eller ejendomsmægleren realistisk set, turde tro på, at vi ville få det solgt inden jeg skulle føde. Men tre måneder efter havde vi en køber. Og kort tid forinden fandt vi det perfekte hus for vores familie med både plads til begge børn og et kontor til firma og studier. Alt faldt i hak. Vi flyttede ind i vores nye hus én måned efter Eltons ankomst.

Min graviditet fløj afsted i fuld galop og inden vi fik set os om, var det efterår og snart min termin. Terminsdatoen kom – men der kom ikke nogen baby. Jeg var hamrende utålmodig, fordi jeg hele tiden havde haft en forventning om, at jeg skulle føde lidt før eller meget tæt på terminsdatoen, fordi Alva blev født seks dage over tid og lægerne havde fortalt, at han lå dybt i mit bækken. Vi måtte dog vente hele 9 dage ekstra på at lillebror havde tænkt sig at komme ud.

Jeg var til en ”over tid undersøgelse”, hvor det blev konstateret, at jeg var 3-4 cm åben allerede. Dette havde jeg på ingen måder mærket det mindste til. Jordemoderen tilbød mig en hindeløsning, som udløser et hormon, der i nogle tilfælde får en fødsel til at gå i gang. Det takkede jeg ja til. Umiddelbart efter følte jeg en let murren i maven, som jeg mistænkte for at kunne være begyndende veer. Det viste det sig at være.

Hindeløsningen fandt sted omkring kl. 12.00 og ved 16-tiden var jeg ikke i tvivl om, at det var veer. De tog stille og roligt til, og ca. kl. 19 kørte vi mod sygehuset. Vi ankom ved 19.30 tiden, hvor jeg nu var ca. 5 cm åben. Jeg fik kørt strimlen inde på fødestuen, hvor vi landede inde kl. 20. Efter strimlen kom jeg i badekar, fordi jeg ønskede vandfødsel. At komme i vandet var en KÆMPE lindring. Mine veer var grumme! Grummere end sidst. Og jeg havde meget korte pauser mellem veerne. I badekaret blev pauserne en smule længere. Herligt! Efter 4-5 veer i badekarret, overgik veerne til at blive presseveer. Første presseve efter jordemoderen havde sikret sig, at jeg var helt åben og hun havde prikket vandet, pressede jeg hans hoved ud. Og veen efter fik jeg presset kroppen ud. Han blev født kl. 21.04. Det var den bedste fødsel jeg kunne forestille mig. Hurtig, effektiv og komplikationsfri. Elton vejede 3985 g og var 55 cm lang.

Da vi kom hjem fra sygehuset efter at have været der et par døgn for at få amningen op og køre (Det var et helvede med Alva). Jeg VILLE have det til at lykkes! Det gik også ok de første døgns tid. Den første nat hjemme gik dog ikke så godt. Han græd og græd og græd, og ingen af os fik nogen søvn. Jeg lagde ham til hele tiden, og han suttede halvhjertet, for derefter at græde videre. Sådan gik natten. Tidligt om morgenen overgav vi os og gav ham lidt modermælkserstatning. Dette sluprede han i sig og gik derefter kold og sov mange timer efter. Og nu løb min mælk for alvor til. Perfekt timet – NOT! Så jeg måtte pumpe ud, og gemme til han vågnede for ikke at sprænge. Dette var total flashback fra den første tid med Alva. Vi besluttede, at vi ikke magtede tudenætter hver nat, og jeg pumpede derfor ud til morgen- og aftenmåltidet. Jeg ammede ham i løbet af dagen. Vi fandt dog ret hurtigt ud af, at han ikke blev mæt, når han blev ammet direkte. Han var urolig og ked af det, så jeg besluttede mig for udelukkende at pumpe ud til ham og give på flaske. Dette udmundede i et glad og tilfreds barn med en overskudsmor, for inden han blev tre uger gammel, som han igennem om natten, og har gjort det siden. Da Elton var fire måneder gammel stoppede jeg med at malke ud. Af egoistiske årsager. Beslutningen var hård at tage, men jeg havde haft brystbetændelse seks gange på de fire måneder, jeg havde ammet, og ønskede hellere at give Elton en frisk og rask mor med overskud end modermælk. Vi startede i den forbindelse op med grød.

På trods af lidt ammeproblemer, har Elton overrasket os SÅ positivt. Alle vores bekymringer om at skulle have en baby, der krævede en masse energi og kræfter, blev gjort til skamme. Han er virkelig en nem baby. Alene det, at vi får vores nattesøvn er et kæmpe plus! Dagene bliver så meget bedre, når mor og far er udhvilet og har overskud til at lave en masse med børnene. Jeg føler på ingen måde, at jeg er begrænset af, at han er her. Jeg kan sagtens bare lægge ham på gulvet med lidt legetøj mens jeg fx ordner vasketøjet eller tømmer opvaskemaskinen. Han græder faktisk aldrig. Kun hvis han er sulten, træt eller lignende. Han er virkelig nem at læse. Han er en glad og nysgerrig dreng, der er god til selv at udforske verden uden at det nødvendigvis skal være voksenstyret. Dette, tror jeg, har medvirket til at han generelt virker så harmonisk, aktiv og tilfreds. Det har virkelig overrasket mig, hvor nemt det var at få en baby. Alva var nem, men Elton har været ENDNU lettere. Vil ikke male et lyserødt billede at forældrelivet generelt, for det er det ikke! Vi har konflikter og kaos som i alle andre familier, men jeg kan på ingen måde klage over tilværelsen! Måske hænger min oplevelse af, hvor let det er at have en baby også sammen med, at han er nummer to, og vi som forældre dermed ikke går fra at være et par med frihed til at gøre, hvad der passer os, hvornår det passer os – til at være forældre. Men fra at være forældre til en tumling og nu til at være forældre til tumling og baby. Jeg mener, vi har ligesom været møllen igennem, og kender slagets gang – og alle finterne til at få det til at glide ;)

Uanset hvad, så føler jeg mig som den heldigste mor i hele verden!

 

Hvis du selv har lyst til, at fortælle din historie herinde, så send mig en mail på incredibabyblog@gmail.com. I mailen vil jeg gerne høre lidt kort omkring dig og din historie.