Om moderskab, der ikke altid er et fællesskab.

Har I mon set indslaget eller læst artiklerne omkring at elske sit barn, men hade at være mor? Det har jeg, og jeg tænker at mange af jer nok også har. Ellers er der et link til artiklen lige her.

Først og fremmest synes jeg det er mega sejt, at nogle står frem og råber lidt højt om de “forbudte” følelser. De der følelser, som der i samfundet ikke er så velsete, og som mange vil rynke på panden af, fordi vi er blevet påduttet en holdning.

En holdning om, hvordan en mor skal være, føle og tænke.

Egentligt handler det ikke så meget om, hvorvidt jeg deler tankerne og følelserne, for det ved de fleste der har fulgt med herinde nok godt, at jeg ikke gør. For mig har det været en drøm at få børn, og jeg er uden tvivl blevet lykkeligere efter Elliot er kommet til verden. Det har været så stort, at se et lille barn komme til verden, som er en blanding af mig og Mads. At kunne se mig selv om kunne se Mads i ham er mere fantastisk end noget jeg nogensinde har prøvet.

Det tør jeg godt råbe højt om – men det skal der heller ikke særlig meget mod til at gøre. For jeg er jo på mange måder en stereotyp og kedelig udgave af en mor, som samfundet bifalder. En mor, som opfører sig som samfundet dikterer og forventer.Jeg har det fint med det, og jeg spilder ikke min tid på at undre mig over, hvorfor jeg er blevet sådan. Om det er samfundet der har formet mig. Jeg er som jeg er, og det er skide fint.

Men det burde jo være mindst ligeså lovligt at fortælle, at man ikke har det som samfundet ellers forventer, at man skal have det. At man ikke føler, at ens liv er blevet fuldendt efter man har fået børn. At det ikke gav en følelse af fuldendt lykke.

For det skal sgu være okay at have det sådan. Der er så mange emner som bør aftabuiseres.

Man skal sgu have lov til at råbe højt om forældreskab, seksuel orientering (så længe det er lovligt!), depressioner, og alle mulige afskygninger af “forbudte” følelser. Hvis man har lyst, så skal man da tale om det! Og så skal der ikke komme en snæversynet soccer-mom og sige, at man ikke må tænke og føle sådan om sit moderskab. Der er ikke nogen, der bestemmer hvad man må føle og hvad man ikke må føle. Det er dér tabuer opstår, og for fanden hvor er de dog bare ødelæggende.

Har jeg nogle gange haft lyst til at opsige mit job som mor? Ja, gu har jeg da så. Når barnet ikke vil sove men i stedet slår og skriger og kradser når man forsøger, så er jeg sgu rimelig klar på en nat UDEN forstyrrelser. Sådan er det sgu – men heldigvis, så gør man det jo ikke. Skrider og siger sit job op, altså.

Og sådan er det jo også for disse kvinder. De vil aldrig af med børnene, men de kunne godt undvære alle forpligtelserne der følger med en mor-rolle.

Der har været en heftig debat om, hvorvidt kvinderne må være sindssyge, og om de er fuldstændigt ligeglade med deres børn? For de kunne jo risikere at læse det når de bliver ældre og dermed føle sig uønsket. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mødrene sørger for at børnene er klar over hvorfor de stillede op i sådan en artikel – hvis de skulle få muligheden for at læse artiklen.
Jeg håber, at artiklen bliver mødt med mere forståelse end fordømmelse, og jeg håber at mange vil finde en trøst i, at andre har samme følelser – hvis man skulle sidde og have det ligesådan selv.

Man kunne jo håbe på, at det kunne blive startskuddet til mere åbenhed og gennemsigtighed omkring alle de ting et moderskab også kan bringe med sig.

Du kan læse mere om emnet hos Jeanett Drevsfeldt lige her. Jeanett er en af kvinderne i indlægget, og generelt bare ret cool synes jeg :-)

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.