“Således d. 16. juli 2020 kl 16.29 fødes en levende pige”

… står der skrevet i min journal fra Kolding sygehus. Vores planlagte hjemmefødsel endte nemlig med at foregå på sygehuset trods alt. Og det er så fint. Faktisk var jeg kun skuffet ganske kort – og jeg var nok egentlig ikke for alvor skuffet. Mere bare sådan… overrasket. Over at det pludselig var sådan, det skulle være.

Men det var sådan, det skulle være. Det kunne ikke være anderledes, og med fødsler er man nødt til at sande, at man sjældent har særlig meget magt over kroppen. Og efter endnu en lang latens fase (som jeg også havde med Elliot) anbefalede jordemoder og 2 fødselslæger nu ikke længere en hjemmefødsel. Det sker fordi, man frygter er livmoderen bliver for træt efter så mange sammentrækninger, og at den simpelthen ikke har “kræfter” til at trække sig sammen efter fødslen – og så bløder man meget. Det vil man ikke risikere ude i hjemmet.

Eftersom veerne blev ved at arbejde uden fremgang (som skyldtes uregelmæssig hovedstilling og et hovede der bankede mod bækkenbunden i stedet for livmodermunden) anbefalede man også en hindesprængning. Det skyldtes, at jordemoderen havde været ude ved os 2 gange og med egne øjne set, hvordan kroppen og veerne arbejdede. Så hindesprængning var altså en mulighed og anbefaling – hvis vi vel at mærke selv sagde ok. Alt er jo et tilbud, og man kan altid sige nej. Men det gjorde vi ikke – vi sagde ja tak, og kom altså ind på Kolding sygehus torsdag omkring middag. Klar til, at de prikkede hul på fostervandet og klar til at møde vores datter. 2 dage før termin.

Når man får lavet en hindesprægning har man 2 timer til at få gang i veerne, og ellers sætter man et vestimulerende drop. Mine veer startede heldigvis af sig selv.

… efter 8 minutter. Og så gik det ellers løs.

Vandet var taget 13.45, og der var endnu ikke kommet veer. 16.29 var vi forældre igen. Til en velskabt lille pige på 3440 gram og 52 cm.

Selve fødslen gik stærkt, som I næsten kan fornemme. Jeg havde god gavn af pilatesbold, Meyermetoden, varmt vand og Mads. Jeg kunne slet ikke overskue veerne hvis Mads ikke var der, og jeg brugte ham virkelig aktivt denne gang. Det var virkelig en dejlig følelse bagefter – at vi havde arbejdet så godt som team!

Op til de 7 cm udvidelse går det virkelig godt. Derefter syntes jeg virkelig, at kroppen og smerterne tog over. Det er også her, at hun endelig roterer rigtigt ned, og står som hun bør for at komme ud i rigtig hovedstilling. Det sker 16.02, hvor vi begynder at tale om smertestillende, når nu muligheden er der. Lidt efter bliver der bestilt en fødespinal, som de havde tid til at komme med 15 minutters tid senere. Men der er en årsag til, at smerterne pludselig ændrer karakter. Fødespinal når jeg nemlig ikke at få, for da de kom med den, lå lille Nora allerede på maven af mig – helt klistret og dejlig. Født i den fineste regelmæssig hovedstilling. Med tykke kinder, og store runde øjne. Og meget mere hår, end hendes brødre havde.

Jeg har kun tak tilovers for vores søde kendte jordemoder og Kolding Sygehus. Vi har følt os så godt taget hånd om, og følt os set og hørt.

Så min planlagte hjemmefødsel har jeg for længst lagt på hylden, for man skulle være forfærdelig forkælet, hvis man skulle være utilfreds over sådan en vellykket ukompliceret fødsel – da den altså lige kom ordentlig i gang :-)

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.