Udsalgstip: Vintergarderobe til Elliot

10 ting, som du kan gøre for din gravide veninde

Måske er der en i din venindeflok, som lige nu venter sit første barn. Og hvad er det egentligt lige, at du kan gøre for at hjælpe hende når hun måske bare føler sig tyk, besværet og midt i en mindre gråzone mellem at være sig selv og at være mor?

Jeg har nogle bud, som jeg håber I måske kan bruge :-)

  • Sørg for, stadig at invitere hende til festlige lejligheder. Selvom hun ikke kan drikke alkohol og tage med i byen, kan hun faktisk sagtens være med til at hygge hjemme hos dig når du holder fødselsdag eller andet. Hvis det er meningen, at det skal ende ud i abefest og druk, så kan hun smutte hjem når hun føler, at stemningen er ved at være for meget for hende. Det er rart, at man ikke bliver glemt i venindeflokken, selvom man er gravid.
  • Arranger en hyggelig dag for jer to. Eller eventuelt for hele venindeflokken. I kan tage på café og bruge en hel formiddag på venindesludder, eller I kan tage en dag i spa. Det handler ikke om, at du skal betale for hende. Det handler mest bare om, at hun nok har masser af tid og ikke laver så meget som hun ellers gjorde. Man kan godt blive fanget i en graviditetsboble, og det er rart at blive hevet ud af den engang imellem.
  • Vis interesse. Både for den lille i maven, men også for hende. Det behøver ikke nødvendigvis handle om baby det hele, men vær lidt overbærende overfor, at hun måske taler meget om baby. Og hvis det bliver for meget, så er det ok lige at dreje emnet ind på noget helt helt andet :-)
  • Tag hende med i fitness. Det kan godt være svært, at finde en træningsmakker når man render rundt med yngel i maven. Man må ikke så meget som før, men man må faktisk stadig godt dyrke en hel del forskellig motion. Og hvis hun trænede før, så vil hun helt sikkert gerne med! Det er lidt nemmere at komme afsted, når man er to.
  • Gå en tur sammen. Der skal ikke så meget til. En lille frisk gåtur er altid super hyggelig, og man får altid talt en helt masse sammen. Det har sådan set ikke noget med graviditet at gøre – det er altid hyggeligt når en veninde spørger, om man ikke lige skal gå sig en god lang tur.
  • Foreslå, at I kan holde julefrokost hos hende. Hvis hun har overskud, naturligvis. Det er en god måde for hende, at være med til både planlægning af festen og til selve festen. I kan aftale, at I andre kommer og hjælper med maden, og at I nok skal hjælpe med oprydning inden I smutter. Hvis hun er gået på barsel, har hun formentligt ret meget tid, og vil hygge sig med at planlægge menu, pynt osv.
  • Hold et baby shower. Hvis I er “typerne” (hvorfor lyder det lidt negativt? Sådan er det altså ikke ment!), hvor en babyshower passer ind, så hold et for hende! Det viser virkelig, at I er helt “on board” med den kommende baby, og at I ikke vil glemme hende, selvom hun nok er lidt fraværende det næste års tid. Det betyder super meget!
  • Tag hende med på shoppetur. Man har virkelig brug for nyt tøj under graviditet. Jeg købte enormt meget stramt tøj, så man kunne se mine former. På den måde, lignede jeg ikke et skur, men en gravid! Det var min måde, at klæde mig på. Måske har hun en anden måde, men hun har formentligt ikke noget imod at komme ud og kigge på tøj. Det er så fedt, at gøre noget ud af sig selv og lege lidt med nye styles til sin nye krop.
  • Involver hende i dine problemer. Ligesom du altid har gjort. Hun vil helt sikkert stadig gerne høre om dine problemer i hverdagen, din sidste bytur, eller den seneste gossip ;-)
  • Vær som du altid har været. Lad være med at tro, at du skal ændre en helt masse ting. Listen her viser, at det egentligt kan klares med ret små ting. Det handler nok mest af alt om, at hun stadig er den samme som altid. Jeg elskede, når mine veninder huskede mig som altid, og at de ikke automatisk antog at jeg “nok ikke ville med” eller “nok ikke gad høre om byturen” og “nok havde andet at se til”. Man har sgu identitetskrise nok når man sådan står, og skal være mor for første gang ;-)

FullSizeRender-2Gravid, og på vej til julefrokost :-)

Husk, at du kan følge med på instagram @sanneagersnap og på facebook @incredibaby her

Ingen kommentarer endnu - du kan nå at blive den første!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar - jeg elsker kommentarer! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Udsalgstip: Vintergarderobe til Elliot