Om at være “unge” forældre

Elliot blev født i marts 2015. Året hvor både Mads og jeg fyldte 25 år. Egentligt synes jeg jo ikke, at det er vildt tidligt at få børn. Men det er det faktisk i dag. I hvert fald når gennemsnitsalderen for førstegangsforældre er 29,1 år for kvinder og hele 33,6 år for mænd. På det tidspunkt har vi formentligt næsten fået alle de (maks. 3 ;-) ) børn vi skal have.

Så ifølge samfundet er vi altså per definition yngre forældre end gennemsnittet. Og hvorfor har vi så valgt dét?

Det er der sådan set en række af grunde til. Vi ville gerne have første barn imens vi studerede. Det ville nemlig betyde, at Mads havde mulighed for at være meget hjemme selvom han reelt set ikke var på barsel. Personligt ville jeg gerne have børn mens jeg stadig var ung, og Mads havde det lige sådan. Og så var 24-25 år jo ikke helt skidt, synes vi. Vi følte, at vores drømme om at rejse og se en masse steder sagtens kunne lade sig gøre med børn (det føler vi i øvrigt stadig, efter vi rent faktisk har fået et barn), og så følte vi os klar, og lysten til at få børn var der. Lysten var der for fuld skrue. Det var ren lykke da vi stod med 2 streger på testen, og de 9 måneder føltes laaaaange for os. Hold da op hvor vi glædede os.

Det er stadig ren lykke, hvis man ser bort fra nattetimerne hvor jeg godt kan forvandle mig til en lidt gnaven kone når sønnike ikke vil sove. Jeg er glad igen når jeg lige er vågnet ordentligt igen, I promise.

Jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at vi fik børn nu. Det føles så rigtigt, og jeg kan ærligt sige, at der ikke er andet jeg hellere ville have lavet i dag. Jeg er så glad for vores hverdag, og samtidigt glæder jeg mig også til vores første kæreste-aften uden barn. Elliot bliver 6 måneder i morgen (gisp!), og er aldrig blevet passet ude endnu. Så det er måske også snart ved at være på tide at vi (læs: jeg) lærer at undvære ham i et par timer.

Livet går nemlig ikke i stå fordi man får børn. Og man opgiver altså ikke sin ungdom, som det ellers populært bliver italesat. Men omprioriterer, ja. Men hvis man kigger lidt nærmere på det, så starter de fleste vel med at drikke når de er omkring de 15 år. Så går man i byen når man er en 17-18 år, og bruger weekenderne på det. Nu er jeg så nået til de 25 år. Det vil sige, at jeg har brugt i hvert fald 6 år af mit liv på at gå i byen nærmest hver weekend. Så jeg har bestemt ikke opgivet min ungdom. Den har fået lov at blomstre i fuldt flor.

Mads og jeg har haft utallige byture med terningespil, gammel dansk, vodka shots, irish coffee, fadøl, små grønne og McDonalds. Vi er væltet hjem sammen gennem Aalborgs gader, og han har sågar båret mig på ryggen hjem (han tabte mig i øvrigt, og jeg endte med en hjernerystelse). Så flyttede vi til Aarhus sammen, var færdige med at gå i byen, og så begyndte der ligesom en ny æra. Og den kommer til at vare resten af vores liv. Og hold fast hvor jeg glæder mig.

Det jeg vil sige er bare, at det er en skam at det skal forlyde sig at man smider noget væk, når man får børn. Det synes jeg er forkert. Man får vitterligt den største gave man nogensinde kan forestille sig. Og selvom man ikke kan forestille sig det før man rent faktisk er gravid og elsker det her lille væsen inde i én højere end højt, så lover jeg, at det er sådan det er. De, som har svært ved at elske barnet imens de er gravide, eller den første tid efter fødslen – de ender stadig med at elske barnet højere end de troede man kunne elske andre.

Dét er grunden til at få børn. At få dem når man har lyst, og ikke holde sig tilbage fordi samfundet siger, at man skal være tæt på de 30 år.

 

Husk, at du kan følge med på instagram @sanneagersnap og på facebook @incredibaby her