Det er nemt at kaste med sten, når man selv bor i et betonhus

Ordsproget er ganske vist helt anderledes i virkeligheden.

Man skal ikke belære andre, hvis man ikke er en skid bedre selv. Så at sige.

Men jeg synes heller ikke, at vi bør belære andre bare fordi vi selv har styr på lortet.

Det er nemt for mig at sige, at man bare kan komme i gang med at tabe sig efter fødslen. For jeg har smidt kiloene uden at røre en finger.

Det er nemt for mig at sige, at børn sørme skal have smidt bleen inden de fylder 3 år. For det havde Elliot. Fordi han var klar – han gjorde det ekstremt nemt for os.

Det er nemt for mig at sige, at man skal få børnene tæt. For det kunne lade sig gøre for os. Biologisk og økonomisk.

Men i virkeligheden er det faktisk nok netop disse emner, jeg ikke skal kommentere på – med mindre jeg bliver spurgt direkte. For det er fandens nemt at kommentere på hvordan man skal gøre tingene, når det er gået glat. Når der egentligt ikke har været nogle bump på vejen. Og ovenstående emner er jo vand i forhold til de emner, der ellers bliver kommenteret og diskuteret rundt omkring på diverse sociale medier – eksempelvis amning, putning, samsovning/ikke samsovning, BLW/ikke BLW osv.

Men jeg synes også, at vi generelt bør tænke en ekstra gang. Tænke en ekstra gang, når vi giver os til at kommentere på hvordan andre gør tingene. Det er den gode gamle svada af, at man skal passe sin egen tallerken. Men nogle gange er de andres menu bare så fandens spændende eller provokerende på en måde, og så kan vi ikke dy os. Vi bliver nødt til at kommentere. Bortset fra, at vi ikke er nødt til at kommentere. Vi er nødt til at passe vores egen fucking biks og kigge den anden vej med mindre de har bedt om vores besyv. Hvis der er tale om reel omsorgssvigt, så ved vi vist godt allesammen hvor vi skal rette henvendelse.

Det er ligesom det der med at gøre grin med andres valg. Eller endnu mere populært; “tendenserne” på instagram. Det kan gøres med stil, så det er uskyldigt og ikke personligt mod nogen. Og så kan det gøres så ofte eller tydeligt, at det bare er tæt på ondt. At være sjov på andres bekostning. Og dårlig stil. Og så er det i øvrigt en virkelig nem måde at score en helvedes masse likes på. Men jeg kan godt nogle gange tænke, om de mon tænker på dem, det går ud over. Dem, som måske bare gør det fordi de inderligt drømmer om flere følgere, eller en profil med et Bo Bedre udtryk. Man behøver jo måske ikke gøre nar i SÅ offentligt et rum? Eller hvad? Og er det for at hævde os selv? “Se mig! Jeg gør ikke sådan noget latterligt noget”. Jeg har engang på instagram vendt temmelig meget øjne af folk der laver “Ros mig, og så roser jeg dig. Og så får vi begge to flere følgere”. Og det gør jeg sådan set stadig, bare ikke så offentligt her på mine “gamle dage”. Jeg udvikler mig jo også som person ;-) Grunden til, at jeg dengang vendte øjen var – og er nok egentligt også lidt fordi jeg er “misundelig”. Ikke på det, de gør. Men på, at de så nemt (og på en anelse uetisk måde, synes jeg måske. Selvom det er et lidt stærkt ord at bruge) kommer til en helvedes masse følgere. For tallet betyder jo noget, selvom man helst ikke vil indrømme det. Det gør det i hvert fald for mig. Heldigvis er det jo fordi jeg kan mærke en øget interaktion jo flere følgere jeg får. Og det er interaktionen, jeg elsker. Det er jo som en slags online veninder, næsten. Det er i øvrigt det samme med de dersens KÆMPE GIVE-AWAY!-opslag. Jeg gider hverken at sælge min gamle mormor eller tatovere et navn på ballen for at vinde en foldemadras og et sæt sengetøj. Men jeg gad sgu da godt få al den eksponering, som sådan noget giver. For det føles jo som om, at det er det folk vil have, selvom jeg ofte får ros for netop ikke at afholde konkurrencer på instagram. Og så er vi tilbage ved “misundelsen”, som ikke er helt ægte. Og så alligevel. For jeg må jo konstatere, at de er væsentlig “større” end mig, og dem som folk ofte nævner, når der bliver skrevet om inspiration. Det er en sjov størrelse, det der Instagram. Det fucker lidt med vores hoveder nogle gange, tror jeg. Og det er altså okay at sige højt – det tør jeg i hvert fald godt ;-)

Tilbage til emnet: Jeg øver mig selv i at passe min egen biks. Det er en øvelse, det er det sgu. For man synes jo selvfølgelig selv, at man gør det på den rigtige måde, ikke? Men jeg synes også jeg er vokset i de 3 år jeg har haft børn. Jeg synes, at jeg hviler mere i de valg vi træffer herhjemme. Og jeg har egentlig ikke rigtig behov for at forsvare mine valg længere. Men samtidigt gider jeg heller ikke noget pis fra folk på Instagram, som hverken kender mig eller mine børn.

Og ved I hvad? Det er faktisk efterhånden virkelig sjældent, at jeg får noget som helst vrøvl – så måske virker det begge veje? Man holder sig hovedsageligt til det positive ved andre, og ellers til sine egne sager, og så gør andre måske det samme? Jeg får i hvert fald heldigvis næsten udelukkende positive kommentarer min vej. Og så er det altså sjovt at færdes på de sociale medier! :-)

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.