Annonce
Et lille hurtigt pip fra mig her inden Mads kommer hjem fra job. Når han kommer hjem gå
Se næste indlæg >
Klar til børn: Beslutningen
Når man taler om børn, er der især et emne der dukker op igen: Hvordan ved man, om man er klar?
Det er faktisk også et spørgsmål som af og til ender i min indbakke, i kommentarfeltet og på instagram. Og det var da bestemt også noget, vi talte om herhjemme.
Elliot var jo “planlagt” i den forstand, at vi smed præventionen og ville tage det hen ad vejen. At der så kun gik 6 uger før jeg stod med 2 streger, det kunne ingen vist have forudsagt. Vanvittigt heldige, det var vi. Og det samme var vi med lillebror, som i skrivende stund er 26 fulde uger inde i min lune mave. På den måde har vi været helt vildt velsignede, for vi har aldrig prøvet at vente på en baby. Vi har aldrig nået at have tid til at tænke vildt meget over det, inden barnet allerede var undfanget.
Men vi tog jo beslutningen om at smide præventionen inden Elliot blev undfanget. Og hvordan tager man den beslutning? Hvordan ved man, at nu er det et godt tidspunkt. Nu er vi klar.
Tja, det er nok den største kliché, men man bliver nok aldrig for alvor klar før man står med barnet i armene. Man udvikler sig i hvert fald til et helt nyt plan, når først barnet er kommet til verden. Under graviditeten er det hele stadig lidt uvirkeligt og uhåndgribeligt, fordi livet endnu ikke for alvor har ændret sig. 2 er endnu ikke blevet til 3.
Vi tog beslutningen fordi vi ikke kunne forestille os noget bedre for os. Når vi talte om børn var der ingen af os der havde andet end gå-på-mod. Jeg tror det er vigtigt, at man først og fremmest er klar som individ – altså at Mads ikke var klar fordi jeg var, eller omvendt. At man ikke blot lader sig gribe af stemningen, men mærker efter om man er klar til at blive mor/far, og ikke kun klar til at blive forældre. For man kan komme i en situation, hvor man skal klare det alene. Og det skal man jo også kunne se sig selv i. Selvom det jo aldrig er på det grundlag, man vælger at sætte et barn i verden.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke ville kunne finde en bedre far til mine børn end Mads. At jeg heller ikke vil kunne finde en bedre mand for mig selv, er jo så meget heldigt ;-)
Jeg har naturligvis intet svar på, hvordan andre kan mærke hvorvidt de er klar til børn eller ej. Men for mig var jeg bare nået til et punkt hvor jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke, at jeg var klar til at blive mor. Klar til at slå mig ned, falde til ro og få en familie. Færdig med at være ung på den unge måde, og klar til at være forældre på den ungdommelige måde. Og jeg kunne bare mærke og se på Mads, at han havde det på samme måde.
Så en aften tog vi beslutningen. Sådan ret let og elegant. Mads smed mine p-piller i skraldespanden. Og så var vi sådan set i gang. Med det der “projekt baby”, som jo egentligt aldrig nåede at blive et projekt. Men det blev til en skøn lille Elliot, og snart også til en lækker lillebror.
Fandme da ret fantastisk, ikke? :-)
Spørg endelig, hvis der er noget I gerne vil vide – jeg vil altid gerne svare på spørgsmål! :-)
Vi havde nok egentlig troede vi ville vente et år eller to mere, men så en dag gik jeg over tid og havde kvalme . Hverken min kæreste eller jeg panikkede og det satte ligesom tanket igang. (Det viste sig det var pga en Pencil – kur og testen var negativ).
Men en måneds tid eller to efter spurgte jeg mi kæreste om vi ikke skulle prøve med vilje. Han så meget chokeret ud. Da jeg spurgte over de næste par dage hvorfor ikke, sådan helt konkret. Om han synes vi var for unge/der var noget han skulle nå inden/vi ikke havde råd, så var svarene “nej”.
Så det endte med at eg fortalte jeg havde ville begyndte på dwn sidste pakke p-piller og at jeg ikke agtede ar købe flere. Så hvis ham mente jeg skulle det så måtte han sige det. Jeg mindede ham om det et par gange også den dag jeg tog den sidste. Han sagde aldrig noget, men alene det at jeg ikke bad om om at sige ordet “ja” var ret vigtigt for ham.