Tirsdag aften var en hård nød at knække. Elliot sov kl. 18.15, men efter 40 minutter v
Se næste indlæg >
Kan vi som mødre glæde os på hinandens vegne?
Når man bliver mor for første gang, bliver man også pludseligt en del af en verden som man ikke før kendte til. Man oplever for første gang hvordan det er at have sit eget barn, og finder ud af hvor stolt man er – selv af de mindste ting.
Man finder også ud af, at det godt kan være lidt af en pissekonkurrence. Hvis barn kan mest? Det bliver ofte gjort op i:
- Hvem kan holde sit hovede først?
- Hvem sidder selv først?
- Hvem kravler først?
- Hvem står først?
- Hvem går først?
- Hvem taler først?
- Hvem smider bleen først?
Det er ikke fordi jeg siger, at der er noget underligt i det. Man vil altid gerne vise sit barn frem – og dets talenter. Det skulle gerne bare ikke blive til en konkurrence, hvilket det altså godt kan gå hen og blive.
Det er lidt det samme, når man er gravid.
- Hvem har den flotteste mave?
- Hvem har taget mindst på?
- Hvem bærer det pænest?
- Hvem trænede i længst tid?
- Hvem fik færrest strækmærker?
… og derefter
- Hvem tabte sig hurtigst?
- Hvem har den pæneste krop bagefter?
- Hvem fik hængebryster?
- Hvem kom hurtigst i gang med træningen bagefter?
I kan godt fornemme hvor jeg vil henad, ikke? Igen kan det godt blive lidt en konkurrence det hele, og det synes jeg vi alle skal tænke lidt over. Prøve at ændre på, om man vil.
Jeg tænker af og til, om vi i virkeligheden kan glæde os på andres vegne – sådan for alvor glæde os. Hende veninden, som bare havde den smukkeste og nemmeste graviditet og efterfølgende lignede sig selv på en prik igen – kan vi være glade på hendes vegne? Eller er vi i virkeligheden mest af alt misundelige, og tænker at det da en dag også må blive hendes tur. At det ikke kan blive ved med at være hende der er heldig, men at det snart må være vores tur?
Jeg kan godt tage mig selv i at tænke, at det nogle gange virker alt for nemt og perfekt for nogle. Men hvad er det egentligt for en pessimisme at have? Hvorfor ikke bare tænke “FEDT for hende!”, og så ikke mere end det? I sidste ende, så bliver jeg jo hverken tykkere eller grimmere at, at andre er tyndere og smukkere. Sådan er verden jo heldigvis skruet sammen.
Er jeg helt skør, eller har I samme opfattelse?
Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.
Jeg er ikke uenig i at det et sådan for nogle og nogle mødre projekterer deres egen konkurrence-gen over I projekt barn.
Men synes også ar jo længere jeg har været mor jo ofte er det også bare reel stolthed som ikke behøver ar betyde dw andre børn/mødre er forkerte eller også er det tit reele spørgsmål.
Og så er der så de der meget usikre mødre som har brug for ros og bekræftelse.
Det har hjulpet mig meget huske og jo længere jeg har været været mor jo sjældnere oplever jeg det. Om det så er fordi mit barn hsr en alder hvor forskelle uanset er forventelige eller om det deter fordi jeg simpelthen ikke tænker over det mere skal jeg ikke kunne sige.
Endelig så er det måske heller ikke irrelevant at jeg ikke er med i terminsgrupper og lignende på eksempelvis Facebook.