Vuggestuestart og en nervøs mor

I morgen er det første rigtige hverdag i 2016. For vores familie betyder det, at Elliot skal starte i vuggestue. 25 timer i ugen, væk fra os. Det ved jeg ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg ved, at han formentligt bliver glad for det. Han elsker andre børn, men samtidigt er han også meget stille når han kommer et helt nyt sted hen. Så jeg ved også, at der bliver en indkøringsperiode. Den kan vi heldigvis tage i vores helt eget tempo, for Mads starte først på speciale til februar.

Tanken om, at han græder når vi afleverer ham er nok til, at jeg er klar til at sige mit job op og blive hjemme hos ham. Rent rationelt set ved jeg jo godt, at han ikke græder for evigt, og at han jo også har godt af at komme ud blandt andre børn. Men det er ikke sådan mit moderhjerte ser på tingene. Jeg er en hønemor, det kan vi hurtigt blive enige om :-)

Der er nok mange andre mødre og fædre der har stået med samme tanker da de skulle aflevere barnet i institution for første gang. Elliot bliver 10 måneder d. 12/1, så det er ikke fordi han er lille eller noget. Det er vist en meget normal alder at starte i institution på.

Men ærligt talt, bliver man nogensinde helt klar til at aflevere sit barn til en anden person? Kommer man nogensinde til at tænke “Jeg vil hellere på arbejde, end at være sammen med ham”? Det tror jeg næppe. Jeg gør i hvert fald ikke, det er helt sikkert.

Men al bekymring sat til side, så er det en rigtig hyggelig vuggestue, med kun 12 børn. Der er stor legeplads udenfor, og det ligger super tæt på vores hjem. Så der er ikke rigtigt noget at sætte en finger på.

Det skal nok blive godt.

Håber jeg…

I dag har vi startet morgenen sådan her.

Husk, at du kan følge med på instagram @sanneagersnap, snapchat @sanneagersnap og på facebook @incredibaby her

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.