Elliot 1 – 0 Mor

Det startede egentligt ud som en ganske glimrende dag. Chefen sov til kl. 5.00, og derefter til kl. næsten 8.00. Tre kvarter efter startede der lidt brokkeri fra hans side, og vi tog og en lille lur til omkring 9.30. Lidt ekstra mad til ham, og så skulle vi ellers ud at trille. 2 sms’er var nemlig tikket ind – pakker klar til afhentning. Sådan – dagen var stadig optur. Men derefter er det gået sådan rimeligt jævnt nedad bakke.

Der har været skrig og skrål – mest fra E, og ikke så meget fra mig. Han har skreget non-stop i et godt stykke tid da jeg må kapitulere og ringe til den beskæggede og bede ham komme hjem til os. Han var ellers taget på biblioteket for at få fred til eksamensopgaven – så meget for dén dag med fred og ro.

Han kommer hjem – og gæt hvad der sker? Terroristen stopper med at skrige, og skifter over til pludren og smil. Så stod jeg ellers dér med uglet hår, rander under øjnene og et ansigtsudtryk der nok mest af alt har lignet en blanding af fornærmelse og lettelse. Tabt kamp mod 13-ugers baby!

Nå, men nu står han altså og sover på altanen – hvor faren selvfølgeligt fik ham til at sove ;-). Meget on/off, men han ligger der da – uden af skrige uhæmmet når han så taber sutten (høhø, taber sutten).