Fødselstanker

36+0, og 4 uger tilbage. Ja, måske 6 endda. Måske også kun 1.

Det er nok meget sigende om netop en fødsel. Man ved ikke hvornår den kommer, hvordan den kommer til at forløbe. Men i sidste ende kommer der en baby ud. Forhåbentligt sund og rask.

Men uanset hvad, så er det jo altså snart nu. Snart, at jeg skal igennem en fødsel igen. Jeg har aldrig ytret noget om fødselsangst herinde, fordi det heldigvis ikke er noget jeg døjer med. Jeg havde en fantastisk oplevelse da jeg fødte Elliot, og jeg glæder mig til at prøve det igen. Jeg glæder mig så meget. Jeg har ikke forberedt mig på nogen måde, men jeg er mentalt helt klar på udfordringen endnu en gang. For det ér en udfordring, ingen tvivl om det. Det gør jævla ondt, og det står jo altså på i et godt stykke tid før sådan en baby er ude af maven.

Men det er ikke noget at frygte, synes jeg ikke. Jeg har i hvert fald ikke nogen skrækhistorier at komme med til førstegangsfødende, som ikke selv har prøvet at føde endnu. Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal synes om det der med anekdoter fra skrækkelige fødsler. Folk skal jo have lov at dele deres oplevelse uanset hvordan den var. Men man skal også bare passe på med ikke at skabe en angst for noget, som jo er uundgåeligt hvis man gerne vil have børn. Og for noget som jo trods alt er naturligt. Og heldigvis tilbydes der jo smertestillende i dagens Danmark hvis man – som mig – ikke kan holde det ud. Måske var det derfor jeg havde en god oplevelse? Jeg aner det ikke. Jeg var kun bedøvet under udvidelsesfasen, og smerterne under nedtrængning og pressefasen var på ingen måde lige så slemme for mig. Jeg kunne håndtere det da udvidelsesfasen var ved at være fuldendt, og var faktisk nogenlunde ved mine fulde 5 det meste af tiden. Sådan reagerede min krop – skidt på udvidelsen, men ret godt under afslutningen og selve fødslen.

Jeg ved godt, at man kan have fødselsangst af mange årsager, selvom man er førstegangsfødende. Jeg håber bare ikke, at andres skrækhistorier er med til at påvirke for meget. Det ville være sådan en skam, synes jeg. Fordi jeg sidder med den oplevelse jeg nu engang gør. Og synes at en fødsel er det vildeste i verden.

Og sådan er vi jo så forskellige. Måske er det anderledes for mig denne gang – det er der ingen der kan vide noget om før fødslen er veloverstået.

Smerte er en sjov ting, at glæde sig til. Og det gør jeg da som sådan heller ikke. Det er jo ikke tanken om smerten der giver mig et sus i maven. Men en fødsel ér det vildeste i hele verden. Det tør jeg virkelig godt skrive under på. Jeg nægter at tro, at nogen kan præsentere mig for noget der føles lige så vildt og fantastisk og sindssygt mindblowing som det er at føde. Jeg kunne godt føde 10 gange, hvis jeg ikke fik 10 børn (eller 10 graviditeter) ud af det. Hånden på hjertet – det mener jeg. Hvis man kunne få den følelse på en flaske, så tror jeg man ville blive verdens rigeste. Og gøre rigtig mange mennesker afhængige ;-) Det ville nok være stoffer af en art, så det dur sgu nok ikke…

Denne gang bliver det på mange måder en anderledes oplevelse, tror jeg. Ikke selv fødslen på den fysiske måde. Men vi har Elliot i forvejen, som der lige skal afleveres til farmor og farfar, vi bor et andet sted, skal føde på et andet sygehus, kommer muligvis til at føde engang imellem jule og nytår (kryds lige fingre for, at jeg ikke føder før 2. januar!), og så skal vi hjem direkte efter fødslen. Det bliver noget anderledes uanset hvad – for der er ikke 2 fødsler der er ens. Og vigtigst af alt, er det et andet barn vi skal ind og bringe til verden. En helt ny lille verdensborger, som måske er en tro kopi af Elliot – eller måske slet ikke ligner ham. Ingen ved det.

Men gud, hvor jeg glæder mig til at møde ham!

Og nå ja – godmorgen herfra med vådt hår, hængemave og grumset billede – det var hvad det kunne blive til her i morgenmørket ;-) Må I få en dejlig decemberdag.

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.