Når det er psykisk hårdt at være gravid – alt det ingen fortæller

Først og fremmest: Tusind tak! Jeg har modtaget så mange modige fortællinger efter mit opslag i går. Der er så mange mødre derude med noget på hjerte, som gerne vil dele med omverden. Det bliver rigtigt godt det her, det kan jeg mærke!

Den første fortælling kommer fra Cecilie, som har haft alt andet end en nem graviditet. Hun har bøvlet med mange fysiske gener, men har faktisk også haft det lidt svært psykisk. Det er lidt af et tabu, som ikke mange taler om. Men det er ikke unormalt at have det sådan, og det vil Cecilie gerne sætte fokus på. Cecilie fødte sin Alba 3 dage før jeg fødte Elliot, og har altså i dag en krudtugle på 15 måneder :-)

Tak til Cecilie for den ærlige fortælling, som heldigvis har en meget meget lykkelig slutning!

 

Forfatter: Cecilie Brusch

I december 2012 mødte jeg manden i mit liv. Vi blev stort set kærester fra første date, og jeg var på intet tidspunkt i tvivl om at han skulle være faderen til mine børn. Efter et år og et par måneder som kærester besluttede vi os for at nu ville vi gerne stifte familie. Og hold nu op hvor var jeg lykkelig. Alt var perfekt, jeg havde fundet manden i mit liv, vi var flyttet sammen, havde købt en lækker ny bil, jeg havde kun få måneder tilbage af min uddannelse, og nu prøvede vi altså at blive gravide – jeg svævede på en lille lyserød sky! Efter 6 måneder stod jeg så med en positiv test i hånden, og den første følelse der ramte mig var lykke. Jeg var SÅ glad – tænk engang at nu var det sket – jeg skulle være MOR! Men mine forestillinger om hvordan det var at være gravid, blev absolut ikke som jeg havde troet – langt fra!

Det psykiske: Og misforstå mig ikke – jeg var hele vejen igennem graviditeten spændt og fyldt at glæde og lykke over at vi skulle have en lille baby, men så var der bare også lige alle de andre følelser. De følelser jeg ikke anede kunne høre med til at være gravid, fordi det ikke er de følelser kvinder fortæller om, hverken under eller efter deres graviditet.

En af de første stærke følelser jeg fik var at jeg blev bange – bange for om det nu også var det rigtige, bange for om jeg var klar til at blive mor, bange for om jeg overhovedet kunne finde ud af at elske det her lille barn, som jeg jo slet ikke anede hvem var. Bange for om jeg ville kunne give barnet omsorg nok (jeps! den er god nok – jeg var bange for om jeg mon ville omsorgssvigte mit eget barn)! Jeg tænkte rigtig mange tanker, som min fornuft jo godt vidste var irrationelle, men som jeg følelsesmæssigt ikke kunne kontrollere.

Jeg var rigtig ked af det meget af tiden uden at vide hvorfor. Og til trods for jeg havde den mest omsorgsfulde og nærværende kæreste man kan ønske sig, så havde jeg meget ofte en følelse af at jeg var ensom. Det var følelsesmæssigt meget turbulent, for jeg var jo også glad meget af tiden, men det blev tit (fra det ene øjeblik til det andet) erstattet af at være ked af det, bange, nervøs og usikker. Den tydeligste, og uden sammenligning værste følelse der fulgte med mig gennem hele graviditeten, og som jeg skammede mig dybt over, var at jeg faktisk ikke kunne forholde mig til min lille datter inde i maven, og jeg følte mig som den værste mor i hele verden. Jeg tænkte at hun ikke fortjente mig som mor, når jeg kunne have det sådan. Jeg husker tydeligt en aften da jeg var omkring 7 måneder henne, hvor jeg brød grædende sammen hjemme i vores køkken, og det var der jeg første gang fortalte min kæreste om den følelse jeg havde. Nøj hvor var det skrækkeligt at skulle sige sådan til sin babys far. Jeg følte mig så forkert, og at skulle sige det højt forstærkede kun den følelse. Han tog det selvfølgelig pænt og sagde at det var han sikker på var en meget naturlig følelse, men at det ville komme så snart hun var født, og at jeg ville blive verdens bedste mor. Jeg valgte derefter også at tale med min læge om det. Og det er jeg glad for jeg gjorde. Hun lagde hovedet lidt på skrå, smilede skævt og sagde ”jeg har mindst 5 kvinder om ugen, der sidder og siger præcis det du siger nu”. Hun fortalte mig at det er helt normalt, og at rigtig mange kvinder har det sådan, men de færreste siger det højt. De fleste fortæller jo kun de gode ting, hvilket man jo sådan set godt kan forstå. Men hold op hvor ville jeg gerne fra starten af min graviditet have kendt til ”bagsiden af medaljen”.  Efter at have fået sat ord på alle de følelser, som jeg faktisk skammede mig over, for det gjorde jeg – rigtig meget, så faldt der mere ro over mig psykisk, og det begyndte nu kun at være glæden og lykken der fyldte størstedelen af tiden, hvilket betød at jeg følelsesmæssigt kunne nyde de sidste par måneder af  min graviditet.

Det fysiske: Kvalmen kom ret hurtigt, og den varede i nogle måneder, hvilket gjorde at træning var helt ude af billedet – noget jeg ellers altid har brugt meget tid på. Den sunde kost, skred også helt, da jeg overlevede de første 3 måneder på at spise hvad end der fjernede min kvalme – og lad os bare være ærlige, det var ikke broccoli og bladselleri der skulle til der! Så kiloene sprang ret hurtigt på, og inden jeg havde set mig om, hed vægten +12kg! Av!

Efter de første 3 måneder fik jeg det lidt bedre fysisk heldigvis., men de sidste3 måneder, skulle vise sig at være gangske lidt sjove! Jeg fik meget højt blodtryk og kom på blodtryksnedsættende medicin i starten af 3. trimester . Jeg fik svangerskabsforgiftning som betød at jeg var til tjek på Herlev 3-4 gange om ugen, hvilket var ret problematisk da jeg led af et eller andet sydrom der gjorde, at hver gang jeg fik en plukkeve, så blev jeg svimmel – og dem fik jeg mange – som i hver gang jeg var det mindste aktiv. Så det der med at skulle ned og have en bus og gå frem og tilbage til den, det kunne jeg ikke. Og bilen var med Rasmus på arbejde i Roskilde hver dag. Det samme syndrom (som jeg ikke kan huske navnet på) gjorde også at jeg ikke kunne ligge på ryggen uden af blive svimmel. Derudover fik jeg noget der hedder karpal tunnel syndrom, som gav voldsomme smerter i hænder og arme – så slemt at jeg nogle gange ikke engang kunne holde på min hårbørste, og når jeg sov skulle mine arme ligge i en bestemt vinkel for at jeg kunne holde det ud.. Og nårh ja, så var der jo også lige de der 15 liter vand der var flyttede ind i min krop. Hold nu k*** hvor blev jeg kæmpe stor til sidst! Kunne man dog i det mindste ikke have fået lov at være flot gravid til det sidste, når nu man skulle døje med alt det andet?! Det kunne man så ikke!

Til en scanning i forbindelse med svangerskabsforgiftningen, fandt de ud af at lille baby lå med hovedet godt plantet op i mine ribben, og da jeg skulle sættes i gang før tid, grundet mit høje blodtryk, så skulle jeg igennem et vendingsforsøg, da jeg jo helst ville føde normalt. Dagen kom og jeg var BANGE. Og ikke kun bange, men også følelsesmæssigt udmattet af en forfærdelig (for det var det virkelig) graviditet. Det lykkedes dem ikke at vende hende, så nu skulle jeg lige pludselig, på meget kort tid, indstille mit hoved på at jeg skulle have kejsersnit. På det tidspunkt var jeg nået til, at nu ville jeg faktisk bare gerne have hende ud, for at være gravid, det gad jeg ikke mere. Det havde været nogle helt vanvittig hårde måneder, og jeg var træt og udkørt, og kunne bare ikke mere hverken fysisk eller psykisk! Jeg fik valget mellem mandag d. 9. Og fredag d. 13. Marts – Og det blev mandag af to årsager.

1) 4 dage var på det tidspunkt det samme som 4 måneder for mig, og
2) hvem vælger at skulle havde kejsersnit fredag d. 13. ?! Især oven på sådan en graviditet.  Ik’ mig!

Det blev mandag d. 9. Marts – en smuk solskins dag – og trods lidt forsinkelse og en lidt drilsk bedøvelse, så gik det lige som det skulle. Alba kom ud og var sund og rask, og helt perfekt. Vi var lettede og lykkelige. Hele første nat sov jeg slet ikke, jeg lå bare og stirrede på det smukke og perfekte lille menneske som lå der og var min. Og tænk engang at jeg havde været så ked af det, bange, usikker og nervøs for absolut ingenting – Det var ren kærlighed og lykke jeg følte da jeg endelig sad med hende i mine arme, og alle de ting jeg havde tænkt, følt og frygtet gennem hele min graviditet var VÆK! Fra den ene time til den anden, var alt pludselig helt perfekt igen.

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.