Da Elton blev født – fra fars point of view

Elton blev, som I ved, født fredag den 13. januar kl. 21.47. Det var en anden oplevelse end dén oplevelse, vi havde med Elliot. Ja … det var en helt helt anden oplevelse. Her får du Eltons fødsel fortalt af mig – altså mig, Mads.

Sanne har døjet meget med plukkeveer under begge graviditeter, Elliot blev født i uge 37, og vi havde en forventning om, at forløbet med Elton ville blive præcis det samme. Så det var en milepæl for os at ramme og runde uge 37.

Og herefter havde jeg åbenbart været på randen til at drive Sanne til vanvid uden at vide det. Men jeg var ikke selv opmærksom på det, for så ville jeg jo ikke gøre det.

 

Sker der noget nu? Hvad med nu? …

Der var jo ingen tvivl om, at jeg glædede mig til, at hun skulle føde, så hver gang hun fik noget, der mindede om veer, som jeg kunne huske fra Elliot, så spurgte jeg:

– Sker der noget? Tror du, at det er nu? Osv.

Når det bliver sat op sådan her, så kan jeg da godt se, at jeg var pisse irriterende, men jeg havde jo ingen anelse om, hvad der skete. Men en dag blev det for meget, og hun satte foden i.

– SLAP AF MADS, sagde Sanne små surt.

Og det er selvfølgelig på sin plads, men hun fortsatte, og det gjorde mig lidt ked af det.

– Det værste er ikke, at du spørger, om der sker noget. Det værste er, at du virker skuffet, når det falder til ro igen. Og det gør mig altså lidt ked af det.

Av for den. Dårlig samvittighed. Det var jo ikke meningen. Så det satte jeg en stopper for med det samme.

 

McDonald’s og sex

Uge 40+1 var vi taget sammen til jordemoder, og der havde været lidt action på veerne op til, men altså ikke noget, der ikke gik i stå igen. Så det skulle vi snakke med jordemoderen om.

– Der er ikke noget bevis for, at McD kan sætte en fødsel i gang, men jeg har altså hørt, at flere gravide oplever det. Og så er sex altså bevist, at det kan give det sidste skub, hvis der er noget, der rører på sig, sagde vores jordemoder til os.

FEDT NOK. McD og sex – here we go.

Det var en fin fredag middag ;-)

Lidt senere gik vi en tur op for at hente Elliot fra vuggestuen. Og på vej hjem begyndte der at ske ting og sager. Sanne begyndte at pruste. Og det lød rigtigt. Altså det lød sådan fødsels-rigtigt. Så mit i forvejen store smil bredte sig endnu mere.

 

Et par timer senere

Jeg legede med Elliot, Sanne var så småt begyndt at æde sofaen, og så fik vi gæster. Én af mine brødre og hans gravide kæreste kom på besøg.

– I skal nok være klar på, at I skal køre Elliot ind til mine forældre, for Sanne er nok ved at gå i fødsel, sagde jeg til dem.

Øjnene på min bror blev fyldt med overraskelse, spændthed og en lille smule angst. Hans kæreste var sat til at føde tre uger efter. Så det kom nok en smule tæt på :-) – Hun fødte for resten ni dage efter, at Elton blev født.

Jeg havde jo lovet Sanne, at jeg ikke ville sige sådan noget mere, men jeg var ikke i tvivl denne gang, og det var Sanne heller ikke. Selvom hun ikke ville jinxe det.

Men nu var det nu. Min bror og svigerinde tog sig af Elliot, og vi sprang ud i Peugeot’en.

 

At køre i bil med en bjørn

Turen til Kolding var lang, selvom den rent faktisk aldrig er gået hurtigere. Og jeg var glad og spændt, men truslen på at blive ædt midt i en ve. Den var reel.

Da Elliot blev født, tog vi en taxa, men det var for at komme på fødestuen for at blive sat i gang. Denne gang var der gang i veerne, og der var ingen steder at flygte hen. Og det var altså lidt sjovt.

Men Sanne kunne hidse sig op over et lille uskyldigt bump på vejen. Og jeg tog da bare skylden for det. Lige ind til veen sluttede, så kunne vi nogenlunde grine af det.

Det var faktisk en sjov tur, Sanne var total sej, og jeg kunne ikke være mere stolt!

 

Misset X-factor, ødelagt stol og ja, en lynfødsel

Vi ramte fødestuen omkring kl. 19 og fik hurtigt konstateret, at Sanne havde åbnet sig fire centimeter og nu var i aktiv fødsel.

– Halleluja, så kommer der nok til at gå 6-7 timer – ligesom sidst, tænkte jeg

Jeg spurgte, om jeg ikke kunne se X-factor på den lille skærm på fødestuen, men efter et grin fra jordemoderen, og Sannes dræberblik – TRODS kraftige veer – lod jeg som om, at det var en joke. Ingen X-factor den dag. Nej.

Det var nok fint nok, for veerne var slemme og havde været det i noget tid. Og hun havde ikke åbnet sig mere, så selvom Sanne havde håbet på at kunne klare det uden en epidural, måtte hun nu bede om at få en lagt. Og det var velfortjent J Inden for den næste time var den lagt, og vi var klar til at gentage successen fra Elliots fødsel, hvor vi sov igennem de næste 4-5 centimeter’ish.

Så det gjorde jeg klar til. Jeg havde smidt mine jeans, hoppet i joggingbukserne, og skjorten blev erstattet med en afslappende T-shirt. Nu skulle lænestolen bare lænes heeeeelt tilbage, og så skulle jeg have en lur.

Og SELVFØLGELIG ville lænestolen ikke det, men jeg ville ikke gå på kompromis med en ødelagt stol, så gik jeg i gang med at reparere. Jeg knoklede lidt med stolen, imens Sanne fortalte, at epiduralen ikke havde fået helt fat, og at hun troede, at den var lagt forkert. Det fortalte hun også til jordemoderen.

Jordemoderen kiggede lidt skævt på hende og sagde så, at hun lige hurtigt ville mærke på hende. Og kort efter stod hun og befamlede Sanne og sagde:

– Vi skal til at gøre klar til at møde lillebror. Du er 10 cm åben.

Og med ét stod verdenen stille for mig. Jeg var jo i gang med at ordne stolen, og jeg var jo slet ikke klar. Blodet forsvandt fra hovedet. Jeg blev svimmel og ør. Men jeg overvandt dog trangen til at besvime og vendte opmærksomheden til Sanne, der formentlig var mere overrasket end mig. Og formentlig havde set mere frem til luren, end jeg havde.

Men sådan var virkeligheden. Vores nap var aflyst, men vi skulle snart møde Elton <3

 

Skulle opleve alt denne gang

Før fødslen havde Sanne og jeg snakket om, at vi skulle have den fulde oplevelse denne gang. Sanne ville gerne selv tage imod Elton, og jeg ville meget gerne klippe navlestrengen – hvis altså alt gik som planlagt.

Og det gjorde det. Så vi fik alt, hvad vi gerne ville. Det var en perfekt lynfødsel, og Sanne havde ikke mere end tre presseveer efter, at jordemoderen havde sagt, at vi var klar til at møde lillebror. Og så kom han.

What … det gik stærkt.

Og tre timer efter fødslen var vi hjemme på adressen med vores lille perfekte drengesøn. Det var ligeså stort, som da vi fik Elliot, og nu glædede vi os bare til, at vores to fantastiske drenge skulle møde hinanden.

I dag virker det som om, at aldrig har været anderledes.

Tak fordi du ville læse med. God aften :-)

Læs Sannes fødselsberetning her

Læs min oplevelse af Elliots fødsel her

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.