Fødselsberetning: Lynfødslen der tog røven på os

Fredag d. 13/1-2017 startede dagen ud som mange andre dage – med småveer og ondt i skroget. Det var begyndt at tære på kroppen at være gravid, og gå med modningsveer. Der var ingen tegn på, at denne dag skulle blive anderledes end den forrige.

Jeg var 40+1, og skulle til mit sidste jordemoderbesøg i konsultationen. Næste besøg ville foregå på sygehuset i svangreambulatoriet. Torsdag d. 19/1 skulle jeg møde op, hvis jeg endnu ikke havde født.

Kl. 11.00 kørte Mads og jeg mod jordemoderen, og havde tidligere på dagen afleveret Elliot i vuggestuen. Vi havde taget tasken til fødestuen med – just in case.

Jordemoderkonsultationen gik fint. Hun målte lidt og trykkede lidt, og vurderede babyen. 3100-3200 grams baby, og ikke noget at sætte en finger på med hverken blodtryk eller urin. Meget standard jordemoderbesøg, bortset fra at hun gik med til at tjekke om jeg havde åbnet mig. Knapt 3 cm, sagde hun. Det var rart at kende status når nu jeg gik med lidt halv-regelmæssige sammentrækninger som indtil nu ikke var blevet til noget som helst.

Vi vendte snuden hjemad. Og så købte vi en big tasty menu på hjemvejen. Det havde jordemoderen sagt, at hun ofte hørte at gravide havde spist den dag de endte med at føde. McDonalds og sex var vejen frem, som hun sagde. Jeg er godt klar over, at det naturligvis ikke holder en meter med McDonalds – men hey… det kunne da ikke skade. Efter det gik vi os en tur, og hentede Elliot på tilbagevejen. På turen kunne jeg godt mærke, at de der småveer blev lidt mere hidsige og kraftige – men stadig ikke noget jeg troede på.

Kl. 15.30 begyndte Mads at tage tid. 10 minutter imellem veerne. På det tidspunkt havde jeg stadig ikke fattet, at vi kunne risikere at føde samme dag. Mads’ bror og kæreste kom forbi, og jeg havde stadig fint overskud mellem veerne. Vi besluttede dog, at de afleverede Elliot hos Mads’ forældre. Det besluttede vi omkring kl. 18. Da var der 6 minutter imellem veerne, og jeg ringede til fødegangen da de var kørt afsted med Elliot.

Fødegangen ville gerne se mig, og bad os køre afsted med det samme i stille og roligt tempo. Klokken 18.45 ramte vi Kolding sygehus. Turen derned var gået fint, men jeg kunne godt mærke, at det altså ikke var snydeveer denne gang. Vi fik talt vores ønsker igennem på vej derned: Jeg ville gerne selv tage imod barnet hvis der var overskud, Mads ville gerne klippe navlestrengen hvis han havde lyst i øjeblikket (og den skulle først klippes når den havde fået lov af pulsere færdig), og så skulle jordemoderen være tydelig og guide mig under pressefasen. På vejen fra bilen og hen til indgangen nåede jeg at have 2 veer.

Da vi kom ind på sygehuset og ringede på klokken stod vores jordemoder klar og ventede på os. Vi havde fået stue 7, og den stod klar. Jeg måtte sætte mig på hug og tage en ve inden vi nåede helt hen til fødestuen. Det gik stadig helt fint med at håndtere veerne. Da jeg kom ind tjekkede jordemoderen mig med det samme, og konstaterede at jeg var 3-4 cm åben og hun gik ind og indlagde mig med det samme, da jeg netop var i aktiv fødsel.

Den næste time gik fint. Jeg havde overskud til at fjerne make-up og få skiftet til hospitalstøj. Veerne tog til, men jeg var i kontrol.

… indtil jeg ikke længere var. Pludseligt begyndte veerne at tage til i styrke så kraftigt, at jeg slet ikke kunne følge med. De kom nogle gange 2 i træk og gav mig ikke pause til at genfinde kontrollen. På det tidspunkt var klokken 19.45, og jordemoderen tjekkede mig. 5 cm åben. Klokken 20.20 fik jeg lagt en epidural-blokade og jordemoderen tog vandet. Det lykkedes mig ikke at genfinde kontrollen, og det var ved at løbe af med mig rent mentalt – jeg kunne slet ikke følge med og kunne mærke modet ligeså stille forsvandt lidt af gangen. Der var jo stadig 5 cm tilbage – OG en pressefase bagefter.

Kl. ca. 21 havde jordemoderen efter lidt besvær fået sat en måler på barnets hovede. Jeg begyndte at få en underlig følelse nedad mod udgangen. Jeg skulle ikke presse, men blokaden virkede ikke rigtigt, syntes jeg ikke. Nogle veer senere bad jordemoderen mig om at skifte stilling fordi barnets hjertelyd begyndte at opføre sig bekymrende. Jeg vendte mig, og fik fortalt at jeg altså vist nok følte jeg skulle presse. Jeg fik det sagt med meget tvivlende stemme, for det kunne jo ikke passe?

“Ja, se dét vil give mening” sagde jordemoderen. Hun hentydede til barnets hjertelyd.

Hun mærkede på mig indvendigt. 9 cm åben. “Undskyld hvad?!” fik jeg fremstammet. Klokken havde sneget sig hen imod 21.30, og de første 2 presseveer måtte jeg ikke presse med. Jeg hørte jordemoderen sige “udslettet”, og derefter fik jeg lov at presse med.

Jeg var slet ikke klar, men forsøgte at give et pres med alt hvad jeg havde. Det gav åbenbart en helt masse, for der var overraskelse og hujen fra alle i lokalet. De første 2 presseveer fik jeg ikke følelsen af, at jeg rykkede en helt masse. Det gjorde jeg åbenbart. For på 3. presseve blev både hovede og kroppen født.

Klokken 21.47 blev Elton født ved en ganske ukompliceret fødsel på 3 timer. Hans mor tog imod ham og hans far klippede navlesnoren. 3050 gram og 52 cm. Velskabt og nysgerrig med det samme. Lå i 2 timer og spiste ved brystet uden stop imens han med store øjne indtog det første glimt af verden. Han bliver uden tvivl noget ganske særligt.

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.