Countdown: 3 dage og ingen baby endnu

Så nåede vi pludseligt til mandag, og til ugen hvor jeg har termin. På torsdag udløber lejekontrakten på den efterhånden trange 1-værelses, som lillebror pt. logerer i. 39+4 og 3 dage til terminsdatoen. Det er naturligvis ingen garanti for noget som helst, men det er den eneste dato man har at forholde sig til når man skal have et nogenlunde ståsted mht. fødslen. 3 uger før, eller 10 dage efter (i hvert fald på Kolding sygehus).

Jeg er meget spændt på hvornår han melder sin ankomst. Jeg har ikke på fornemmelsen at han kommer i dag. Indenfor en uge tror jeg måske han er her på ydersiden – men det er jo rent gætværk. Han har al magten når det kommer til at vælge hans fødselsdag, og jeg må pænt sætte mig ned og vente på veer eller vandafgang. Jeg forsøger at få noget fra hånde og i hvert fald sørge for, at huset ser pænt ud og at der hele tiden er nogenlunde bund i vasketøjet. Jeg orker simpelthen ikke at komme hjem til hverken rod eller vasketøj når først vi har fødslen overstået. Jeg kan nemlig godt huske hvordan det er at have en nyfødt ;-)

Kroppen er ved at bære præg af en fuldført graviditet. Jeg føler mig tung, og jeg er øm og træt i kroppen. Jeg tror ikke der er mange, der har det super godt her ved terminen – det giver jo sådan set meget god mening. Det kræver temmelig meget energi af kroppen, det der med at holde 2 fuldtudviklede mennesker i gang – på én gang. Den ekstra mængde blod kan virkelig også mærkes, synes jeg. Det er en underlig og finurlig ting, det der med at være gravid. En sjov oplevelse, omend det ikke altid er en dans på roser.

Dagene er virkelig specielle for tiden. Det der med at vågne op hver morgen og vide, at det måske er i dag det sker. Det er en helt unik tid, og en oplevelse man virkelig ikke får på andre tidspunkter. Det er en mærkelig undtagelsestilstand, men samtidig også en tilstand af umådelig forventningsglæde. Man ved, at det allerstørste venter forude. Men hvornår det sker er komplet umuligt at vide. Det er en god øvelse i at slippe kontrollen, tror jeg. At prøve at læne sig tilbage og for alvor finde fred med, at din utålmodighed tjener absolut intet formål, og at det måske er et godt tidspunkt at øve sig i at finde de positive ting frem. For selvom det er hårdt at være højgravid, så bliver du ikke mindre utålmodig af at brokke dig. Og du føder heller ikke hurtigere. Og egentligt, så er det ikke værre for mig at vente, end det er for alle andre. Så faktisk, kan jeg ikke finde en eneste grund til at brokke sig over ventetiden. Man må gerne brokke sig til kæresten over, at det gør ondt og er hårdt for kroppen. Men selve ventetiden er en del af gamet, og jo faktisk ikke noget man i ramme alvor kan brokke sig over? Eller det er måske bare mig?

Jeg var tidligere i graviditeten med i en terminsgruppe på facebook. Jeg meldte mig for nogen tid siden ud af den igen. Jeg kunne mærke, at jeg blev påvirket af al den fokus på at sætte gang i fødslerne, utålmodighed og de trælse gener ved en graviditet. Jeg begyndte at tænke i samme baner, og det hjalp mig bare på ingen måde til at nyde min graviditet. Det har rent faktisk hjulpet mig rigtig meget at komme ud af sådan et forum. Jeg kan godt savne nogle at sparre med, men til gengæld sidder jeg her i dag. Med 3 dage til termin, og stadig en fin tålmodighed i kroppen. Jeg bliver ikke hver eneste dag mindet om hvor mange der har født, og jeg føler mig ikke snydt fordi jeg ikke selv har. Jeg har måttet indse, at andres negativitet og positivitet rent faktisk påvirker mig ret meget. Af samme årsag har jeg faktisk også måtte unfollowe nogle profiler på eksempelvis instagram, fordi de også var gravide og havde det enormt hårdt og faktisk bare gerne ville have barnet ud fra uge 37. Sådan kan man sagtens have det, og det er helt okay. Men jeg spejler mig bare lynhurtigt i de følelser og tanker, og kan få helt ondt af mig selv.

Jeg har også nogle virkelig skod-dage. Ingen tvivl om det. Det ér hårdt at være højgravid – det skal ingen tage fra os ;-) Den anden dag skrev jeg netop et indlæg, som mest af alt var brok. For det skal der da være plads til. Jeg tror bare, at man gør sig selv en tjeneste ved at prøve at fokusere på de gode ting – det er jo trods alt en glædelig ting i sidste ende, uanset hvor hårdt man end måtte have det.

Så i dag vil vi tage ud og spise en frokost sammen, Mads og jeg. En sidste kæreste-date inden 3 bliver til 4. Elliot sover sin lur i vuggestuen, og vi håber på en god dag med den store mave – og ellers må vi køre hjem igen ;-)

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.