Så blev det tid til et af de sidste jordemoderbesøg. I morges var jeg en tur forbi min (i øvrigt vil
Se næste indlæg >
Derfor blev fødslen sat i gang med Elliot
Det er et spørgsmål jeg har fået en del gange efterhånden. Og jeg svarer med glæde, men det er lidt en kompliceret forklaring – så nu svarer jeg lige dybdegående i et indlæg. Så kan I forhåbentlig få stillet jeres nysgerrighed :-D
For hvorfor dælen bliver man sat i gang allerede i uge 37+1?
Svaret ligger i det, der bliver kaldt “forlænget latent fase”. Altså regelmæssige veer uden nogen fremgang, i en længere periode. Veer, som har betydet at man ikke kan sove eller hvile. Mine veer startede søndag sent om aftenen, hvor jeg begyndte at åbne mig – kun meget lidt. Men sammentrækningerne ville ikke rigtigt tage pauser. Der skulle gå lige omkring 4 døgn før jeg til sidst fik foretaget en hindesprængning – at de sprang forsterhinderne og tog vandet.
Søndag tog vi på fødegangen – og gik hjem med beskeden om, at fødslen formentligt var ved at gå i gang. Mandag skulle vise sig at blive en lang dag, men med pauser imellem den regelmæssige ve-aktivitet. Opstartsveer, kan man nok bedst kalde dem. Tirsdag ville sammentrækningerne i livmoderen ikke holde pause. De var konstante, regelmæssige og ineffektive. Og jeg var efterhånden ret træt, kan jeg godt indrømme. Onsdag fortsatte samme show. Jeg var 37+0 og fik foretaget en hindeløsning for at sætte skub i tingene. Det hjalp sjovt nok ikke på sammentrækningerne, men til gengæld var jeg torsdag morgen åbnet 2-3 cm.
Onsdag aften blev jeg også tilbudt bricanyl for at give mig ro. Det ville jeg som sådan gerne tage imod – men klokken var sen aften, og jeg skulle tage på fødegangen, have kørt en times CTG, og derefter overvåges efter jeg have fået bricanyl. Det kunne jeg på ingen måde overskue. Jeg var fysisk og mentalt ved at være udkørt, og jeg brugte i virkeligheden alle mine kræfter på at fastholde mine positive tanker omkring en fødsel. Jeg sagde ret ordret til min jordemoder, at jeg stadig havde gejst og så frem til at føde – men at jeg var bange for hvor længe jeg ville kunne fastholde de tanker. Der havde været regelmæssig ve-aktivitet hele tirsdag og onsdag, og jeg ville bare ønske at fødslen kunne gå i gang eller gå helt i stå.
Torsdag morgen blev min situation vendt på morgen-mødet, og lægerne besluttede i samråd med min jordemoder, at jeg skulle tilbydes en hindesprængning. Vi takkede ja, og kom ind på fødegangen kl. 10.15. Klokken 11.00 var vi færdige med at køre CTG, og min jordemoder prikkede hul på fosterhinderne. Jeg skulle gå en tur og have lagt et vestimulerende drop 2 timer efter. Den forklaring kunne hun sagtens have sparet, for efter en 10-15 minutters tid gik mine veer i gang. For fuld hammer. Ve-storm, kaldte hun det. Den beskrivelse giver meget god mening, synes jeg ;-)
Elliot stod skævt i bækkenet, og i stedet for at presse mod livmodermunden stod han og bankede ind mod mit kønsben ved hver ve. Det var formentligt også grunden til, at min latente fase var så ineffektiv på trods af gode og regelmæssige sammentrækninger, mente lægerne.
Resten af min fødselsberetning kan I læse her.
Denne gang har jeg på ingen måde lyst til at blive sat i gang. Jeg har en overraskende god tålmodighed, hvis jeg må rose mig selv. Jeg har 8 dage til termin, og lillebror er helt sikkert velkommen. Men han må også gerne vente til terminen, hvis han synes det kunne være rart – jeg tror på, at jeg kan få en mere rolig fødsel og opstart denne gang. Og jeg tror på, at vejen frem er at lade kroppen styre det selv og ikke skubbe på. Og så nyder jeg, at jeg ikke længere behøver at holde mig i ro. Maven sætter en naturlig stopper for mange ting, men jeg laver hvad jeg kan. Og så vil jeg nyde de sidste dage (eller uger) med tv, sofa og benene opad det meste af tiden :-)
Jeg har børn på nogenlunde samme aldre som dine. En måneds forskel ca. 😊 men 2 dejlige piger i stedet 😀 Jeg blev også sat i gang første gang og havde også en såkaldt vild vestorm efter de tog vandet og jeg plejer normalt ikke at være pylret eller vise følelser, men jeg grad og nærmest skreg under hver ve, så ondt som jeg havde det. Jeg ville derfor for alt i verden ikke sættes i gang anden gang og heldigvis 5 dage før termin (dvs lige om lidt for dit vedkommende 😜) gik fødsel selv i gang. Jeg tog de fleste veer hjemme og fulgte dit virkelig GODE råd omkring slap af i ballerne (du skrev det i et andet post), og tog først på fødegangen da veerne kom hyppigt. Det viste sig jeg var 8 cm åben og 20 minutter senere fødte jeg (2. dec 2016). Første gang tog det over 26 timer med vanvittige ulidelige veer mens anden gang tog det ca. 20 timer med veer, jeg kunne håndtere. Jeg havde så meget mere styr på min krop og eneste tidspunkt jeg virkelig ikke kunne holde smerterne ud, var minutterne hvor hovedet kom ud, men det er vel forståeligt nok 😂
Jeg håber, det går dig lige så godt, og at lillemanden snart melder sin ankomst uden nogen fomer for indgreb udefra 😊 Mange gange held og lykke med fødslen og perioden efter. Jeg synes bestemt anden gang er nemmere, både fødslen og bekymringerne efterfølgende.