Tålmodighed i en utålmodig tid

Annonce

I dag er der 45 dage tilbage til terminsdatoen for lillebrors ankomst. Det begynder for alvor at være til at forholde sig til. 45 dage. Det er ikke langt ud i fremtiden. Det er ikke om mange måneder. Det er ikke “først engang i januar” som vi i lang tid har sagt, når vi har talt om lillebrors ankomst. Det er snart. Meget snart, føler jeg.

Jeg glæder mig. Meget! Men jeg er ikke utålmodig på samme måde, som jeg var da jeg ventede Elliot. Jeg nyder tiden med Elliot. Tiden med ham alene. Det tror jeg er en meget normal følelse at have, når man venter sit andet barn. Man er måske ikke utålmodig, fordi man allerede har et barn at koncentrere sig om. Som man elsker højere, end man vidste man kunne elske. Vi har en dagligdag som hedder “Far, mor og et barn”. Snart hedder det to børn. Med ca. 22 måneder mellemrum – gisp!

Vi er klar – det ved jeg, at vi er. Jeg er slet ikke nervøs for hvordan det kommer til at gå. Det kommer til at gå så fint, det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi tager én dag ad gangen, som vi har gjort med Elliot siden den dag han kom til verden. Vi kigger på Elliots behov og på lillebrors behov, og så imødekommer vi dem først og fremmest. Vi har aldrig lyttet til “børn skal lære at falde i søvn og sove selv” eller “børn må ikke spise om natten når de er over 8 måneder gamle”. Vi er forældre til den mest afbalancerede og glade dreng som aldrig har brugt meget krudt på at skrige. Vi er ikke bange for, at han skal græde. Børn må gerne græde. Men ikke når jeg kan afhjælpe det og trøste dem. I hvert fald ikke mine børn. Elliot må gerne skrige og skabe sig fordi han ikke må få en kiks klokken lidt i spisetid. Det har jeg intet problem med. Men han skal ikke græde sig i søvn, og han skal ikke græde om natten når han finder tryghed i en flaske med letmælk. Vi børster tænder morgen og aften, så hans tænder skal nok klare den mælkesukker han får om natten, når han får en flaske. Det generer ikke hverken Mads eller jeg at vågne en enkelt gang om natten og give ham en flaske, hvis det er hvad han har brug for. Det klarer vi sagtens :-)

Det blev en lang smøre – jeg ville egentligt bare illustrere, at vi altså ikke har så mange principper i forhold til opdragelse andet end at Elliot skal være velopdraget og forstå et nej, og at vi ikke går så meget op i alder og hvornår de “skal” gøre bestemte ting – og hvornår de skal stoppe :-)

Og snart skal vi så jonglere to børn – det bliver en spændende ny hverdag vi går i møde ;-)

 

Flyverdragt her (gave fra Legowear)

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.