Man må sgu gerne synes, at det er hårdt

Jeg har aldrig været typen der lader mig stresse eller presse særlig nemt. Jeg har været god til at tage tingene som de kommer og holde hovedet koldt – studie, arbejde, privatliv – “det skal jo nok gå altsammen”. Den sætning må jeg have sagt mindst tusind gange.

Da jeg så fik Elliot oplevede jeg et andet pres. Et pres som jeg ikke kan bebrejde andre for, omend det nok stammer fra samfundet. Måske. Måske stammer det bare fra mig selv. For jeg oplevede for første gang en reel trang til at være god nok og gerne endnu bedre end det – jeg har altid fundet fred med (i alt hvad jeg har foretaget mig), at jeg ville gøre mit bedste – og så kunne jeg ikke gøre mere. Der vil jeg rose mig selv, eller måske mine egne forældre. Jeg har aldrig haft sved på panden over ikke at få rene 12-taller. Jeg har ikke haft behovet for at være den suverænt bedste til noget. Jeg har haft det ok med at være så god som jeg nu var, og kunne blive. Andres evner fortæller ikke noget om mine evner – eller mangel på evner. Vi er alle forskellige. Det er ikke ok at sløse, men vi er ikke alle lige gode til de samme ting.

Og så står man her. Midt i moderskabet. Og bekymrer sig af og til om, hvorvidt man er god nok. Er andre mødre bedre mødre end mig? Gør de tingene mere rigtigt?

Det er en sjov ting, fordi der jo faktisk for en gangs skyld ikke er et facit, en karakter, eller en ansættelse du kan bruge til at måle din succes. Du kan kun kigge på dit barn og tænke, at det sgu nok indtil videre er gået okay. Til trods for de fejl du nu måtte synes du har begået.

Det er hårdt at have børn. Det skal være okay, at sige højt. Og det er det heldigvis også – jeg har sjældent hørt nogen modsige det. Og de der måtte føle, at det er nemt at have børn – de må også gerne sige det højt. Så længe de bare ikke sammenligner sig med de der måtte synes det er hårdt. For man må ikke sammenligne børn. Eller moderskab. For “ingen børn er ens”. Og det er de ikke. Men det er saftsuseme svært at lade være med at sammenligne. For de sidder jo dér, de små guldklumper. Og man sidder jo lige dér, ved siden af hinanden – 2 mødre med jævnaldrene børn. Det er fristende lige at skæve til siden og kigge. Hvordan ser hun ud? Hvordan gør hun? Hvad kan barnet? Og så ruller den ligesom derudad.

Det hjælper bare ikke. Det hjælper ikke, at sidde der med dårlig samvittighed over ramasjang og digestivekiks fordi man faktisk bare gerne vil sidde og hygge uden at skulle aktivere barnet. Dårlig samvittighed, fordi man tror man er den eneste. Det hjælper ikke, at man sidder og føler sig som en doven underskudsmor på den nedtursagtige måde. For vi gør det bedste vi kan allesammen. Og det ér fandme hårdt at stå op klokken 5, aktivere en halvandenårig indtil 8.30, og derefter igen have 2 hænder til at aktivere samme halvandenårige fra klokken 14 til klokken fyraften-og-far-kommer-hjem. Det lyder måske ikke som mange timer for alle. Men for mig er det mange timer, hvis jeg skal kravle rundt og agere legetante i al den tid. Det er jo ikke én dag, eller én uge. Det er hver eneste dag. Og mit overskud rækker bare allerbedst til en omgang tv i løbet af dagen. Og om andre gør det anderledes, det fortæller ikke noget om vores familie eller om mig. Det fortæller noget om deres. Det skal jeg ofte minde mig selv om. Jeg ved godt, at en gravid og sygemeldt krop også spiller en stor rolle. Men alligevel.

I skrivende stund sidder jeg eksempelvis og drikker det sidste af min kaffe. Elliot leger med min kalender, en bold og noget der engang var en bil. Nu er der kun hjul tilbage. I baggrunden kører Thomas Tog, og jeg kan filmen udenad. Det har jeg det helt fint med.

Vi har været vågne i 3 timer, og snart skal Elliot i vuggestue. Det glæder jeg mig til. Og jeg glæder mig også til at hente ham igen. I dag får han middagsluren dernede, så han bliver først hentet ved en 14-tiden :-)

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.