Noget om vægt og graviditet

Jeg vi gerne starte ud med at sige, at jeg bestemt ikke peger fingre af nogle kvinder i indlægget her, men nærmere den udvikling der er sket i samfundet. Nu har jeg ikke prøvet at være gravid for 10 eller 20 år siden, så jeg ved selvfølgelig ikke hvordan det var dengang. Men bare på de 2 år siden jeg var nygravid med Elliot og til nu synes jeg, at der er sket noget.

For vi skal jo gerne være lidt perfekte som mødre. Selvom vi efterhånden har fået film som “bad moms”, bloggere der viser, at alt ikke behøver at være lavet af spelt, og kendte der taler åbent om ikke-perfekte ting som fødselsdepressioner, så er der stadig et sted hvor jeg synes vi halter.

Når vi er gravide, så skal vi nemlig helst se pisse godt ud. Hele tiden. Jeg har en hel del gange set nygravide udtrykke bekymring (på bl.a. instagram) for strækmærker og vægtøgning allerede når de har passeret de 12 uger. Som jeg skrev her, så vil jeg dælme også gerne undgå strækmærker, og jeg håber sørme da heller ikke, at jeg tager 30 kilo på. Men hvordan er vi nået dertil, at det er det der fylder mest udover barnets ve og vel? Jeg siger mig ikke fri for, at jeg selv kan bære en del af skylden, uden det på nogen måde har været meningen. Jeg viser også stolt maven frem på instagram og her på bloggen, og jeg kan vel også vække nogle tanker hos jer, uden jeg er klar over det?

Lov mig lige, at I siger til hvis I nogle gange tænker, at jeg bidrager til et urealistisk ideal om noget som helst, ikke? For det er ikke meningen at noget herinde skal virke sugar-coated eller bidrage til, at man ikke føler sig god nok!

Da jeg fødte vejede jeg 20 kilo mere end jeg gør nu. Jeg tog 16 kilo på, og tabte mere efterfølgende fordi jeg havde spist rigeligt godt i sommeren før jeg blev gravid. Og faktisk kan jeg i dag kun være ret stolt af, at jeg ikke bekymrede mig om vægten. Jeg synes det var lidt underlig at se vægten ramme et nyt tal, men det var faktisk ikke noget jeg koncentrerede mig om. Jeg var ikke klar over det dengang, men det synes jeg faktisk var sejt gået, når jeg tænker over det. Og jeg vil bestræbe mig efter at gøre det samme denne gang.

Og nu ved jeg godt, at 16 kilo ikke er meget at tage på. Men det er faktisk heller ikke lidt. For jeg blev og bliver også bombet af instagram og gravide som kun har taget 6-8 kilo på, og hopper i deres skinny jeans på vej hjem. 5 dage efter fødslen har de antydningen af six-pack igen og har ramt fitnesscentret en uge efter fødslen. Op i røven med det ideal (ikke kvinderne, men idealet om at det er normalen. Det er det ikke!). Fedt for dem der trives med det, men det er sgu helt okay at man ikke kan leve op til det. Det kan godt være, at jeg har tabt mig igen, men jeg er altså blød som smør, har komplet mistet den lille smule numse jeg havde trænet mig til, og det eneste tonede område på min krop er mine mor-guns. Og skid dog hul i det – der er så meget større problemer her i livet end det. Og nu skyldes disse tilstande jo, at jeg har båret et barn og at jeg indtil videre har prioriteret tid med Elliot frem for at træne efter job. Og dét er fandme et godt byt for en blød krop ;-)

Faktisk handler indlægget her ikke om, hvad der står på vægten, men hvor meget mere der står på vægten. Hvis man er normalvægtig, så synes jeg det er helt skørt, at vi stræber hårdt efter at tage mindst muligt på. “For vi skal jo af med det igen bagefter”. Ja, det skal vi. Men nogle kvinder får eksempelvis bare mere væske i kroppen, og jeg synes sgu vi skal smide vægten ud og lade læge og jordemoder om at veje os. Jeg har ikke været på vægten siden uge 8 hos lægen, og vovede mig op på den i dag. Tallet holder jeg for mig selv, men jeg har det fint med det hvis vægten igen viser +16 kilo når jeg føder. Og hvis den viser mere, så er det også fint! Jeg spiser fornuftigt, og så længe man ikke propper slik og kage i hovedet hver eneste dag, så skal man sgu ikke have det dårligt med den vægt!

Gravide kvinder befinder på et tidspunkt i livet hvor det er meningen man skal tage på.

Jeg siger ikke, at vi skal droppe motion og leve skide usundt – det er hverken mor eller barn tjent med. Men jeg synes bare det er en skam, hvis nogle kvinder sidder derude og bekymrer sig om vægt som noget af det første. Kroppen ved hvad den laver, det tror jeg på. Og hvis der er noget galt med vægtøgning eller mangel på vægtøgning, så skal læge eller jordemoder nok sige til.

Jeg synes vi skaber uopnåelige idealer og krav for hinanden. Vi er alle forskellige, og jeg tror vi kommer så langt hvis vi stopper med at sammenligne os med hinanden – og så måske skider hul i hinandens vægt. Jeg er ikke selv hævet over det her “problem”. Jeg føler mig også underlagt et form for pres og kan føle mig utilstrækkelig når jeg føler, at jeg skal hamle op med andre kvinder. Så det har jeg besluttet mig for at stoppe med lige nu. Trives med den krop jeg har – også når jeg endnu engang står med væske i hele kroppen… helt ud i næsetippen faktisk. Hold op hvor så jeg ud! ;-)

Note: Når jeg taler om vægt i indlægget her taler jeg ikke om overvægtige, da jeg godt ved de kæmper med nogle andre krav, som jeg ikke har forstand på.

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.