Når faren er den eneste der duer…

Elliot blev både båret i min mave, født af mig, ammet af mig og fik 100% af min tid i 8 fulde måneder.

Og ved I hvad? Knægten er helt uudholdeligt og urimeligt meget far-syg for tiden, og har været det i snart en måned. Det er fandme utroligt, ikke?

Ærligt talt – lille møgunge ;-)

Om aftenen, natten og morgenen er han helt forfærdelig afhængig af Mads. Hvis han forlader rummet skriger han som om han bliver pisket. Og han er faktisk svær at trøste!

Jeg har haft det lidt stramt med det i perioder fordi det er svært ikke at føle sig afvist. Man vil jo SÅ gerne være sammen med sit barn når man endelig er hjemme fra job, og så gør det ret ondt når han ikke gider noget som helst uden Mads er tilstede.

Jeg er dog ved at komme over min selvmedlidenhed og affundet mig med, at det er normalt, at det er en fase og at det går over igen.

Men for fanden hvor er det ikke sjovt. Det føles som om man har gjort noget forkert, og man kan godt i et øjebliks svaghed tænke, at ens eget barn ikke kan lide en. Og det passer selvfølgelig ikke.

Her til morgen legede mig og Elliot inde på soveværelset inden vi stod op, og da jeg gik ud mod badeværelset kravlede han efter mig imens han peb indtil jeg tog ham op. Fandme dejligt at han for en gangs skyld ville op til MIG ;-) Det samme skete faktisk i eftermiddag da jeg kom hjem fra job – måske er der håb forude? ;-)

Har I børn som er meget mor eller far-syge?

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.