Historien om os: Sådan mødte jeg Mads

Advarsel! Det kan godt gå hen at blive ret sukkersødt i dette indlæg ;-)

Vi skal nogle år tilbage i tiden, og geografisk hedder lokationen Aalborg. Den tid hvor “Gangnam Style” spillede i radioen og alle rendte rundt og kastede med lasso på fiktive kæpheste.

Restaurant Flammen skulle til at åbne, og jeg søgte job dernede. Jeg kunne nemlig godt bruge lidt ekstra lommepenge ved siden af SU’en. Jeg blev ansat som tjener sammen med en helt masse andre unge mennesker. Blandt de unge mennesker var en fyr ved navn Mads.

Lad mig male jer et billede af Mads, som jeg husker ham dengang. Semi-høj fyr, med brede skuldre, store brystmuskler, hår på brystet, skæg, når han smilede kom der de sødeste smilerynker omkring hans øjne, og charme nok til mindst 3 mand. Mindst! Han var, som I næsten kan fornemme, svær at stå for. Og det har ikke ændret sig den mindste smule den dag i dag! ;-)

Mads anno 2012-ish – flot fyr, ikke? ;-)

Han blev ret hurtigt kendetegnet som en rigtig charmør blandt kollegaerne og han fik temmelig meget opmærksomhed fra damerne. Jeg fandt ud af, at han faktisk gik på samme uddannelse som mig. Jeg gik på 3. semester, og han gik på 5. Og så var han tutor. Well, of course…

Vi havde flere fællesvenner, og jeg fik sagt til en veninde, at han ikke var typen man tog med hjem fra byen, men at han var typen man tog med hjem til sine forældre. (shit hvor fik jeg ret i det!)

Vi havde en del vagter sammen på Flammen, og jeg mindes at jeg i starten synes han var totalt for meget med hans altid kække bemærkninger. Som om den ville virke på mig! (joke’s on me, må man sige)

Vi talte mere og mere sammen, og jeg begyndte til sidst at tjekke vagtplanen inden jeg skulle på job. Skulle han mon arbejde? For så skulle jeg lige gøre lidt ekstra ud af mig selv, så jeg i hvert fald så godt ud i mit orange forklæde ;-) Hans kække bemærkninger var altså ved at være ret så velkomne. For ja, de virkede åbenbart!

Vi gik tit i byen sammen allesammen efter lørdagsvagterne. Og jeg husker, at Mads en aften i hvert fald ikke skulle med. For han havde med vilje taget afslappet tøj på, så han netop ikke ville ende med at tage med i byen.

Men jeg skulle jo med i byen. Så naturligvis tog Mads også med i byen. I shorts. Det kan man godt i gaden – især når man tager på Storm P. Vi sad i sofaen og talte det meste af aftenen. Ikke rigtigt om noget. Jeg tænkte, at jeg sad enormt godt der ved siden af ham. Han var sådan lidt en bjørn på den gode måde.

Og så havde han altså en enormt lækker brystkasse. Og søde smilerynker! I kan godt høre, hvor det allerede på det tidspunkt bar henad, ikke? ;-)

Vi stødte ofte på hinanden i byen, og jeg begyndte at lede lidt efter ham når jeg var i byen. Jeg gjorde i hvert fald altid lidt ekstra ud af mig selv i forhold til før!

En aften mødte jeg ham imens jeg var på mit andet job som bartender. Jeg havde tidligt fri, og han bad mig om at sende en sms når jeg havde fri. Det gjorde jeg, og vi mødtes på den bar hvor han var til fest i forbindelse med hans tutor-rolle. Vi blev hængende indtil klokken næsten 6.00 hvor vi fulgtes hjemad. Vi endte i hans opgang og gik begge ind fordi det begyndte at øse ned. Jeg skulle ikke sove der, men blot vente indtil regnen var stilnet af. Han sad på trappen og jeg stod op, så vi ligesom var lidt i øjenhøjde. Han havde et bånd om overarmen fra tema-festen han havde været til, og jeg hjalp ham med at få det af. Så kunne jeg ligesom lige gramse lidt på hans overarm ;-)

Regnen stilnede af, og jeg gik ud til min cykel – med kriller i maven og et smil på læben. Jeg var ret sikker på, at han i hvert fald snart var helt færdig med at tænke på andre end mig – det var i hvert fald planen ;-)

Rus-turen stod for døren, og jeg fik sendt en sms afsted med en bemærkning af en art. En sms, så han vidste at der måske alligevel var håb forude. Han havde ikke lagt skjul på, at han var interesseret, og jeg havde nok efterhånden fortrudt, at jeg ikke havde taget chancen endnu.

Så jeg var ærligt talt ikke helt stolt af at sende ham afsted på rustur, hvis jeg ikke lige havde fået lagt billet ind først. I ved – tutor, populær blandt hunkøn, rustur, druk osv. Ikke en god kombi når man IKKE er tilstede!

Mads kom hjem fra rustur, og mine kilder (læs: veninder) kunne berette, at Mads havde opført sig meget eksemplarisk hele turen. Og at han i øvrigt havde haft Danmarks største smil på, når snakken var faldet på mig. (ååårh!)

Få dage senere stod jeg med svedige håndflader og bankede på Mads’ dør. Han havde inviteret på lasagne og rødvin. Han havde længe pralet af hans “verdensberømte” lasagne, så det kunne ikke rigtigt være anderledes.

Som I nok kan regne ud var aftenen en succes. Få dage senere mødtes vi igen, og siden da har vi vist været sammen uafbrudt ;-)

Og for at drysse det allersidste sukker ovenpå historien, så har jeg aldrig været lykkeligere! Mads er verdens bedste far, og en mindst ligeså god kæreste – jeg føler mig meget heldig over, at han er min :-)