At være dedikeret mor med karrieredrømme

Som det fremgår lige her er jeg nyuddannet og afsluttede min uddannelse på AAU i juni 2015. Jeg holdte barsel indtil Elliot var 8 måneder, hvorefter Mads tog over. Jeg blev nemlig tilbudt job, og sagde ja tak. Jeg elskede at være på barsel, misforstå mig ikke.

Men jeg trængte til at komme ud blandt andre voksne mennesker igen. Jeg trængte til at komme ud og være andet end mor. Jeg havde gået hjemme længe nok, følte jeg. Og det havde jeg ikke noget problem med at føle – for det er ikke noget at skamme sig over. De fleste som har prøvet at være på barsel kender formentligt til følelsen. Nogle gør ikke, og fedt for dem. Jeg synes det er mega sejt, at nogle kvinder drømmer om at være hjemmegående så længe børnene er små. Det er bare ikke noget for mig.

Jeg har karrieredrømme, og vil gerne udvikle mig på det professionelle plan såvel som det personlige. Og det gør mig ikke til en mindre dedikeret mor (det ved jeg godt, at ingen påstår, så se det ikke som et defensivt indlæg). Det gør mig faktisk til en bedre mor, synes jeg. For jeg får lov til at udvikle mig på det faglige plan, som jeg virkelig har brug for. Det er et behov jeg har.

Jeg kan godt nogle gange føle, at der bliver lavet to lejre i samfundet “de hjemmegående, der ikke ‘gider’ arbejde” og “karrierekvinder, der ikke ‘gider’ bruge tid med sine børn”. Men realiteten er jo, at der er mange flere af os indimellem. Os der forsøger at forene det hele og ikke gider at vælge. Os der gerne vil leve familielivet med alt hvad det indebærer, men samtidigt bruge vores uddannelse og få en karriere. Man kan jo med rette kalde os “de moderne mødre”, selvom det udtryk er sådan temmelig brugt.
For jeg synes sådan set debatten omkring hvad mødre skal og bør og hvorvidt samfundet skal betale for, at de kan gå hjemme er ved at være træls. Jeg gider ikke høre på endnu en debattør eller politiker uden børn skrive og snakke om emnet. Det kan man jo så synes, at jeg har ret i eller ej, men personligt er jeg altså træt af debatten. For den er så unuanceret. Den er så “enten-eller”-fokuseret, at jeg faktisk synes den går hen og bliver lidt irrelevant. Der bliver brugt for meget krudt på at diskutere et emne som jo vitterligt er familiens helt eget valg, og for lidt tid på at acceptere at det netop ér op til den enkelte familie.

Jeg kunne godt drømme om, at der kom mindre fokus på hvordan man skal være familie. Vi gør allesammen det bedste vi kan, og er en familie på den måde der fungerer for os.

Hvad tænker I om debatten?

 

Vil du gerne følge mere med? :-) Du kan følge med på instagram @sanneagersnap, facebook @incredibaby.