Et ammestop

Jeg har hermed smidt håndklædet i ringen. Givet op. Ladet chefen tale – og bestemme. Elliot har nu i lang tid ikke gidet amningen for alvor. Det er over en måned siden det begyndte. Jeg har taget kampen op sådan nogenlunde, men jeg har heller ikke kæmpet til sidste dråbe sved, blod og tåre. Elliot er 4 måneder på søndag, og jeg nægter at min amme-oplevelse skal ødelægges af den sidste tid. Jeg gider ikke huske alle kampene fremfor dengang det hele kørte problemfrit. Men jeg har kæmpet. Og jeg har også kæmpet hårdt. Men jeg har nu besluttet, at det ikke er det værd, når han ikke gider det. Jeg har forsøgt at tænke over, om det kunne være noget jeg spiste, om jeg fik nok søvn, om jeg lagde ham rigtigt til og alle de ting, man nu ellers får besked på. Og jeg kom ikke tættere på en løsning. Så nu er vi på flasken, så at sige ;-)

Det går egentligt rigtig godt. Elliot er glad og tilfreds, spiser uden brok og jeg er ikke længere bekymret omkring spisningen. Det gør dog stadig ondt ikke at få lov at amme længere end knapt 4 måneder. Det var ikke ligefrem, hvad jeg havde forventet. Men det er okay. Jeg har accepteret det, og jeg fokuserer på de gode ting.

F.eks. at:

• Jeg kan spise hvad jeg vil (uden at holde øje med, om han reagerer)
• Jeg kan drikke rosé og kolde øl når solen er høj og der dufter af sommer
• Jeg behøver ikke gå i ammevenligt tøj
• Jeg behøver ikke amme i det offentlige
• Jeg behøver ikke længere gå med amme-BH (arg, hvor er det bare ikke kønne)
• Jeg er snart helt færdig med amme-indlæg (praise the lord! Hvidt tøj er praktisk talt no-go, med mindre man har en BH på, der kan skjule de satans indlæg! Ellers ligner man jo én, med brystvorter på størrelse med sjælland… Hah!)
• Jeg kan tage ud, uden at E er afhængig af mig. (hvis jeg altså ikke var afhængig af ham)
• Jeg behøver ikke læse mig frem til, om der står “anbefales ikke til ammende” på ting.
• Jeg kan drikke alt den kaffe jeg vil!
• Vi kan begge give ham mad.
• Og så er vi glade! Alle 3 :-)