Efter at være startet op på job igen føles det som om, at barslen fandt sted for meget længe siden. Den føles meget langt væk, og på mange måder som et markant modstykke til vores hverdag i dag. Dagene går lynende stærkt. Op, give ungerne morgenmad, skiftevis spise morgenmad selv og gøre os klar. Afsted mod institutionen, som heldigvis er integreret! På job inden klokken rammer 8.
Så er dagen ligesom i gang, og en arbejdsdag skal klares.
Hjem igen. Direkte i institutionen for at hente børn. Hjem, måske give børnene lidt frugt, rydde lidt op fra morgenens gøremål, lave mad, spise, rydde op igen, hygge og lege indtil det er sengetid. Putte børn – sofatid! I seng.
Gentag.
Thank god for nedsat tid her de første måneder! Det er stressende at få det hele til at hænge sammen. Og vi har endda kun to børn!
Men ved I hvad man ikke får med, når man sådan remser op? At man faktisk kan involvere børnene i rigtig meget af det. Forleden handlede vi ind. Med børn. Mads lavede mad, og jeg legede med børnene imens. Tid til at sidde på gulvet. Og Elliot hjalp med at rydde op og samle vasketøj sammen. Det er ikke en dum ting, at involvere børnene i sådan noget, synes jeg. Det giver mere tid ”sammen” med dem, og Elliot elsker det! Og så lyder det selvfølgelig meget heftigt med sådan et skema, og det ér det jo. Især om morgenen. Men er det ikke det, altid? Også uden børn?
Til gengæld synes jeg faktisk det er skønt at gå på job igen! Jeg nyder min voksentid, og jeg nyder at jeg ikke længere ”kun” er mor og hustru. At jeg rent faktisk også bruger min hjerne til andet end at tage mig af andre og drage omsorg. Elton er enormt nem at putte om dagen nu. Han har nået en alder, hvor han ikke rigtig skal ”puttes” længere. Han lægger sig sådan set mest bare ned og sover. Men med Elliot nød jeg virkelig også, at jeg ikke skulle putte barn 2 gange om dagen. For hvis putningen er en kamp, så er det altså bare ikke top-fedt hver evig eneste dag.
Selvfølgelig vil jeg gerne have mest mulig tid med mine børn. Og det forsøger vi også. Vi afleverer 7.15 og henter igen 15.00. Det er sådan vi heldigvis kan få det til at hænge sammen. Og i weekenden inddrager vi dem i stort set alt hvad vi laver. Og da jeg i sidste weekend malede soveværelset, legede Mads med drengene imens. Og Elliot var ofte inde at holde øje med hvad jeg lavede, og taler meget om at der er maling på væggene nu. Han har virkelig fået en oplevelse ud af at se, at jeg har rullet maling på den væg ;-)
Jeg synes det er underligt at være væk fra mine børn, uden tvivl. Men ikke på en dårlig måde, synes jeg ikke. Det er nok fordi det er sådan, at det er nødt til at være. Vi vil begge gerne have en karriere også, og selvom det er familien der bliver prioriteret lige nu, så kan man jo trods alt godt gå på arbejde og give den en skalle imens man er der.
Jeg synes det er rart, at Elton nu er over 1 år. At han ikke er helt lillebitte og super afhængig af mig længere i samme omfang som da han var helt spæd. Jeg nyder, at drengene hele tiden bliver større og mere selvhjulpne. At vi går imod en tid med mere frihed til at kunne gøre ting med dem, og ikke er mega-afhængige af Eltons lure eksempelvis. At vi faktisk kun har ét barn der sover middagslur, og kun har ét ble-barn.
Billederne i indlægget fik vi taget for en uges tid siden af Kristina, som I kan finde under @minlykke på instagram. Vi har selv betalt, og der er ingen reklame her - men så kan I jo kigge der, hvis det skulle have interesse :-)