For 6 dage siden kunne vi prale af at have 1 styks 1-årig Elton herhjemme. Det er åbenbart et helt år siden jeg har født ham, hvilket giver absolut ingen mening i mit hovede. Jeg kan jo for fanden (næsten) stadig mærker efterveerne ;-)
Det kan jeg jo i virkeligheden ikke, og både min krop, rander under øjnene og vores hjem bærer præg af, at Elton altså har været i vores liv i et stykke tid. Men mest af alt bærer vores hjerter præg af, at have fået en lille skøn søn mere.
Han er vitterligt et af de mest smilende børn jeg har mødt. Der skal sjældent andet end et blik fra et kendt ansigt til, før han smiler over hele fem-øren.
Han døjer med et eller andet for tiden. Tænder, formentligt - for han fejler ingenting. Men han har den sidste tid været lidt pjevset, mor-syg (eller far-syg), spist meget småt, og sovet eleeeeendigt om natten. I dag har han dog været i kanongodt humør, spist godt, sovet godt til lurene (det plejer han heldigvis altid at gøre) og leget uden at græde hver gang jeg sætter ham ned og går mere end en meter væk. Han er lige blevet puttet, og det tog 10 minutter før han sov.
Han er altid nem at putte til lure både om dagen og om aftenen. Men når klokken er omkring 22 vågner han, og så starter natten ellers. Han sover på ingen måde igennem, og vi er oppe mange gange i løbet af en nat. Vi går ikke rundt med ham eller noget - heldigvis - men vi sidder meget inde ved ham. Og det hjælper ikke at tage ham med ind i vores seng, for så måtte han hjertens gerne ligge der! Jeg elsker at putte med ungerne om natten, men Elton gider det ikke rigtigt særlig tit. Elliot elsker det derimod, og det er dælme hyggeligt!
Han har været god ved os, vores lille Elton, og han har gjort det ganske nemt at få barn nummer to. Andet kan man ikke sige om det, for det meste af tiden har han virkelig været nem. Resten af tiden har han bare været, som en baby nu er engang imellem. Det er hårdt at opfostre et barn. Det er ben-hårdt at føre et barn fra denne trygge livmoder og ud i den store verden - og jeg mener ikke kun fødslen. At gå fra spædbarn til baby til tumling byder på
så mange nye ting. Ting de skal se, høre, mærke, lære, prøve, smage, gøre. Alt er nyt, og der ér ikke noget at sige til, at de har perioder hvor de er i et mere eller mindre utilregneligt humør. Heldigvis får man
så meget mere igen, end hvad man giver - synes jeg.
Elton er måske det sidste barn vi får. Det vil jeg ikke afvise. Men jeg vil heller ikke bekræfte det. Godt man ikke skal beslutte sådan noget på forhånd! ;-)
Han er fanme sød, vores glade lton!
