Barsel nummer 2 kom og gik - sidste barselsdag

Lige nu sidder jeg på min vanlige plads i sofaen, med benene oppe og en kop kaffe i hånden. Det er efterhånden mit faste morgenritual efter at have afleveret drengene. Dagen starter ofte tidligt herhjemme, og jeg er for det meste retur på matriklen klokken 8.15. Så når jeg sidder her og udfører mit morgenritual har jeg oftest været vågen 2,5-3 timer. Så for mit vedkommende er det nærmere formiddag ;-) Da Elton endnu ikke var startet i institution indtog jeg stadig min plads her i sofaen - blot først når han var puttet til første lur, og jeg havde fået ryddet op efter hans mad. Jeg er en hyggefis uden lige, og jeg NYDER at sidde stille og summe. Kigge i computeren eller se noget ligegyldigt tv. Samle tankerne og nyde roen. Der er altid meget virvar rundt omkring i huset med to børn. Det er så skønt! Men det betyder også, at man nyder roen lidt ekstra meget, når den indfinder sig. Men den rolige barselstid er altså forbi i morgen. Ikke flere langsomme morgener i vores eget tempo, og ikke flere fridage hver fredag, som Elliot stort set har været vant til hele hans vuggestuetid. Vi er så priviligerede, at Elliot aldrig har haft mere end 25 timer i institution før nu. Og han bliver 3 til marts, så han har nydt ret godt af Mads' specialetid og min barsel! Jeg starter op på 29,5 time indtil Maj. Så indtil da hedder drengenes dage 7.30-15.00 ca. Jeg ved, at jeg kommer til at styrte ud af døren for at hente dem i en helvedes fart, for jeg har ærligt talt dårlig samvittighed over at aflevere dem hver dag. Og det er noget værre pjat, for de elsker begge to at være deroppe, og ænser mig ikke engang når jeg går. Men det føles bare forkert, at skulle se dem så lidt lige pludselig. I går havde jeg Elton hjemme, fordi han havde 38,6 i feber efter vaccinen. Feberen var ovre efter få timer herhjemme, og han var derfor hverken sløj eller stille. Der var fuld fart på ham, og jeg blev lige mindet om hvordan barsel jo er. Hårdt arbejde. En traktor vækkede ham fra hans første lur, så hans lur nummer to kom før end normalt, og han var sindssygt træt til aften fordi han jo havde været vågen længere tid end normalt, fordi han stod op før. Dét kommer jeg ikke til at savne ved barslen! Den evige putning, madlavning, bleskift og engang imellem en sur baby på armen hele dagen. Det er jeg glad for, at være færdig med - og det tør jeg godt sige højt. Jeg glæder mig også til at komme ud og være andet end nogens mor. At lave andet end at gå herhjemme og glæder mig til at Mads kommer hjem. At det nogle dage er det vildeste der sker på en dag for mig: Voksenselskab. Jeg tror, at jeg kommer til at udvikle mig af at komme ud i samfundet igen. Det bliver godt for mig at få andet input i min dagligdag, og have oplevet noget i løbet af en dag. At hverdag og weekend adskiller sig på flere måder, end at Mads er hjemmme. I forhold til barsel nummer et og barsel nummer to, så har den største forskel været tiden. Ved første barsel er der ikke et ekstra barn at passe, et ekstra barn at rydde op efter, man skal ikke aflevere og hente den store og man skal ikke underholde eller beskæftige et andet barn imens man ammer eller putter. Jeg synes faktisk ikke rigtig, at mine to barsler har mindet særlig meget om hinanden. Ved første barsel synes jeg, at det var hårdere, faktisk. Fordi alt var nyt. Her anden gang synes jeg, at jeg har nydt det på en anden måde fordi det også har givet mig mere tid sammen med Elliot. Og fordi jeg har set de to brødre udvikle deres forhold til hinanden. Jeg har stort set ikke været væk fra dem, så jeg har set det ske foran øjnene af mig. At Elliot var den første der fik Elton til at grine. At Elliot hurtigt begyndte at komme løbende med sutten hver gang Elton gav et kny fra sig. På mange måder går dagene bare lynhurtigt, når det ikke er første barn. Det hårdt at have begge børn hjemme på én gang. De dage sidder jeg faktisk ikke stille, overhovedet nærmest. Men jeg keder mig heller ikke, kan man sige ;.) Ville jeg ønske, at jeg havde nået noget mere/noget andet i min barsel? Umiddelbart nej. Jeg tror, at min erfaring efter barsel nummer to må være, at man skal forberede sig på, at denne barsel har handlet om, at man ikke når særlig meget. At det handler mere om, at have tid sammen med børnene. At tage sig tid til at holde fri med begge børn på én gang, og at få lavet det der nu skal laves imens de leger eller imens den lille sover (og den store måske gerne vil hjælpe mor med dagens gøremål). Jeg havde nok forestillet mig, at min barsel ville handle mere om at bage boller og at holde hus. Det har det selvfølgelig også gjort på de gode dage. Men vi har fået to børn, som begge har været powernappere i de første 10 måneder af deres liv (udover spædbarnstiden). Jeg måtte hurtigt finde ro i, at jeg ikke skulle bruge alle mine "pauser" på at ordne vasketøj og rengøring. Det eneste rengøring jeg hver dag (nogle gange flere gange dagligt) har taget mig tid til er oprydning af legetøj og støvsugning. Det har virkelig været nødvendigt med to energiske børn i huset ;-) Alt i alt er jeg klar til at begynde arbejdslivet igen. Jeg skal bare lige vænne mig til tanken om at have mindre tid med børnene i dagligdagen. Heldigvis starter jeg jo stille op med færre timer, og det giver mig lidt ro i maven! :-) img_4572