Hvis vi nu skal være ærlige...

...så ved vi jo godt allesammen, at vi som mødre:

• engang imellem må kvæle en brækrefleks og et "fy for..." når den 2-årige har skidt. Det bliver sgu på en måde bare klammere med alderen, ikke?
• smugkigger på mobilen når vi har leget koncentreret med Lego i 6 timer (realtid: 15 sølle minutter)
• glæder os til børnene endelig er puttet til nat. For derefter bare at flade ud i sofaen til mere eller mindre tvivlsomt tv.
• gemmer slikket indtil børnene er puttet. Hey - de forstår det jo stadig ikke...
• stikker den 2-årige en figenstang, så man kan få 5 minutter med sin (varme) kop kaffe.
• har bidt os selv i tungen, når folk uden børn fortæller om hvordan de vil opdrage deres endnu-ikke-eksisterende-børn...
• slukker for "søde-mor", når putningen har taget 1 time.
• trøster os selv (og vores manglende fitnæssss) med, at børn jo altså giver motion i sig selv, og at vi i det mindste har nogle solide overarme af at bære på indkøbsposer og børn
• i højere og højere grad rent faktisk har brug for et glas rødvin
• er ligeglade med, hvad folk siger. Man mysser på munden. Punktum. (Hvornår bliver drengebørn trætte af det, egentlig? Ikke før efterskolealderen, vel?)
• gemmer kurven med det rene (ikke sammenlagte...) vasketøj på soveværelset når der kommer gæster
• kan rengøre stort set hele hytten med at pakke vådservietter og en stofble
• står og laver sund aftensmad med masser af grønt. For bagefter at lave havregryn med mælk og kanel til den stædige 2-årige. (Speltmor 0-1 barn)