Velkommen til mit pisse perfekte liv

Man kan godt sidde og føle sig lidt som hr. og fru underskud når man betragter andre familiers hverdag. Eller det ved jeg ikke om "man" kan - men det kan jeg i hvert fald. Nettet, og særligt instagram og blogland kan godt flyde lidt over med perfekte nybyggede eller totalrenoverede villaer, børn, hunde, bryllupper og Royal Copenhagen. Og midt i al "perfekt-heden" sidder man tildels og føler sig utilstrækkelig - men man sidder også med en opkastsmag i munden fordi man jo ved, at der for fanden ikke er nogle der er så perfekte. Børn skider og pisser hvor det passer dem (tak for bleer), de roder og de er skide ligeglade med om kruset hedder Royal Copenhagen - de smadrer det uanset, hvis de kan komme afsted med det. Og hu-fucking-rra for det da! Jeg sad i går og scrollede igennem min egen instagramprofil (tal lige om navlepilleri anno 2017), og fik sgu næsten helt hovedpine over hvor perfekt det pludselig lød i min profiltekst. Og jeg blev faktisk vildt taknemmelig over, at jeg jævnligt viser vores rod og mine uønskede amme-bumser. For min profiltekst kan hurtigt komme til at lyde kvalmende perfekt og glansbillede-agtigt. Og jeg gider altså ikke bidrage til det. Jeg er med på, at det er fordi profilerne gerne vil fokusere på det positive. Men jeg er bare ikke af den holdning, at det uperfekte og hårde tider er noget negativt. Tværtimod. Det er noget ægte og ærligt - og det vil jeg personligt altid gerne kigge på og læse om. Det eneste glansbillede-agtige vi kan prale med herhjemme er vores fantastisk lækre sønner og vores parforhold som jeg kun kan være stolt af. Vi er fandme gode, Mads og jeg. Det tør jeg godt både prale med og råbe højt om. Men det er vist også det eneste perfekte jeg kan stå inde for. Mads og drengene. Vi er helt normale herhjemme. Elliot har kun tisset på gulvet én gang efter badet i dag (ja, det er en succeshistorie herhjemme - sidst var det 5!!!), Elton har spulet den ene sofapude med gylp (og den er ikke blevet vasket. Men jeg har tørret den af og vendt den om - bare rolig ;-) ), og aftensmaden for den 2-årige består igen af havregrød fordi han ikke gad at spise. Vi er stoppet med at fokusere på spisningen eller itale/irettesætte det. Det nytter ikke at blive sur. Snart skal jeg i gang med den bunke vasketøj jeg har samlet sammen på soveværelset - som i øvrigt er blevet en slags lege-værelse for Elliot om morgenen. Nøj, hvor ligger der usandsynligt meget legetøj under sengen og i mit tøjskab. Vi får nok overskud til et pænt soveværelse igen om nogle år (eller 10). Og hvad jeg egentligt vil med indlægget her - ja, det ved jeg ikke helt. Måske bare lige sende en high-five til alle jer andre helt normale uperfekte mennesker. Lad os skænke hinanden en kærlig tanke når vi i aften drikker en cola og spiser sukker efter ungerne er puttet (i stedet for at rydde op, I ved...). ... og så kan I sgu lige få et billede af en af de 100% perfekte ting herhjemme ;-)