Amme-situationen

Det er en sjov ting, det der med at amme. Det er nok ikke noget man skænker mange tanker før man rent faktisk skal have børn, og det er nok heller ikke noget man ved en helt masse om. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har fundet det særlig interessant før jeg blev gravid første gang. Det er nok også noget mange tænker, at man selvfølgeligt skal. Man føder et barn, og så ernærer man det efterfølgende gennem amning. Færdig, slut. Med mindre det bare ikke lige helt er så nemt. For hvad hvis det ikke kører super godt, det der med at få barnet til at spise, få mælken til at løbe og finde glæden ved amning. Jeg havde mine problemer med amningen da Elliot var spæd. Faktisk ammede jeg ham "kun" i 4-5 måneder, og allerede da han var lidt over en uge gammel anbefalede sundhedsplejersken os at supplere ham med modermælkserstatning efter hver amning. Usikker i min sag, og i min amning lyttede vi til hende. Jeg siger ikke, at det var en fejl - men i dag ville jeg nok have mere mod på at give det et par dage ekstra. Men når man står med en baby der ikke helt har taget nok på, så panikker man ret hurtigt. Jeg gjorde i hvert fald. Vi var helt nye i forældrerollen, og var nok dybest set bare bange for ikke at gøre tingene "godt nok". Sådan tror jeg mange især førstegangsforældre har det. Amningen glider på en helt anden måde denne gang. Elton brugte de første 2 timer udenfor maven på at spise uafbrudt. Og siden da har han sådan set spist hver 2. - 3. time stort set. Han melder sig selv når han er sulten, og han var over fødselsvægten allerede da han var 3,5 døgn gammel. Jeg tror faktisk ikke rigtigt han nogensinde nåede at tabe sig. I dag er han 10 dage gammel, og vejer 3440 gram. Ved fødslen vejede han 3050 gram, så han får uden tvivl rigeligt at spise. Det er sådan en lettelse, at jeg ikke skal have en knude i maven over at amme. At jeg ikke hele tiden skal kigge på klokken og vække ham for at amme ham. At jeg ikke skal være bange for, om han mon fik spist nok ved brystet. Den følelse var simpelthen forfærdelig, og jeg har faktisk ikke særlig meget lyst til at mindes den følelse jeg havde i maven dengang. Til gengæld vil jeg nok heldigvis sætte ekstra meget pris på, at det bare kører uden problemer denne gang. For det er virkelig ikke en selvfølge. Og når man først har prøvet at det i højere eller mindre grad gav problemer, så tror jeg virkelig man sætter pris på en problemfri amning på en lidt anden måde. Jeg tror ærligt talt ikke, at der har været én eneste dag i den forgange halvanden uge hvor jeg ikke har dvælet ved tanken om hvor rart det er, at amningen bare er så simpel og problemfri denne gang.