Når det bare er nemmere anden gang

Jeg husker tydeligt da jeg blev mor første gang. Elliot var det mest perfekte lillebitte menneske, og jeg ville så gerne gøre alting rigtigt. Jeg var på daværende tidspunkt bare ikke klar over, at der faktisk ikke helt er noget rigtig og forkert når det kommer til forældreskab. Når man får sit første barn, er alting en form for famlen i blinde, og følen sig frem. Ingen kender dit barn bedre end dig, og hvad der fungerer for én familie, fungerer ikke nødvendigvis for din. Så I må lære at finde jeres egen vej og opfinde jeres egne rutiner. Og det tager tid. Lang tid, faktisk. Heldigvis er det jo en skøn tid, og det ér jo fantastisk at forme sin familie helt fra bunden af - det er det mest fantastiske og store skridt vi nogensinde har taget, Mads og jeg. Og vi har taget skridtet sammen. I fællesskab og med hinanden i hånden. Ud af det, er der kommet den mest fantastiske lille store dreng. Vores Elliot, som snart bliver 2 år. Og nu er det tid til at tage endnu et skridt. For vi er blevet forældre til endnu en lille perfekt søn. Som ligner sin storebror, og har stjålet vores hjerter - nøjagtigt som han gjorde det. Men tingene er nemmere denne gang. Meget nemmere, faktisk. Fødslen var mere ukompliceret, amningen kørte med det samme han blev lagt på mit bryst, og vi ved bare hvad vi laver denne gang. Følelserne jeg mærkede efter fødslen kunne jeg genkende med det samme - og jeg kunne placere dem denne gang. Jeg havde ikke ét stort virvar af følelser i kroppen som jeg lige skulle ryste på de rigtige pladser. Alle følelserne fandt sin rette plads, og jeg havde en helt anden ro i kroppen. Den ro har jeg stadigvæk, og jeg kan mærke at Mads har det på samme måde. Han er hjemmevant på en helt anden måde denne gang, og jonglerer begge drenge på én gang uden problemer. Tumler med Elliot det ene øjeblik og sidder roligt med Elton på brystet det næste. Skifter mellem at være far til en tumling og til en nyfødt og opfylder begges behov uden at tænke over, at han faktisk omstiller hele tiden. Og også uden at tænke over, at det faktisk er noget han gør helt naturligt, som om han aldrig har lavet andet. Det er fascinerende at se, og man kan ikke andet end at blive blød i knæene og være bundlykkelig. Sådan på en måde hvor man egentligt godt kunne sidde og tude hver gang, hvis ikke det ville være lidt upraktisk ;-) Nå, men egentligt ville jeg bare fortælle, at det går skide godt herhjemme. Livet som en familie på 4 har været ualmindeligt gavmildt her de første dage efter fødslen af Elton, og vi nyder dagene i langsomt tempo.