Mine ønsker til fødslen
I dag er der 7 dage tilbage til terminen. 39+0, og pludseligt er det faktisk ret meget okay at føde. Det har det jo sådan set været i 2 uger nu - men jo tættere på uge 40, des mere moden baby er mit håb. Og så drømmer jeg nok lidt om at få en lidt mere polstret baby denne gang. En der kan fylde sin hud ordentligt ud og sådan noget ;-)
Men den der fødsel nærmer sig jo. Og jeg tror, at det største fokus ligger på, at barnet jo kommer ud. Selve fødselsarbejdet er for mange lidt skræmmende, men også perifert et stykke hen ad vejen, tror jeg. Fordi det ikke er målet i sig selv, men blot noget man "skal igennem" for at komme hen til målet. Ved første fødsel så jeg heldigvis frem til at prøve at føde - og det samme gør jeg denne gang. Men jeg havde ikke taget stilling til så forfærdelig meget - for det syntes jeg dælme var svært. Man anede jo ikke hvad man gik ind til, og jeg er generelt ikke tilhænger af for meget forberedelse til ting, man på mange måder ikke er herre over.
Jeg har det på samme måde denne gang. Jeg vil ikke have for mange ønsker til min fødsel på en måde hvor jeg er stålsat på, at min fødsel skal være på én bestemt måde. Vi er mega forskellige, og det der virker for én kvinde virker muligvis ikke for en anden. Efter fødslen sidste gang, som jo forløb ganske glat da først fødslen var i gang, var jeg så glad for at jeg ikke havde sat mig en masse mål. For så kunne jeg ikke bagefter være træt af eller skuffet over, at jeg ikke klarede den uden smertelindring, ikke fødte i vand, ikke selv tog imod barnet, ikke fik brugt mine teknikker osv. Jeg havde besluttet mig for, at lade kroppen styre showet. Jeg ved ikke, om jeg kunne have ve-mestret under ve-stormen hvis jeg havde nogle helt bestemte teknikker med i bagagen. Måske ville jeg have klaret den uden en epidural blokade hen til de 7 cm. Måske ville jeg ikke. Det er ikke en tanke jeg har brugt særlig mange sekunder på. For det er ligegyldigt den dag i dag. Det betyder ikke noget for mig - men jeg er generelt også god til at lade tingene være som de er, uden at dvæle for meget ved dem. Det er én af de ting, jeg faktisk er rigtig god til. Jeg tror faktisk, at det er en egenskab jeg har taget med mig fra min egen mor. Det er en god egenskab at have, synes jeg.
Denne gang har jeg gjort mig følgende tanker omkring fødslen:
- Jeg har brug for hjælp til at tage én ve ad gangen, og ikke fokusere på hele fødslen på én gang.
- Jeg har brug for, at min jordemoder har tålmodighed til at lade veerne klare sig selv så vidt overhovedet muligt inden et vestimulerende drop kommer på tale.
- Jeg har brug for, at min jordemoder er meget verbal i pressefasen. Hun skal være klar i spyttet og fortælle mig præcis hvad jeg skal gøre. Hun må gerne være kortfattet - hun behøver ikke at tale blidt til mig hvis det bliver hektisk. Jeg skal bare vide hvad jeg skal gøre, så jeg kan gøre det med det samme.
- Vi vil gerne vente med at klippe navlestrengen indtil den har pulseret af - ca. en 5-10 minutter efter fødslen. Sen afnavling, hedder det - hvis man ikke er bekendt med det. Elliot fik klippet navlestrengen med det samme fordi han skulle stimuleres, og de skulle måle pH-værdien i navlestrengens blod.
- Smertelindring er jeg åben overfor hvis/når det bliver nødvendigt. Jeg vil ikke starte ud med det, og vil naturligvis gerne undgå det så vidt muligt. Til gengæld er det for mig meget vigtigere, at jeg igen går ud med en god oplevelse og en "yes!"-følelse, end at jeg klarede den igennem uden smertelindring. Det er faktisk alfa og omega, at jeg igen får en god oplevelse med en fødsel - lige efter barnets ve og vel naturligvis.
