Vi ved det jo godt. I 9 måneder bliver det tydeligere og tydeligere for det blotte øje at se, at der er forskel på at være vordende mor og vordende far. Kvinde og mand. Men generne ved en graviditet kommer snigende, og er udholdelige. Sådan da. Der er jo ikke så meget at gøre, kan man sige. Barnet skal jo færdigudvikles.
Under fødslen er det dog mere tydeligt, end det nogensinde bliver: Vi er forskellige, os kvinder og mænd. Vi kommer aldrig til at kunne de helt samme ting. Det står så klart, når man bliver kastet ud i en fødsel. Du kæmper og okser for at bringe dit barn til verden. Kæmper for det lille liv. "i smerte skal du føde dit barn", står der vist skrevet et sted.
Jeg tror ikke én eneste mand, der har været vidne til en fødsel i ramme alvor vil påstå, at kvinder er svagere end mænd.
Det er svært at overse de biologiske forskelle, når man ligger og vrider sig i en smerte man ikke troede fandtes. Man kæmper og man giver alt hvad man har. Og den stakkels kommende far står og tænker "fuck" mere end han tænker "fokus", imens han lægger den kolde klud på din pande og forsøger at komme med opmuntrende og heppende ord.
Det er også svært at forstå, at både mor og far vælger at få flere børn efter sådan en oplevelse. Men det gør mange - de fleste, faktisk.
Det ligger nok alligevel i os, at vi har en trang til at formere os. Heldigvis - for vi får jo vist for få børn her i Danmark. Så egentligt håber jeg ikke, at nogen er blevet skræmt af mit tankemylder. For jeg sidder her også igen - med en forestående fødsel. 34. uge, og pludselig nærmer den der fødsel sig.
Og ved I hvad? Jeg glæder mig! Jeg føder
med glæde vores børn. For jeg ved, at Mads synes det er det sejeste i hele verden, at jeg kan bære og føde vores børn. Og trods plukkeveer og nogle ret hårde dage på det sidste, så bliver jeg hele tiden mindet om, at jeg vokser et liv. Hvert spark (også de der gør seriøst ondt!) fortæller mig, at vores søn nummer 2 hele tiden bliver større og forbereder sig på at komme ud og blive en del af vores familie. Så bliver det ikke rigtigt større, synes jeg ikke.