Nu har jeg jo tilladet mig at deltage i debatten omkring kroppen efter fødslen. Og omkring, at man ikke bør bekymre sig om
vægtstigning som det første i en graviditet. Og nævnt, at jeg ikke har haft travlt med at komme
i fitness. For selvom jeg ikke trænede eller løb efter fødslen, så var vægten alligevel væk i løbet af 9 måneders tid. Det ved jeg godt er en luksus. Men det er bestemt ikke en luksus jeg er alene om. Jeg kender mange kvinder der har tabt vægten helt af sig selv uden et fitnesscenter - det handler også om at have tålmodighed til at veje mere i en periode, og sige at det er helt okay. Når man lige har produceret et helt mennesker fra bunden, I ved...
Men jeg får af og til kommentarer om, at jeg da nemt kan have den holdning når jeg er bygget som et slankt menneske fra naturens side. Og det siger jeg ikke, at jeg ikke er. Det er jeg udemærket klar over, og det er jeg da selvfølgeligt glad for. Men jeg vil godt lige have lov at pointere, at accept af kroppen altså ikke kommer med et tal på vægten. Min normalvægt ligger på ét tal. Andres ligger på et andet. Og mit tal på vægten og min fordeling af fedt og muskler har i dén grad ændret sig efter jeg har været gravid. Det kommer måske til at ændre sig endnu engang når jeg har født her anden gang.
Og jeg kæmpede altså også for at vænne mig til en ny krop, selvom jeg ikke er overvægtig. Presset bliver bestemt ikke mindre af, at man jo reelt set har muligheden for at få en six-pack og en helt stram numse. Presset bliver ikke mindre af, at man kunne få det på kortere sigt end nogle andre måske kunne. Presset bliver ikke mindre af, at man ganske enkelt er for doven og hellere vil lege med sine børn eller bruge sin fritid på at sidde på sin flade og drikke lunken kaffe fra i formiddags.
Jeg har valgt, at lade være at træne. Fordi jeg ikke gider. Men jeg bliver lidt træt når der så kommer kommentarer om, at det da måske ikke lige er mig der har ret til at udtale mig om det, fordi "det kan jeg da sagtens sige, når jeg er så tynd".
I øvrigt har jeg altså også været større engang. Ikke stor. Bare større. Da jeg startede på handelsskolen vejede jeg mere end jeg gør i dag. - Hvor jeg jo er 6 måneder henne i min anden graviditet. Så jeg har altså også oplevet, at jeg rent faktisk pludseligt vejede 10 kilo mere end 2 år tidligere. Jeg har også måttet tænke over hvad jeg puttede i munden.
Det her skal ikke lyde som en klagesang, eller en "åh hvor har jeg det hårdt".
Jeg synes bare, at det er en misforståelse, at man er tilfreds med sin krop fordi der står et magisk tal på vægten. For det tal er ikke magisk. Og det er et spejl heller ikke. Det handler om, at man skal lære at finde de gode ting. De ting man holder af. Jeg gad f.eks. godt have længere og slankere arme, men til gengæld er jeg glad for, at mine lår er slanke. Min mave synes jeg er pæn i forhold til, at jeg har gennemført en hel graviditet. Til gengæld er det lidt et sørgeligt syn at kigge på min numse.
Jeg har også måttet arbejde på at blive sådan ægte glad for min krop igen.
Og så kan det godt være, at andre synes jeg har pæne arme og at min numse da ikke er så flad.
... Men hvis vi alle kunne se os selv gennem andres øjne, så ville vi nok alle kunne se hvor smukke vi var hver dag, ikke? :-)
Blot lige en sidebemærkning til indlægget fra forleden dag, som du kan læse
her.
(Jeg beklager, hvis nogle bliver trætte af de negative kommentarer, som de lige nu sidder og leder efter og ikke kan finde. De er slettet. Det drejede sig om 2 styks på dette indlæg og 1 på et gammelt indlæg. Det er ikke fordi I ikke må se dem, men de var meget lidt konstruktive og ikke noget jeg har lyst til, at der skal ligge og skabe negativitet. Nogle gange er I jo så søde til at forsvare mig, og så bliver det bare lidt en træls diskussion - og hverken I eller jeg skal bruge tid på internet-trolls :-) Indlægget her er i øvrigt ikke skrevet blot på baggrund af de kommentarer, men er faktisk noget jeg har tænkt over ved flere lejligheder. )