Gæsteblogger: Isabella Manolli: "Lange udsigter til drømmebabyen"
Ikke alle kender til min vores lange og ret hårde rejse, fra vi besluttede os for at få et barn. Tingene gik nemlig langt fra som vi havde forestillet os. Det hjælper at fortælle om det og jeg håber også det kan hjælpe andre i samme situation, til at holde hovedet højt og ikke give op.
Året er 2013, hvor min mand og jeg beslutter os for, at NU skulle vi have det barn vi havde talt om i et par år. Vi følte os mere end klar og tænkte at p-pillerne skulle smides også ville vi selvfølgelig bare blive gravide med det samme. Wupti, efter 3 måneder med brug af ægløsningsteste var der to streger på graviditetstesten. Vi var så lykkelige og vi kunne derfor ikke vente med at fortælle det til venner og familie. På dette tidspunkt var jeg 8 uger henne og tanken om liv i maven gav mig en vild følelse af lykke. Endelig skulle vi have den familie vi altid havde drømt om.
Da jeg er 9 uger henne d. 11. oktober 2013, begynder jeg at bløde. I panik ringer jeg rundt til lægevagter og skadestue for at høre hvad jeg skal gøre. Jeg tager hjem fra arbejde og ligger mig ned for at håbe, at det jeg kan fornemme er ved at ske, IKKE sker. Dagen efter tager jeg til lægen, som sender mig videre til scanning på hospitalet. Ventetiden var forfærdelig lang og da jeg bliver scannet, vender skærmen væk fra mig og da kan jeg godt gætte hvorfor. De fortæller mig, at jeg har tabt fosteret og hele min verden bryder sammen. Det var et slag i ansigtet og jeg havde aldrig overvejet at dette kunne ske for os. Efter at have siddet på stuen og grædt i lang tid, får jeg endelig taget mig sammen og går ud på hospitalsgangen for at tage hjem. Der står min mand, som har skyndt sig hjem fra job og står der i sin millitæruniform. Jeg begynder at græde og løber hen i hans arme. Han kunne selvfølgelig her godt gætte hvad jeg havde fået af vide, men han græder ikke. han forsøger at være stærk for os begge. Da vi kommer hjem, kan heller ikke han, holde tårerne tilbage. Vi er herefter nødt til at fortælle det til familie og venner, som kun gjorde det endnu hårdere. En uges sygemelding og tanken om, at vi selvfølgelig bare prøver igen, får os til at tænke positivt og får os videre.
Vi lader os ikke slå ud. Et par måneder senere, er jeg gravid igen. Vi er denne gang også rigtig glade og kan næsten ikke få armene ned. Vi tænker at man da ikke taber det igen, nu må det være lykkens gang. Nej, igen bliver vi skuffede da jeg taber det 6 uger henne. Følelsen af, at det aldrig kommer til at ske, sniger sig stille og roligt ind på os begge. Min mand er adopteret og jeg når derfor at tænke adoption, rugemor og andre muligheder. Forholdet er blevet meget stærkere af det og vi var rigtig gode til at støtte hinanden, men nøj hvor var det hårdt!
Måneden efter, er jeg gravid igen og jeg kan bare mærke det i maven. Jeg var slet ikke i tvivl og tænker, at tredje gang er lykkens gang. Endnu engang bliver vi tværet i gulvet, da jeg mister det i 6. uge. Det samme sker igen måneden efter og faktisk også måneden efter igen. Nu havde vi mistet fem gange på relativ kort tid og vi begynder at blive meget bekymrede. Så vi opsøger en speciallæge i juli 2014, så vi kan komme til bunds i problemet. Her får vi af vide, at jeg har en polyp i livmoderen, som muligvis er årsag til aborterne, men det var ikke nødvendigvis derfor. Jeg får tid til en operation d. 9. oktober 2014.
19. september 2014 er min mand og jeg lige kommet på plads i vores nye hus og grundet operationen, havde vi forsøgt IKKE at blive gravide. Men denne dag får jeg en mærkelig mavefornemmelse, som føre til at tage en graviditetstest, som viser sig at være positiv. Jeg bliver ikke engang glad, men mere bekymret for at operationen så bliver rykket frem i tiden. Min mand og jeg er til scanning i uge 6,7,8 og 9 og baby har ikke i sinde at forlade min mave denne gang. Vi er herefter til scanning uge 10 og 12 og baby er STADIG i maven! YES, endelig må det være blevet vores tur. Jeg bliver pludselig ramt af en forfærdelig skyldfølelse, da vi egentlig ikke var særlig glade. Frygten for at blive skuffet igen, gjorde at vi ikke turde blive glade. Efter kønsscanning i uge 15, hvor vi finder ud af at det er en lille pige og vi ved hun skal hedde Emma (navnet vi valgte til barnet, den første graviditet), siger jeg til min mand, at vi skylder hende at være glade. Vi skylder hende, at glæde os til hendes ankomst og tro på at hun nok skal klare den inde i maven. Vi er første rigtigt glade efter uge 28, hvor vi ved at hun kan klare sig nogenlunde, hvis hun vil ud.
Puha en "ulykke" kommer sjældent alene. Graviditeten, som jeg jo virkelig havde glædet mig til i laaaaang tid, var pludselig ikke sjov. Kvalme og opkast igennem hele graviditeten, problemer med lænden, sure opstød og halsbrand og en helt enorm mave. Kunne ikke sove om natten og heller ikke slappe af om dagen, da jeg havde voldsomme smerter når jeg lå ned. Grundet manglende søvn og andet, var jeg meget syg hele tiden og sygdom føles endnu værre når man er gravid:)
ENDELIG, tre uger før tid ville hun ud. Jeg havde termin d. 18. maj 2015, men d. 22. april, begyndte jeg at få stærke plukveer. Plukveerne varede i 4 lange døgn, hvor jeg næsten ingen søvn fik. Derefter 32 timer med veer, hvor jeg selvfølgelig heller ingen søvn fik. Jeg var i princippet klar til fødsel og helt åben ved 18-19 tiden d. 26. april, MEN hun lå skævt med hovedet og var derfor ikke kommet langt nok ned i bækkenet. Jeg begyndte at få pressetrang og pressefasen endte med at varer i flere timer, fordi jeg IKKE måtte presse før hun var kommet længere ned. Jeg føder d.26. april kl.23.59. Jeg har aldrig prøvet noget så smertefuldt. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn imellem veerne og JA også imellem presseveerne. Den sidste del af min fødsel, indtil Emma lå på min mave, er faktisk meget sløret for mig.
Ingenting blev som vi havde forstillet os. Man har en forestilling om at det bliver som man ser i medierne og på film. Et fantastisk øjeblik når man ser de to streger på testen. En fantastisk tid imens man er gravid, hvor man bare nyder maven, ikke tager på og svæver på en lyserød sky. Realiteten er måske bare, at de færreste kvinder oplever det sådan. I dag er der desværre også mange der kæmper for at blive gravide og også mange med svære graviditeter. Et godt råd herfra, er bare at være åbne omkring det, så venner og familie kan hjælpe og støtte så godt de kan og ved hvad i gennemgår.
Jeg ville gøre det igen! Jeg kan dog sige, at kærligheden er så stor til vores lille drømmebaby, at jeg ville gøre det hele igen. Jeg er taknemmelig for at vi fik vores lille pige, som er sund og rask. Jeg er taknemlig og lykkelig hver dag, når jeg vågner op ved siden af min mand og lille prinsesse. Jeg vil aldrig glemme skuffelserne, den hårde graviditet og den hårde fødsel, men jeg gør det gerne igen, for det er det største at blive nogens mor.
Hvis i er nogen derude der kæmper for at blive gravide, har aborteret eller andre ting, så bare kæmp med næb og klør. Aldrig giv op!
Puha en "ulykke" kommer sjældent alene. Graviditeten, som jeg jo virkelig havde glædet mig til i laaaaang tid, var pludselig ikke sjov. Kvalme og opkast igennem hele graviditeten, problemer med lænden, sure opstød og halsbrand og en helt enorm mave. Kunne ikke sove om natten og heller ikke slappe af om dagen, da jeg havde voldsomme smerter når jeg lå ned. Grundet manglende søvn og andet, var jeg meget syg hele tiden og sygdom føles endnu værre når man er gravid:)
ENDELIG, tre uger før tid ville hun ud. Jeg havde termin d. 18. maj 2015, men d. 22. april, begyndte jeg at få stærke plukveer. Plukveerne varede i 4 lange døgn, hvor jeg næsten ingen søvn fik. Derefter 32 timer med veer, hvor jeg selvfølgelig heller ingen søvn fik. Jeg var i princippet klar til fødsel og helt åben ved 18-19 tiden d. 26. april, MEN hun lå skævt med hovedet og var derfor ikke kommet langt nok ned i bækkenet. Jeg begyndte at få pressetrang og pressefasen endte med at varer i flere timer, fordi jeg IKKE måtte presse før hun var kommet længere ned. Jeg føder d.26. april kl.23.59. Jeg har aldrig prøvet noget så smertefuldt. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn imellem veerne og JA også imellem presseveerne. Den sidste del af min fødsel, indtil Emma lå på min mave, er faktisk meget sløret for mig.
Ingenting blev som vi havde forstillet os. Man har en forestilling om at det bliver som man ser i medierne og på film. Et fantastisk øjeblik når man ser de to streger på testen. En fantastisk tid imens man er gravid, hvor man bare nyder maven, ikke tager på og svæver på en lyserød sky. Realiteten er måske bare, at de færreste kvinder oplever det sådan. I dag er der desværre også mange der kæmper for at blive gravide og også mange med svære graviditeter. Et godt råd herfra, er bare at være åbne omkring det, så venner og familie kan hjælpe og støtte så godt de kan og ved hvad i gennemgår.
Jeg ville gøre det igen! Jeg kan dog sige, at kærligheden er så stor til vores lille drømmebaby, at jeg ville gøre det hele igen. Jeg er taknemmelig for at vi fik vores lille pige, som er sund og rask. Jeg er taknemlig og lykkelig hver dag, når jeg vågner op ved siden af min mand og lille prinsesse. Jeg vil aldrig glemme skuffelserne, den hårde graviditet og den hårde fødsel, men jeg gør det gerne igen, for det er det største at blive nogens mor.
Hvis i er nogen derude der kæmper for at blive gravide, har aborteret eller andre ting, så bare kæmp med næb og klør. Aldrig giv op!
Kunne du tænke dig at blive blive gæsteblogger ligesom Nina? Send mig en mail på incredibabyblog@gmail.com, og fortæl lidt om dig selv, og om din historie :-)
Husk, at du kan følge med på instagram @sanneagersnap og på facebook @incredibaby her