Tilbage til verden: Jobsøgning

Elliot har jo rundet de 6 måneder. Faktisk runder han snart de 7. Det betyder, at han kan en helt masse ting lige pludseligt. Men det betyder også, at jeg skal til at tune mit hovede ind på den virkelige verden igen. Jeg er nemlig nyuddannet, og skal faktisk snart til at finde mig et job. Man skal åbenbart have penge når man sådan har købt et hus. Og en bil. Og fået et barn. Who knew? Det er lidt en boble man går rundt i når man er på barsel. Det er da skide hyggeligt, men faktisk glæder jeg mig også til at komme ud i virkeligheden igen og få en hverdag på en anden måde. Som familie, hvor både mor og far er ved sine fulde fem, og ikke har barselshjerne. Min barsel slutter officielt ultimo januar, så til den tid skal Elliot gerne være kørt godt ind i institution og være klar til hverdagen uden mor eller far derhjemme. Mads skal så godt nok skrive speciale, så vi har den luksus at vi kan give ham korte dage i institution. Det er jeg virkelig glad for. For det skærer lidt i hjertet at pædagoger faktisk har flere vågne timer med ham end os selv. Det skal man nok lige vænne sig til. Men jeg er altså gået i gang med at kigge på hvad der rører sig på jobfronten. Og der rører sig da nogle ting vil jeg sige. Det er så at sige "æ så ring' endda". Så nu må vi se. Hvis jeg ikke skulle finde noget, så kan jeg jo altid læse min kandidat fra næste september ;-) jobsøgning  

Husk, at du kan følge med på instagram @sanneagersnap og på facebook @incredibaby her