3. graviditet: Uge 23+24

"I denne uge skal du mærke liv fra barnet hver dag". Det er vist det mest skelsættende, der sker når man når til uge 24. Nu er der ikke bare chance og tendens for at mærke liv hver dag, nu er det et must. Jeg har dog de sidste mange uger mærket en del liv hver eneste dag, og kender efterhånden lidt til "rytmen" ift, at hun ofte er aktiv om morgenen og aftenen, når jeg ligger i sengen. Det er ikke sikkert, at hun rent faktisk er mere aktiv der, men måske er jeg bare bedre til at mærke efter der. Det er helt klart min erfaring fra de andre gange - ofte er det ligeså meget mig, der ikke har været opmærksom, nærmere end dem, der ikke har bevæget sig. Men nervøsitet omkring manglende liv er noget, jeg tror de fleste gravide har oplevet - måske kun en enkelt gang, men jeg tror det er meget normalt at opleve :-) I går havde jeg en dag med en lænd, der drillede og gjorde ondt. Det er første gang i denne graviditet, udover i starten, hvor alting arbejdede på højtryk. Det er sådan nogle ting, der også gør mig opmærksom på, at jeg rent faktisk er ved at være ganske "rigtig" gravid, selvom jeg har svært ved at følge med. Særligt i disse tider, hvor spekulationerne helt klart går på alt muligt andet end graviditet. Jeg har lige lidt over 100 dage til termin, og er altså gravid i 5. - snart 6. måned. Senere i denne uge skal jeg til andet lægebesøg, og det skal jeg altså også selvom det er corona-tider. Der er åbenbart nogle ting, de fortsætter med - bl.a. graviditetsundersøgelser og børneundersøgelser (det ved jeg, fordi jeg har haft Elliot til 5 års undersøgelse i sidste uge). Jeg har i dag målt mig rundt om maven - 90 cm, hvilket jo lyder helt skørt. Mit taljemål er normalt 66 cm, så man må sige der sker noget - haha! Jeg kan helt klart godt mærke i kroppen at jeg, som skrevet før, kommer længere og længere hen i graviditeten. Men også, at jeg jo har drengene hjemme hver dag, og er en hel del mere på benene end jeg er på kontoret. Jeg sidder ned så meget jeg kan, hvilket er en del. Men man rejser sig bare op virkelig mange gange hele tiden for at hjælpe dem med et eller andet. Så jeg synes godt jeg kan mærke, at jeg er i gang. Men det sker der heldigvis heller ikke noget ved ;-)