Hvis der er noget, der er fællesnævner for samtlige uger i min graviditet denne gang, så er det at de flyver afsted. Hver eneste mandag har jeg taget hul på en ny kalenderuge, men er også en graviditetsuge længere henne, end ugen forinden. Og jeg kan dårligt følge med! I dag er jeg 20+2, ifølge min pålidelige app. Så det må jo passe, selvom det føles som meget kort tid siden, jeg stod med to streger på testen.
Der er nu 20 uger til terminsdatoen, og jeg synes vi skal nå vildt meget på de 20 resterende uger! Vi skal nå at holde 5 års fødselsdag for Elliot, 30 års fødselsdag for Mads (dem slår vi sammen, i øvrigt), holde rejsegilde, til Lalandia, til Sverige, overtage huset, og flytte ud af Mads' forældres hjem, og ind i vores eget. Og når alt det er overstået, så er der stadig 6 uger til termin. Og så skal jeg også på barsel derefter - vi har jo trods alt stadig 2 fuldtidsjobs (og 2 børn), på trods af alle vores planer i privaten ;-)
Det er nok nøgleordene for hvad der sker i min graviditet lige nu. Det går stærkt, og ellers mærker jeg faktisk stadig ikke noget til det. Min halsbrand er blevet væsentlig bedre lige nu, og min hud arter sig faktisk også nogenlunde disse dage. Det med huden ved jeg dog, svinger meget. Så jeg kan sagtens få perioder med rigtig mange urenheder masser af gange inden fødslen. Min hud reagerer ikke godt på hormoner - det har været en fællesnævner i alle 3 graviditeter, så det er jeg ikke overrasket over. Det er sådan, det er for mig. Så må man huske på, at man trods alt ikke har andre gener.
På dette tidspunkt var jeg tæt på en sygemelding i de to andre graviditeter, pga. regelmæssige plukkeveer, som under CTG lignede fødeveer i regelmæssighed. Der tager de ikke nogen chancer, og jeg har følt mig meget uretmæssig invalideret, fordi jeg jo følte mig helt rask på alle andre måder. Det har været ret svært at være i, faktisk. Når jeg tænker tilbage forstår jeg faktisk ikke, at jeg kunne bevare det gode humør.
MEN - denne gang har jeg faktisk slet ikke mærket noget til plukkeveer udover en enkelt dag. Jeg ved ikke, om jeg har dem - for jeg mærker dem ikke. Og det var helt anderledes de andre gange. Der gjorde de ondt og nev i underlivet hver eneste gang, egentlig. Så jeg kan ikke rigtig beskrive hvor optimistisk jeg er i øjeblikket - jeg er begyndt at tro på, at jeg denne gang får lov at have en graviditet helt uden komplikationer. Det kunne simpelthen være så fedt at prøve - og det er lidt farligt, at sætte næsen op efter. Men man må altid gerne håbe - så det gør jeg. Det gør vi!
Så lige nu synes jeg ikke, at noget kan slå mig ud. Halvvejs er nået - og jeg føler de næste 4,5 måneder kommer til at flyve lige så hurtigt. Gisp! ;-)