Kønsscanning og barsel
Denne uge har været præget af kønsscanning, som jeg har skrevet et
helt indlæg om, og en erkendelse af, at jeg altså skal på barsel fra mit job en dag. En dag i juni, for at være helt præcis. Og det føles på en måde som om, at der er længe til. Og på den anden side føles det som om, at det er lige om lidt. I hvert fald, når man egentlig ikke føler man har den store lyst til at forlade sit job i et år. Det kan I også læse mere om i indlægget
her. Der sker også ændringer på jobbet i tiden, hvilket naturligvis ikke umiddelbart gøre det sjovere at gå på barsel rent mentalt. Så det har jeg gået og tygget en del på i denne uge, og prøvet at finde fred med. Det er lykkedes sådan nogenlunde synes jeg. Det bliver i hvert fald nemmere for hver dag, og kommer helt sikkert også til at blive nemmere i takt med at maven vokser, og det kommende barn føles mere og mere "til stede".
At mærke liv
I går (15+0) mærkede jeg liv. Det tror jeg, at jeg har gjort før. Sådan en kildende, boblende fornemmelse, som jeg tror har været babyen. Men i går var jeg slet ikke i tvivl. De andre gange har det først været senere, men det giver nok fin mening, at det er tidligere for hver gang. Derudover kunne jordemoderen til scanningen i lørdags (14+0) også fortælle, at moderkagen ligger bagved - så der er heller ikke meget til at "maskere" babyens bevægelser.
Første jordemoderbesøg
I den kommende uge skal jeg til jordemoder, hvilket også er en ting, der gør det hele lidt mere virkeligt. Jeg er spændt på at høre lidt mere omkring hjemmefødsel, hvad vi kan forvente, og hvornår vi kan komme til en hjemmefødselscafé (informationsmøde for de, der er tilknyttet Kolding og overvejer hjemmefødsel).
Ingenmandsland
Udover et jordemoderbesøg, så er vi nået lidt til at stadie af ingenmandsland i graviditeten, og jeg husker det alt for godt fra de andre graviditeter. Der er et stykke tid til man skal til scanning igen, man mærker ikke liv hver dag, hvis man overhovedet mærker liv endnu, og der er ligesom faldet en form for ro på. Så man er ved at nå dertil, at spændingen har lagt sig lidt, og man begynder at finde ud af, at det der med at gravid, også bliver hverdag. Og at det er en del af ens liv de næste mange måneder. Så det er nogenlunde der, jeg befinder mig. I en slags ingenmandsland. Denne gang bemærker jeg det bare ikke helt så meget, fordi jeg både har fuldtidsjob
og to børn, udover at vi bygger et hus. Og så bor vi jo pt. i et familiekollektiv med Mads' forældre, så der er altid selskab ;-)
