2 år og 5 måneder. Så gammel er vores Elliot efterhånden blevet. Vores førstefødte søn, og mennesket der vendte vores liv på hovedet. Sådan er det med det første barn man får. De vender alting op og ned, og lærer én nogle nye ting om livet. Lærer én rigtig mange ting om, hvad kærlighed er.
Elliot blev født på en solskinsdag i marts. Faktisk blev han født om aftenen, men da vi lå på fødegangen talte vi om, at det da var en usædvanlig flot dag i marts måned, hvor det ellers havde regnet en del. Han var blå da han kom ud, men fik hurtigt farve da han kom over på mit bryst og fandt sin plads.
Den sidste måned er der sket meget med Elliot. Han har pludselig fundet sit sprog, som ellers har drillet ham lidt i kølvandet på store mængder af væske på ørerne. Han har fået lagt dræn. 2 gange faktisk, fordi det ene dræn faldt ud efter 6 dage. Men nu sidder de der. Begge to. Ikke flere sprungne trommehinder, og ikke mere frygt for gynger. Væske på ørerne kan drille i forhold til mange ting - det finder man ud af, når man pludselig står med et ørebarn. Han har dog aldrig været et klassisk ørebarn, for han har altid gerne villet vende på hovedet, og han har også sovet okay - så meget som man nu kan forvente af et barn ;-)
Motorisk er han ret godt med, tror jeg faktisk. Det er ikke noget man rigtigt tænker over, før man ser dem ved siden af jævnaldrene i eksempelvis vuggestuen. Det har nok været sjovere at bruge kroppen, når man kun har kunnet høre 30-40%, som var ørelægens bud. Men han har altid elsket bøger, og det har virkelig fået ekstra godt fat, nu hvor han kan høre. Der kommer dagligt nye ord, og lige pt. arbejder vi meget i farver og i "dreng" og "pige" - han er meget interesseret i hvem der er hvilket køn. Og så taler vi om tog. Hver. Eneste. Dag. Tog er the shit, når man hedder Elliot :-)
Elliot har i lang tid nærmest levet af havregrød. Det kan man åbenbart godt. Men de sidste uger er han begyndt at spise hvad vi andre spiser. Vi har haft en aftale om, at vi ikke bliver ved at spørge, om han ikke vil smage osv. Aftensmåltidet og Elliots afvisning af maden skulle ikke blive til en "ting". Det skulle ikke have for meget opmærksomhed. Og jeg ved ikke, om det har virket - eller om han bare er blevet ældre... Men han er altså begyndt at spise hvad vi andre spiser uden at brokke sig. Hvis vi eksempelvis får tortillas som ikke er skide nemt at spise som 2-årig, så koger jeg gerne at æg ved siden af som han også kan gnave af. Det er nemmere for ham at spise, og kan stadig fungere som en del af måltidet.
Putning er ikke et samtale-emne så ofte længere. Han sover for det meste forholdsvist nemt om aftenen, og til middag beder han selv om at blive puttet. Det er ikke altid han sover lur til middag - det svinger lidt alt efter hvad vi laver.
Elliot er glad for Elton. Jeg har virkelig ikke andet at sige, end at han bare er skide glad for ham. Han synes ikke det er rart når han hiver ham i håret, men venter alligevel til jeg får ham til at slippe. Han finder sig vist generelt i en del fra andre børn. Også i vuggestuen. Jeg håber, at han lærer at sige fra med tiden. For lige nu er han nem at ondulere, tror jeg. Heldigvis siger vuggestuen, at det aldrig er et problem fordi de andre er søde ved ham. Og det er måske fordi han aldrig selv slår eller driller de andre.
Han har i lang tid skullet se situationen an, før han er sprunget ud i noget nyt. Det skal han stadig, men han er uden tvivl blevet en modig lille fyr. Hopper i vandet selvom hovedet kommer under, laver tricks på gynger og vil selv køre i den store vandrutchebane. Og bliver sur, når man ikke må! ;-)
Underholdningen består primært af bolde og hans værktøjsbænk. Der går ikke én dag, hvor der ikke bliver spillet bold. Fodbold er helt klart favoritten, og umiddelbart har han ret godt styr på det. Han har i hvert fald arvet sin fars boldøje, og ikke sin mors (mangel på) boldtalent.
Det lyder temmelig meget som en mors ord, og det er det jo så sandelig også... Men han er simpelthen en lille kærlig dreng, som forstår et nej, som kan være lidt forsigtig, og som giver verdens bedste krammere og kys!
