Ægte førstehjælp til nybagte mødre

57-1 Jeg læste i weekenden en artikel på vores børns facebookside. Det var en liste over ting, man skulle vide som førstegangsmor. En førstehjælp. Og listen var såmænd ganske god og relevant - men også en smule overordnet, uspecifik og pæn. Og sådan er det jo ofte, når man skal give råd ud, der skal ramme mange på én gang. Derfor er det ikke sikkert, at alle kan bruge listen I herunder får serveret. Men jeg er ret sikker på, at kvinderne der læser med herinde hos mig helt sikkert kan bruge den til noget. Så her er der en førstehjælpsliste, som jeg synes er enormt essentiel når man sådan er blevet mor for første, anden, tredje eller fjerde gang (ja, eller flere!)
  • Lær hvordan du laver en kaffe der er stærk nok til, at du kan hælde mælk i uden den bliver for svag i smagen. Mælken er livsnødvendig fordi kaffen dermed er drikkeklar med det samme. Hvis den ikke er det, så risikerer du at blive forstyrret af barnet og glemme alt om din kaffe indtil den er kold. I så fald kan en kaffe godt mikro-varmes en 2-3 gange. No problem.
  • Køb en tørshampoo, så du hurtigt kan redde din hårsituation hvis du pludseligt får besøg, og du ikke orker deres medlidende blikke når de kan se, at du igen ikke har haft tid til et bad.
  • Concealer er din ven, hvis du skal ud af døren. Til gengæld er du kommet endnu længere, hvis du bare kan være ligeglad ;-) Jeg nåede aldrig at være helt ligeglad, eftersom jeg handlede ind i Århus' mest besøgte Netto....
  • Lær at acceptere blod. Hvorfor? Jo, fordi du bløder efter en fødsel. Nok til, at du ville kunne fake et mord....
  • Køb derfor bind i "gigant-størrelse". Det er i øvrigt også en betegnelse, som pigerne i Matas kender.
  • Hvis du ikke får det udleveret på sygehuset, så køb en skylleflaske. Og hvad er det så? Jo, det er en lille flaske som du kan fylde med vand og hælde med imens du tisser. Stadig forvirret? Du hælder det ret simpelt ned for at lindre for svien når du tisser lige efter du har født. Det er guld værd, trust me. Og jeg gik altså ikke engang i stykker.
  • Find dig et blødt sted at amme i starten. Ikke en fin gammel gyngestol i træ. Det gør altså temmelig ondt at presse en vandmelon ud af et nøglehul, og der går lige lidt tid før alt igen er tip-top.
  • Når du får besøg og folk underholder barnet, så er det okay at tage chancen for at nå at svinge støvsugeren og få noget mad indenbords.
  • Det er en god idé, at hjælpe maven lidt på vej når den skal trække sig sammen igen. Jeg brugte min strækvikle fra ergobaby til at binde om maven, men man kan vist også købe et mavebælte til formålet. Det støtter i øvrigt også dejligt omkring ryggen. Se mere om mine fremskridt med maven efter fødslen her.
  • Det er okay, at I lever af take-out de første uger, hvis I ikke kan overskue at lave aftensmad. Jeres forældre vil helt sikkert også gerne medbringe en lasagne når de kommer på besøg!
  • Find dig tilrette i dit afslapningstøj, og vær okay med, at du har barselsknold og rander under øjnene. Du behøver ikke ligne en perfekt instamom. Dem er der alligevel ingen der kan lide ;-)
  • Kig på billeder af Linse Kessler, og træn dit øje til at nyde synet. For det er sådan du kommer til at se ud, når mælken løber til.
  • ... kig derefter på billeder af kvinder med meget små bryster. Det er muligvis sådan du kommer til at se ud når du ikke længere ammer...
  • Øv dig i at sige "det er mit barn, og jeg kender ham/hende bedre end nogen anden". Om ikke andet, så til dig selv. Det er meget brugbart når de velmenende kommentarer og råd får dig til at føle dig lidt som en falleret mor. Og med hensyn til kommentarerne, så kan I læse mit indlæg "11 irriterende ting, folk siger til en nybagt mor"
Er der ting I synes der skal tilføjes listen? :-) sommerhus5