Fra fødselskrise til planlagt hjemmefødsel
I dag er det blevet tid til endnu et indlæg i "livet som mor"-porteføljen.
Louise fortæller om sin hjemmefødsel, og det er så sjovt at blive inviteret med indenfor til en anderledes fødsel. Læs med herunder - du bliver ikke skuffet! :-)
Jeg hedder Louise, er gift med Peter og mor til to drenge, Jens fra sep. 2012 og Johan fra sep. 2015.
Min historie starter helt tilbage i 2012, da Jens kom til verden. Han er født 40+3 og fødslen startede med, at mit vand gik kl 02.00 om natten, og da jeg rejser mig fra sengen, begynder jeg så småt at få veer. Vi ringer til fødegangen og kører til sygehuset med en forventning om, at vi nok bliver sendt hjem igen, da det jo er første barn. Vi har ca. 30 minutters kørsel til sygehuset, og på turen har jeg veer med 3-4 minutters mellemrum. Vi er indskrevet på fødegangen kl. 03.15, og på det tidspunkt er jeg 10 cm åben. Jens er født kl. 04.10 efter 20 minutter med presseveer og uden nogen form for smertelindring. Jeg går en del i stykker, og de kan ikke komme til at sy det ordentligt. Efter 2 timer bliver jeg kørt på OP for at blive lappet sammen.
Jeg har på intet tidspunkt følt det som en traumatisk oplevelse at føde Jens, men det var ret kaotisk, da det gik så hurtigt. Jeg havde mere en følelse af, at fødslen var noget som skete FOR mig - ikke så meget MED mig. Efter noget tid tænkte jeg ikke så meget på det mere- det var jo bare en fødsel. Faktisk nåede jeg til et punkt, hvor jeg syntes det var ret morsomt at se og høre andres reaktion på oplevelsen. Jeg mødte mange "Hvor vildt! F***! Hvad gør i næste gang! Du bliver da en af dem, der føder på en rasteplads! Du bliver da nødt til at føde hjemme!"
Da jeg så blev gravid med Johan, begyndte tankerne omkring fødslen at fylde i mit hoved. Faktisk allerede da jeg testede positiv. "Går det mon lige så hurtigt denne gang eller måske endnu hurtigere? Bliver det lige så kaotisk en oplevelse? Hvad gør vi med Jens, når vi skal på sygehuset? Hvad nu hvis det er midt om natten? Hvad gør jeg, hvis Peter er på arbejde?".
Når mine tanker løber løbsk, er jeg nødt til at blive meget konkret og logisk for at stoppe dem igen. Det mest logiske jeg kunne komme i tanke om var, at jeg nok skulle sættes igang en uges tid før, så vi ligesom kunne planlægge det praktiske omkring Jens og sørge for, at Peter havde fri. Jeg syntes faktisk, at ideen var så god, at jeg var helt overbevist om, at jeg nok skulle få jordemoderen med på den, når jeg skulle til første samtale hos hende. Hehe- ja, hvad gør man ikke for at få ro i hovedet.
I dagene op til det første besøg hos jordemoderen, blev det værre. Jeg troede ikke længere på min egen, og i mine øjne, den ENESTE løsning. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ville være op til hende. Jeg var så presset, bange og frustreret. Så da jeg endelig sad hos hende, og hun til slut spurgte; "Er der mere vi skal snakke om i dag?" begyndte jeg at tudbrøle. Hendes kommentar var; "Jamen dog Louise- tror du ikke, at du skal overveje at føde hjemme." Godt nok havde jeg svært ved at få et ord frem for tårerne, men jeg fik da fremstammet: 'En ting er 100% sikkert, jeg skal for alt i verden IKKE føde på en rasteplads, og jeg skal absolut heller ikke føde hjemme". Det hippie-pjat kunne hun godt glemme ALT om. Hverken hun eller nogen anden skulle lave om på min beslutning, og hvis ikke hun ville lave en igangsættelse, så ville jeg kræve at få et planlagt kejsersnit!
Jeg mente selvfølglig ikke et ord af det, jeg havde sagt, men mine følelser sad helt uden på tøjet, og jeg var simpelthen så bange for ikke at nå ud til dem med "de gode drugs", og dem som kunne lappe mig sammen igen bagefter. Jeg kunne heller ikke overskue, hvis vi risikerede at stå med det hele selv.
Jeg kom ikke derfra med en afklaring, men med besked om at tage til hjemmefødselscafe, og først derefter ville hun være villig til at lave en mere detaljeret plan for mit forløb. MÅSKE med en igangsættelse, men det var absolut ikke noget hun ville anbefale. Slukøret tog jeg hjem til Peter, og med endnu flere tårer fik jeg fortalt om samtalen.
Peter var også bekymret for fødslen, af nogle af de samme grunde som mig. Alene kunne vi ikke komme nærmere en konklusion, så vi blev enige om at tage ind til den kommende hjemmefødselscafe. For som Peter i sjov sagde, "Hvis det pjat skal foregå herhjemme, så må vi jo have svar på, hvor meget plastik jeg skal have købt hjem til at dække ned med". Tja, man er vel gift med en håndværker.
Nogle uger senere, kørte vi afsted til hjemmefødselscafe i Aalborg. Jeg var ret nervøs på vejen derud, for jeg vidste, at det var helt op til mig, om vi skulle vælge at føde hjemme eller ej. Jeg havde besluttet med mig selv, at jeg ikke ville tage valget før mødet var slut.
Til mødet sad vi ca. 10 par med maver, to mødre med nyfødte og de 8 hjemmefødselsjordemødre. Vi blev budt velkomne og en af jordemødrene fortalte kort om reglerne for at vælge og gennemføre en hjemmefødsel. Mor og barn skal være raske, flergangsfødende skal have haft en normal og ukompliceret fødsel, barnet skal vende med hovedet nedad, og så skal man være gravid mellem uge 37+0 og 41+0. Reglerne kan være lidt forskellige alt efter hvor i landet man bor, og hvilket sygehus man vælger at være tilkoblet. Hernæst slyngede de nogle tal ud fra statistikker omkring hjemmefødsler. Det var mest henvendt til fædrene, da de havde erfaringer med at kolde facts virker mest overbevisende på mænd. Sjovt nok kan jeg heller ikke huske, hvad de facts omhandlede, men Peter nikkede vældig fornøjet, imens de blev fremlagt.
En ting jeg dog hæftede mig ved var, at der ALDRIG tages chancer ved en hjemmefødsel. Dvs. hvis vandet er grønt, hvis baby er/bliver stresset, hvis fødslen trækker ud, ja i det hele taget, hvis noget i forløbet virker unormalt, så bliver man overflyttet til sygehuset. Man får altså kun lov at føde hjemme, hvis alt går som det skal. Og faktisk holder de ekstra godt øje med disse ting, da der jo ikke er en læge eller andet personale lige i nærheden. En overflytning vil altid foregå så roligt som muligt med patienttransport, og i det tilfælde følger jordemoderen med ind på sygehuset og føder med dig. Du skal altså ikke i egen bil og risikere at "svine den til" (lidt til mændene igen). Herefter fortalte de to nybagte mødre om deres fødsel, og derefter fortalte vi andre par om hvorfor, vi havde valgt at komme til mødet. Da alle havde fortalt, kunne man gå op og melde sig til ordningen, hvis man ville.
Jeg kiggede lidt på Peter, han kiggede lidt på mig. Jeg var stadig ikke helt overbevist, og jeg syntes stadig det var lidt for alternativt for mig. Jeg kunne dog godt se det praktiske i, at vi ikke skulle ud og køre nogen steder. Så var det med rastepladsen jo ligesom løst. Jeg rejste mig og gik op til en ledig jordemoder, som hed Dorte. Jeg fortalte hende som det var, at jeg var meget i tvivl, og at jeg jo som sagt ikke var her, fordi det var mit ønske, men fordi det nok var det mest praktiske for mig at vælge en hjemmefødsel. Hun sagde, at hvis man var tilknyttet hjemmefødselsordningen ville man til hver en tid kunne vælge at føde på sygehuset - så følger jordemoderen bare med derind. Det var tværtimod ikke muligt at vælge en hjemmefødsel til i sidste øjeblik, hvis ikke man var tilmeldt ordningen. Så vi valgte at melde os til, for så havde vi god tid til at tænke det hele igennem, uden at binde os til at føde hjemme. Man bliver tilkoblet et team af to jordmødre, og så har man et reserveteam, hvis ens jordemoder sidder i en anden fødsel. Er reserveteamet også ved en fødsel, ringer man til fødegangen, og så sender de den nærmeste hjemmefødselsjordemoder.
Dorte blev min jordemoder. Sjældent har jeg mødt et menneske som hende, der bare gik lige ind i mit hjerte fra første øjeblik. Hun var top professionel og så sød og naturlig, at hun på to konsultationer fik alt min tvivl, frygt og angst til at forsvinde. Vi fik styr på helt ned i detaljer, hvad jeg skulle holde øje med af tegn, hvornår jeg skulle ringe hende op, og hvor meget jeg skulle fortælle i telefonen, når først min fødsel gik i gang. Jeg følte ENDELIG, at jeg havde kontrol over det, der kan kontrolleres ved en fødsel. Aftalen var, at jeg skulle være kort og præcis og ringe ved den mindste forandring. Hun ville hellere komme forgæves end slet ikke nå frem.
Vi fik en liste med de ting, vi skulle gøre klar, når terminen nærmede sig. Man skal selv sørge for tisselagen, håndklæder, tæpper og affaldssække. Resten kommer jordemoderen med. Jeg tror, vi brugte 5-6 store håndklæder og så et varmt tæppe. Jeg havde fundet nogle som kunne kasseres bagefter, hvis det blev nødvendigt. Men alt blev rent efter første vask. Derudover er det en god ide at have noget druesukker, saftevand med sukker, isterninger og sugerør i huset.
Den anden konsultation med Dorte var et hjemmebesøg. Her fik vi snakket om hvor fødslen evt. kunne foregå, om jeg havde specielle ønsker til fødestilling, hjælp under fødslen, og hvilke opgaver Peter skulle have. Vi fik også lavet en aftale ifht. HVIS jeg nu fik ringet for sent, og hun ikke kunne nå frem i tide. Peter blev informeret om, hvordan han skulle hjælpe mig, hvordan han skulle gribe Johan, og hvordan vi skulle pakke ham ind, indtil Dorte kunne være hos os. Vi ville i dette tilfælde have Dorte i telefonen på medhør. Vi aftalte, at Jens som udgangspunkt skulle være hjemme, hvis jeg gik i fødsel om natten. Skulle han, mod forventning, vågne, skulle mine svigerforældre komme efter ham. De bor 10 min. kørsel herfra, og skulle det gå hurtigere, havde vi allieret os med vores naboer.
NU var vi klar. Lillebror kunne bare komme an! Jeg var 36+3 og skulle nu bare vente.
Til hjemmefødselscafeen havde de egentlig anbefalet, at man ikke snakkede for højt om beslutningen. De havde erfaringer med, at par blev mødt med mange fordomme, fordi de havde valgt at ville føde hjemme. For mig var det vigtigt, at det ikke var hemmeligt. Også selvom jeg ville møde evt. modstand. Jeg havde brug for folks reaktion, for at få sat ord på det, der bekymrede mig, og det der IKKE bekymrede mig. En del i min omgangskreds syntes, det var enormt spændende, også meget mere end jeg selv syntes. Vi mødte også nogle; " Vildt- hvordan tør du det?". Men sandheden var jo, at jeg turde ikke vælge det fra. Til sidst gik der lidt sport i at fortælle det, bare for at se frygten i folks ansigter.
Den sjoveste reaktion jeg har mødt, var fra en kollega. Da jeg fortalte, at vi havde meldt os til hjemmefødsel, sagde vedkommende; "Okay, jamen har i ikke lige solgt jeres badekar?" Mig; "øh, jo. Hvad har det med sagen at gøre?" Kollega; "Jamen, skal man ikke føde i vand, når man føder hjemme?"! Og nej, det SKAL man ikke. Der er mange der vælger at føde i vand. Enten i et fødekar, som man kan købe eller leje. (Der findes grupper på Facebook, som kun handler om hjemmefødsler.) Eller i badekar, hvis man selv har et, som er stort nok. Jeg havde ikke lyst til at føde i vand, og der havde heller ikke været tid til at fylde et kar for mit vedkommende.
Torsdag d. 17. September er jeg 39+2. Kl. 00.45 vågner jeg ved, at det giver to store smæld i maven, og jeg tænker, gad vide om det var mit vand der gik. Jeg står op og går ud for at tisse, men bliver ikke umiddelbart bekræftiget i, at det er vandafgang. De næste 10-15 minutter løber jeg til og fra toilettet, og har samtidig 3-4 veer, som jeg ikke er sikker på er andet end plukkeveer. Kl. 01.10 får jeg en ve, der ikke er til at tage fejl af, dog uden at den gør særlig ondt. Jeg vækker Peter, og fortæller ham at det er nu, så han må gerne finde tingene frem, vi skal bruge, for nu ringer jeg efter Dorte. Jeg går ud og sætter mig i stuen og ringer dorte op. Da hun tager telefonen, er det eneste jeg siger; "Det er Louise, jeg tror, du skal komme nu." Hun griner med et; "Spændende, er du sikker?". Mig; "Øh, nej! Men jeg tror, du skal komme nu". Vi aftaler, at jeg skal ringe hende op, hvis veerne tager ydeligere til, og at hun kører fra Aalborg med det samme. Klokken er nu 01.20, Veerne tager til, så jeg beder Peter finde en madras, og jeg ligger mig ned på den på stuegulvet for at sinke processen lidt. Han finder et par små håndklæder til Johan, og varmer dem i oven, så de er dejlige lune. Jeg kan høre, at han rumsterer ovre i køkkenet. Han er dybt koncentreret om at ordne de ting, der er blevet aftalt. Han kigger over til mig et par gange, og jeg beder ham tage et par billeder, imens jeg har veer, så han har noget at bruge imod mig senere. Kl. 01.47 beder jeg Peter om at ringe Dorte op igen, for nu synes jeg, at jeg har pressetrang. Hun er heldigvis lige om hjørnet, så jeg sender Peter ud for at hjælpe hende med bagagen. Dorte kommer løbende ind og siger; "Heeej", med et stort smil. Jeg får kun lige vinket til hende nede fra madrassen, da veerne nu kommer uden pause. Hun tjekker mig hurtigt og melder klar til at presse Kl 01.55. De første 3-4 presseveer har jeg imens, jeg ligger på siden på madrassen, men den stilling fungerer ikke ret godt for mig. Det er heller ikke så meget baby, der kommer ud, men alt muligt andet. Ja, man skulle tro, at jeg var udtømt efter alle de toiletbesøg tidligere. Det hører jo med. Jeg kommer istedet op og sidde på knæ på madrassen, og Peter henter en stol, jeg kan læne mig op af. Nu kommer presseveerne uden pause og jeg kan skubbe godt til ham. For sjov får jeg fremstammet imellem to presseveer, "Pis, jeg havde håbet det allerede var hovedet!" Dorte griner lidt og kommenterer kun, at det kommer skam med næste pres. Hun havde ret. Det kom med næste pres, og et par sekunder efter hovedet var født, griber Dorte en helt perfekt og sund Johan Kl 02.10.
Han skriger, som de jo helst skal, og jeg kommer ned og ligge på madrassen, og får Johan op på maven.
Så bliver der stille, HELT stille. Alle smiler, Johan kigger op på mig med store smukke øjne. Dorte og Peter tager mig under hver arm, og trækker mig på madrassen hen, så jeg kan sidde op af sofaen. Hun rydder hurtigt gulvet for affald og vasketøj, sætter sig op til spisebordet og skriver journal. Imens laver Peter kaffe, varmer boller og finder Asti frem. Så sidder vi der. Jens sover tungt nede på sit værelse. Ingen kan se, at her lige er forgået en fødsel. Bortset fra, at her nu er en baby, som ikke var her for 10 minutter siden. Peters kommentar var; "Det sviner sgi da mere, når jeg renser fisk"!
Vi tænder lidt stearinlys, imens jeg føder moderkagen. Jeg får K-vitamin i låret, bliver syet et par sting og får så bukser på. Ja, de der lækre netunderbukser! Jeg sidder stadig på madrassen med Johan sovende på min mave.
Herefter bliver han målt og vejet. Kl. 04.30 siger Dorte farvel. Hun havde sat vasketøjet ud til vaskemaskinen, og hun tog affaldet med sig. Vi sætter os stille ind i soveværelset. Kl. 06.00 kan jeg simpelthen ikke vente længere, jeg er ved at sprænges af spænding. Jeg er nødt til at hente Jens og fortælle ham, at NU er lillebror endelig kommet.
Efterfølgende har jeg spurgt Peter, hvordan han oplevede det hele. Han fortalte, at han var rigtig glad for at kunne gøre en forskel for mig denne gang. Så kan det godt være, at det han gjorde mest var af praktisk karakter, men det var mindst lige så vigtigt. Han ville jo ikke kunne hjælpe mig med med at føde uanset. Det eneste jeg behøvede at tænke på, var at føde, resten havde han HELT styr på. Vi joker lidt med, at hvis vi skal have et barn mere, så klarer vi det helt uden jordemoderen.
Det er mit håb, at dette kan inspirere andre til at se hjemmefødsel som en mulighed. Og måske kan det være med til at aflive nogle af de myter og fordomme, der er omkring hjemmefødsler. Fordomme som jeg også selv havde. Jeg er hverken for eller imod hjemmefødsler, jeg synes man skal vælge det, man er mest tryg ved. Og er man i tvivl, så vil jeg klart anbefale at deltage i en hjemmefødselscafe, så man kan få spurgt ind til tingene. Ellers er man også velkommen til at stille mig yderligere spørgsmål.
Det hippie-pjat blev en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv! Jeg drømmer allerede om at prøve det igen.
Jeg hedder Louise, er gift med Peter og mor til to drenge, Jens fra sep. 2012 og Johan fra sep. 2015.
Min historie starter helt tilbage i 2012, da Jens kom til verden. Han er født 40+3 og fødslen startede med, at mit vand gik kl 02.00 om natten, og da jeg rejser mig fra sengen, begynder jeg så småt at få veer. Vi ringer til fødegangen og kører til sygehuset med en forventning om, at vi nok bliver sendt hjem igen, da det jo er første barn. Vi har ca. 30 minutters kørsel til sygehuset, og på turen har jeg veer med 3-4 minutters mellemrum. Vi er indskrevet på fødegangen kl. 03.15, og på det tidspunkt er jeg 10 cm åben. Jens er født kl. 04.10 efter 20 minutter med presseveer og uden nogen form for smertelindring. Jeg går en del i stykker, og de kan ikke komme til at sy det ordentligt. Efter 2 timer bliver jeg kørt på OP for at blive lappet sammen.
Jeg har på intet tidspunkt følt det som en traumatisk oplevelse at føde Jens, men det var ret kaotisk, da det gik så hurtigt. Jeg havde mere en følelse af, at fødslen var noget som skete FOR mig - ikke så meget MED mig. Efter noget tid tænkte jeg ikke så meget på det mere- det var jo bare en fødsel. Faktisk nåede jeg til et punkt, hvor jeg syntes det var ret morsomt at se og høre andres reaktion på oplevelsen. Jeg mødte mange "Hvor vildt! F***! Hvad gør i næste gang! Du bliver da en af dem, der føder på en rasteplads! Du bliver da nødt til at føde hjemme!"
Da jeg så blev gravid med Johan, begyndte tankerne omkring fødslen at fylde i mit hoved. Faktisk allerede da jeg testede positiv. "Går det mon lige så hurtigt denne gang eller måske endnu hurtigere? Bliver det lige så kaotisk en oplevelse? Hvad gør vi med Jens, når vi skal på sygehuset? Hvad nu hvis det er midt om natten? Hvad gør jeg, hvis Peter er på arbejde?".
Når mine tanker løber løbsk, er jeg nødt til at blive meget konkret og logisk for at stoppe dem igen. Det mest logiske jeg kunne komme i tanke om var, at jeg nok skulle sættes igang en uges tid før, så vi ligesom kunne planlægge det praktiske omkring Jens og sørge for, at Peter havde fri. Jeg syntes faktisk, at ideen var så god, at jeg var helt overbevist om, at jeg nok skulle få jordemoderen med på den, når jeg skulle til første samtale hos hende. Hehe- ja, hvad gør man ikke for at få ro i hovedet.
I dagene op til det første besøg hos jordemoderen, blev det værre. Jeg troede ikke længere på min egen, og i mine øjne, den ENESTE løsning. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ville være op til hende. Jeg var så presset, bange og frustreret. Så da jeg endelig sad hos hende, og hun til slut spurgte; "Er der mere vi skal snakke om i dag?" begyndte jeg at tudbrøle. Hendes kommentar var; "Jamen dog Louise- tror du ikke, at du skal overveje at føde hjemme." Godt nok havde jeg svært ved at få et ord frem for tårerne, men jeg fik da fremstammet: 'En ting er 100% sikkert, jeg skal for alt i verden IKKE føde på en rasteplads, og jeg skal absolut heller ikke føde hjemme". Det hippie-pjat kunne hun godt glemme ALT om. Hverken hun eller nogen anden skulle lave om på min beslutning, og hvis ikke hun ville lave en igangsættelse, så ville jeg kræve at få et planlagt kejsersnit!
Jeg mente selvfølglig ikke et ord af det, jeg havde sagt, men mine følelser sad helt uden på tøjet, og jeg var simpelthen så bange for ikke at nå ud til dem med "de gode drugs", og dem som kunne lappe mig sammen igen bagefter. Jeg kunne heller ikke overskue, hvis vi risikerede at stå med det hele selv.
Jeg kom ikke derfra med en afklaring, men med besked om at tage til hjemmefødselscafe, og først derefter ville hun være villig til at lave en mere detaljeret plan for mit forløb. MÅSKE med en igangsættelse, men det var absolut ikke noget hun ville anbefale. Slukøret tog jeg hjem til Peter, og med endnu flere tårer fik jeg fortalt om samtalen.
Peter var også bekymret for fødslen, af nogle af de samme grunde som mig. Alene kunne vi ikke komme nærmere en konklusion, så vi blev enige om at tage ind til den kommende hjemmefødselscafe. For som Peter i sjov sagde, "Hvis det pjat skal foregå herhjemme, så må vi jo have svar på, hvor meget plastik jeg skal have købt hjem til at dække ned med". Tja, man er vel gift med en håndværker.
Nogle uger senere, kørte vi afsted til hjemmefødselscafe i Aalborg. Jeg var ret nervøs på vejen derud, for jeg vidste, at det var helt op til mig, om vi skulle vælge at føde hjemme eller ej. Jeg havde besluttet med mig selv, at jeg ikke ville tage valget før mødet var slut.
Til mødet sad vi ca. 10 par med maver, to mødre med nyfødte og de 8 hjemmefødselsjordemødre. Vi blev budt velkomne og en af jordemødrene fortalte kort om reglerne for at vælge og gennemføre en hjemmefødsel. Mor og barn skal være raske, flergangsfødende skal have haft en normal og ukompliceret fødsel, barnet skal vende med hovedet nedad, og så skal man være gravid mellem uge 37+0 og 41+0. Reglerne kan være lidt forskellige alt efter hvor i landet man bor, og hvilket sygehus man vælger at være tilkoblet. Hernæst slyngede de nogle tal ud fra statistikker omkring hjemmefødsler. Det var mest henvendt til fædrene, da de havde erfaringer med at kolde facts virker mest overbevisende på mænd. Sjovt nok kan jeg heller ikke huske, hvad de facts omhandlede, men Peter nikkede vældig fornøjet, imens de blev fremlagt.
En ting jeg dog hæftede mig ved var, at der ALDRIG tages chancer ved en hjemmefødsel. Dvs. hvis vandet er grønt, hvis baby er/bliver stresset, hvis fødslen trækker ud, ja i det hele taget, hvis noget i forløbet virker unormalt, så bliver man overflyttet til sygehuset. Man får altså kun lov at føde hjemme, hvis alt går som det skal. Og faktisk holder de ekstra godt øje med disse ting, da der jo ikke er en læge eller andet personale lige i nærheden. En overflytning vil altid foregå så roligt som muligt med patienttransport, og i det tilfælde følger jordemoderen med ind på sygehuset og føder med dig. Du skal altså ikke i egen bil og risikere at "svine den til" (lidt til mændene igen). Herefter fortalte de to nybagte mødre om deres fødsel, og derefter fortalte vi andre par om hvorfor, vi havde valgt at komme til mødet. Da alle havde fortalt, kunne man gå op og melde sig til ordningen, hvis man ville.
Jeg kiggede lidt på Peter, han kiggede lidt på mig. Jeg var stadig ikke helt overbevist, og jeg syntes stadig det var lidt for alternativt for mig. Jeg kunne dog godt se det praktiske i, at vi ikke skulle ud og køre nogen steder. Så var det med rastepladsen jo ligesom løst. Jeg rejste mig og gik op til en ledig jordemoder, som hed Dorte. Jeg fortalte hende som det var, at jeg var meget i tvivl, og at jeg jo som sagt ikke var her, fordi det var mit ønske, men fordi det nok var det mest praktiske for mig at vælge en hjemmefødsel. Hun sagde, at hvis man var tilknyttet hjemmefødselsordningen ville man til hver en tid kunne vælge at føde på sygehuset - så følger jordemoderen bare med derind. Det var tværtimod ikke muligt at vælge en hjemmefødsel til i sidste øjeblik, hvis ikke man var tilmeldt ordningen. Så vi valgte at melde os til, for så havde vi god tid til at tænke det hele igennem, uden at binde os til at føde hjemme. Man bliver tilkoblet et team af to jordmødre, og så har man et reserveteam, hvis ens jordemoder sidder i en anden fødsel. Er reserveteamet også ved en fødsel, ringer man til fødegangen, og så sender de den nærmeste hjemmefødselsjordemoder.
Dorte blev min jordemoder. Sjældent har jeg mødt et menneske som hende, der bare gik lige ind i mit hjerte fra første øjeblik. Hun var top professionel og så sød og naturlig, at hun på to konsultationer fik alt min tvivl, frygt og angst til at forsvinde. Vi fik styr på helt ned i detaljer, hvad jeg skulle holde øje med af tegn, hvornår jeg skulle ringe hende op, og hvor meget jeg skulle fortælle i telefonen, når først min fødsel gik i gang. Jeg følte ENDELIG, at jeg havde kontrol over det, der kan kontrolleres ved en fødsel. Aftalen var, at jeg skulle være kort og præcis og ringe ved den mindste forandring. Hun ville hellere komme forgæves end slet ikke nå frem.
Vi fik en liste med de ting, vi skulle gøre klar, når terminen nærmede sig. Man skal selv sørge for tisselagen, håndklæder, tæpper og affaldssække. Resten kommer jordemoderen med. Jeg tror, vi brugte 5-6 store håndklæder og så et varmt tæppe. Jeg havde fundet nogle som kunne kasseres bagefter, hvis det blev nødvendigt. Men alt blev rent efter første vask. Derudover er det en god ide at have noget druesukker, saftevand med sukker, isterninger og sugerør i huset.
Den anden konsultation med Dorte var et hjemmebesøg. Her fik vi snakket om hvor fødslen evt. kunne foregå, om jeg havde specielle ønsker til fødestilling, hjælp under fødslen, og hvilke opgaver Peter skulle have. Vi fik også lavet en aftale ifht. HVIS jeg nu fik ringet for sent, og hun ikke kunne nå frem i tide. Peter blev informeret om, hvordan han skulle hjælpe mig, hvordan han skulle gribe Johan, og hvordan vi skulle pakke ham ind, indtil Dorte kunne være hos os. Vi ville i dette tilfælde have Dorte i telefonen på medhør. Vi aftalte, at Jens som udgangspunkt skulle være hjemme, hvis jeg gik i fødsel om natten. Skulle han, mod forventning, vågne, skulle mine svigerforældre komme efter ham. De bor 10 min. kørsel herfra, og skulle det gå hurtigere, havde vi allieret os med vores naboer.
NU var vi klar. Lillebror kunne bare komme an! Jeg var 36+3 og skulle nu bare vente.
Til hjemmefødselscafeen havde de egentlig anbefalet, at man ikke snakkede for højt om beslutningen. De havde erfaringer med, at par blev mødt med mange fordomme, fordi de havde valgt at ville føde hjemme. For mig var det vigtigt, at det ikke var hemmeligt. Også selvom jeg ville møde evt. modstand. Jeg havde brug for folks reaktion, for at få sat ord på det, der bekymrede mig, og det der IKKE bekymrede mig. En del i min omgangskreds syntes, det var enormt spændende, også meget mere end jeg selv syntes. Vi mødte også nogle; " Vildt- hvordan tør du det?". Men sandheden var jo, at jeg turde ikke vælge det fra. Til sidst gik der lidt sport i at fortælle det, bare for at se frygten i folks ansigter.
Den sjoveste reaktion jeg har mødt, var fra en kollega. Da jeg fortalte, at vi havde meldt os til hjemmefødsel, sagde vedkommende; "Okay, jamen har i ikke lige solgt jeres badekar?" Mig; "øh, jo. Hvad har det med sagen at gøre?" Kollega; "Jamen, skal man ikke føde i vand, når man føder hjemme?"! Og nej, det SKAL man ikke. Der er mange der vælger at føde i vand. Enten i et fødekar, som man kan købe eller leje. (Der findes grupper på Facebook, som kun handler om hjemmefødsler.) Eller i badekar, hvis man selv har et, som er stort nok. Jeg havde ikke lyst til at føde i vand, og der havde heller ikke været tid til at fylde et kar for mit vedkommende.
Torsdag d. 17. September er jeg 39+2. Kl. 00.45 vågner jeg ved, at det giver to store smæld i maven, og jeg tænker, gad vide om det var mit vand der gik. Jeg står op og går ud for at tisse, men bliver ikke umiddelbart bekræftiget i, at det er vandafgang. De næste 10-15 minutter løber jeg til og fra toilettet, og har samtidig 3-4 veer, som jeg ikke er sikker på er andet end plukkeveer. Kl. 01.10 får jeg en ve, der ikke er til at tage fejl af, dog uden at den gør særlig ondt. Jeg vækker Peter, og fortæller ham at det er nu, så han må gerne finde tingene frem, vi skal bruge, for nu ringer jeg efter Dorte. Jeg går ud og sætter mig i stuen og ringer dorte op. Da hun tager telefonen, er det eneste jeg siger; "Det er Louise, jeg tror, du skal komme nu." Hun griner med et; "Spændende, er du sikker?". Mig; "Øh, nej! Men jeg tror, du skal komme nu". Vi aftaler, at jeg skal ringe hende op, hvis veerne tager ydeligere til, og at hun kører fra Aalborg med det samme. Klokken er nu 01.20, Veerne tager til, så jeg beder Peter finde en madras, og jeg ligger mig ned på den på stuegulvet for at sinke processen lidt. Han finder et par små håndklæder til Johan, og varmer dem i oven, så de er dejlige lune. Jeg kan høre, at han rumsterer ovre i køkkenet. Han er dybt koncentreret om at ordne de ting, der er blevet aftalt. Han kigger over til mig et par gange, og jeg beder ham tage et par billeder, imens jeg har veer, så han har noget at bruge imod mig senere. Kl. 01.47 beder jeg Peter om at ringe Dorte op igen, for nu synes jeg, at jeg har pressetrang. Hun er heldigvis lige om hjørnet, så jeg sender Peter ud for at hjælpe hende med bagagen. Dorte kommer løbende ind og siger; "Heeej", med et stort smil. Jeg får kun lige vinket til hende nede fra madrassen, da veerne nu kommer uden pause. Hun tjekker mig hurtigt og melder klar til at presse Kl 01.55. De første 3-4 presseveer har jeg imens, jeg ligger på siden på madrassen, men den stilling fungerer ikke ret godt for mig. Det er heller ikke så meget baby, der kommer ud, men alt muligt andet. Ja, man skulle tro, at jeg var udtømt efter alle de toiletbesøg tidligere. Det hører jo med. Jeg kommer istedet op og sidde på knæ på madrassen, og Peter henter en stol, jeg kan læne mig op af. Nu kommer presseveerne uden pause og jeg kan skubbe godt til ham. For sjov får jeg fremstammet imellem to presseveer, "Pis, jeg havde håbet det allerede var hovedet!" Dorte griner lidt og kommenterer kun, at det kommer skam med næste pres. Hun havde ret. Det kom med næste pres, og et par sekunder efter hovedet var født, griber Dorte en helt perfekt og sund Johan Kl 02.10.
Han skriger, som de jo helst skal, og jeg kommer ned og ligge på madrassen, og får Johan op på maven.
Så bliver der stille, HELT stille. Alle smiler, Johan kigger op på mig med store smukke øjne. Dorte og Peter tager mig under hver arm, og trækker mig på madrassen hen, så jeg kan sidde op af sofaen. Hun rydder hurtigt gulvet for affald og vasketøj, sætter sig op til spisebordet og skriver journal. Imens laver Peter kaffe, varmer boller og finder Asti frem. Så sidder vi der. Jens sover tungt nede på sit værelse. Ingen kan se, at her lige er forgået en fødsel. Bortset fra, at her nu er en baby, som ikke var her for 10 minutter siden. Peters kommentar var; "Det sviner sgi da mere, når jeg renser fisk"!
Vi tænder lidt stearinlys, imens jeg føder moderkagen. Jeg får K-vitamin i låret, bliver syet et par sting og får så bukser på. Ja, de der lækre netunderbukser! Jeg sidder stadig på madrassen med Johan sovende på min mave.
Herefter bliver han målt og vejet. Kl. 04.30 siger Dorte farvel. Hun havde sat vasketøjet ud til vaskemaskinen, og hun tog affaldet med sig. Vi sætter os stille ind i soveværelset. Kl. 06.00 kan jeg simpelthen ikke vente længere, jeg er ved at sprænges af spænding. Jeg er nødt til at hente Jens og fortælle ham, at NU er lillebror endelig kommet.
Efterfølgende har jeg spurgt Peter, hvordan han oplevede det hele. Han fortalte, at han var rigtig glad for at kunne gøre en forskel for mig denne gang. Så kan det godt være, at det han gjorde mest var af praktisk karakter, men det var mindst lige så vigtigt. Han ville jo ikke kunne hjælpe mig med med at føde uanset. Det eneste jeg behøvede at tænke på, var at føde, resten havde han HELT styr på. Vi joker lidt med, at hvis vi skal have et barn mere, så klarer vi det helt uden jordemoderen.
Det er mit håb, at dette kan inspirere andre til at se hjemmefødsel som en mulighed. Og måske kan det være med til at aflive nogle af de myter og fordomme, der er omkring hjemmefødsler. Fordomme som jeg også selv havde. Jeg er hverken for eller imod hjemmefødsler, jeg synes man skal vælge det, man er mest tryg ved. Og er man i tvivl, så vil jeg klart anbefale at deltage i en hjemmefødselscafe, så man kan få spurgt ind til tingene. Ellers er man også velkommen til at stille mig yderligere spørgsmål.
Det hippie-pjat blev en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv! Jeg drømmer allerede om at prøve det igen.
